For 8 dage siden havde jeg aldrig sat mine ben paa en sejlbaad. Dog var jeg ret sikker pa at en sejlbaad og jeg ville komme ret godt ud af det med hinanden. Det vidste sig at holde stik, og jeg kan nu ikke vente med at stige ombord igen. Det har været en kæmpe oplevelse at sejle rundt mellem de græske øer og paa nærmeste hold opleve sejlerlivet. Ideen med at bevæge sig igennem vandet blot ved hjælp af vinden er jeg fascineret af, men ogsaa hvordan mange forskellige funktioner på båden såvel som besætningsmedlemmer paa et skib skal virke sammen. Det er ikke kun et sejl der skal sættes, eller en kurs der skal udstikkes. Der er masser af forberedelser og opgaver inden sejlladsen men ogsaa under og efter. Det kræver en stor viden om mange forskelige ting ombord, som jeg paa ingen maader har styr paa (endnu), men jeg er helt sikkert blevet fristet og motiveret for at lære mere. Jeg har været saa heldig at kunne suge til mig fra mine klatrevenner med sejlererfaring. De har alle været super gode til at hjælpe, forklare og ikke mindst inkludere os knap saa erfarne i sejladsen. Ingen tvivl om at der er lang vej til at blive en dygtig sejler, men nu er det slaaet fast med 7-tommer søm, at sejlerlivet kun lige er begyndt. “Maybe you are born with salty skin” sagde en skipper jeg mødte paa mit hostel igaar, da han kunne mærke min entuiasme omkring sejlladsen…Tjaa det kan der maaske godt være noget om. Jeg er jo vokset op med havet som nabo, en far der har været fiskeskipper i 25 år og en mor og bedsteforældre der er sejlere, så det er nok ikke helt ved siden af.

Efter 2 nætter i havn pga daarlig vejr stilede vi afsted tidligt mandag morgen. Ikke just det perfekte vejr og rælingen havde en mærkelig mani med at krænge under vandet. De første par gange blev det til et par uuuhhhuuuhhhhhhuuhh hvorefter uhh`erne med tiden blev færre og mere lydsvage i takt med, at jeg blev overbevist om, at Oceanis 343 nok skulle holde sig på “ret køl”. (Lige pludselig giver det udtryk bare meget mere mening! Hurra for køl!). Selvom der er utrolig meget at lære og vænne sig til, saa var der ingen tvivl om, at jeg fra første vending (eller var det bomning?) var hooked.

Det meste af ferien gik med sejllads, men der var ogsaa tid til et par dage med klatring paa Kalymnos og de tilstødende øer. En helt fantastisk kombination af to aktiviteter. Flere steder var der ikke havne vi kunne ligge til, saa vi laa for anker om natten. Om morgenen pakkede vi klatregrejet og afsted i den lille gummibaad ind mod kysten og klipperne. Det er en helt ok approach til en klatresektor, blev vi hurtige enige om. Især hvis vi kunne lokke en af fyrene til at ro 🙂

Igaar var det saa slut for denne omgang, og jeg skal videre paa min tur. Jeg maa indrømme, at det var svært at sige farvel til jer fantastiske mennesker, Olga, Majbritt, Martin og Esbjørn. Sejllads er en intens maade er være sammen paa, og alt foregaar i et fællessskab. Men naar nu skibets besætning bestaar af super omgængelige, sjove og rare mennesker, der i det hele taget er dejlige at være sammen med, saa er det en smal sag at faa tingene til at fungere. TUSIND TAK!

Fra Kardamenia havn tog jeg bussen mod Kos havn, og herfra videre med en færge til Bodrum, Tyrkiet. Herfra skal jeg senere idag flyve til Bishkek, Kirgisistan.

Hver ting til sin tid – og nu gaar tuen videre mod nye oplevelser i Central Asien. Jeg glæder mig til at opleve bjergene, den smukke natur og ikke mindst en for mig uudforsket del af verden. Den første uge faar jeg selvskab af min søde veninde Charlotte, som jeg kender gennem De Berejstes Klub. STAN-contries here I come