To trunter og en Honda Fit på eventyr i Kirgisistans bjerge

imageimage

Det sædvanlige lufthavnsmylder, højtråbende taxachauffører og jagten efter lokal valuta fra en funktionsdygtig ATM møder mig kl 5 om morgenen i Bishkek, Kirgistan. Så er jeg igang tænkte jeg, spændt på hvad der venter på den anden side. Hvordan ser folk ud? Er de venlige? Hvad spiser de? Hvordan er husene? Gaderne? Eftersom gadebelysning er “en by i Rusland”, var det ikke mange indtryk, jeg kunne nå at gøre mig på turen ind til byen. Chaufføren stopper foran en mørk bygning på en semiasfalteret vej. Intet jeg kan se, ligner et hostel, og jeg har mest lyst til at blive i taxaen fremfor at begive mig ud på den underbelyste gade. Da jeg kommer helt tæt på bygningen, ser jeg et lille skilt, der indikerer, at her er et hostel. Hurra! TAK taxamand og undskyld jeg ikke tog dine ord for gode varer.
Bishkek er en kedelig farveløs storby. Ingen tvivl om, at sovjet-tiden her, har sat sine tydelige spor. Det ene grå betonbyggeri efter det andet udgør de trafikerede veje. Skiltningen er selvfølgelig skrevet på kyrillisk, hvilket sætter mig og mit latinskskrevne kort på prøve. Efter at være faret vild 3 gange på en halv time lurer jeg tilsidst et egnet system: Hvis der er ca. lige mange bogstaver og mindst to af vokalerne ser ens ud, så er der stor sandsynlighed for at vejen og kortet stemmer overens. Befolkningen er en blanding af folk med russiske og kinesiske/mongolske træk, og man skal smile ret vedholdende for at få et smil retur. Umiddelbart virker folk lidt ligeglade med en, og man kan færdes mere eller mindre anonymt på gaden.

Søvnige Bishkek

Søvnige Bishkek

image

Osh bazaar, Bishkek

Osh bazaar, Bishkek

imageimageimage

De efterfølgende dage går med at forberede den næste måneds rejse i Stan-landene (Kirgistan, Kasakstan, Usbekistan og Turkmenistan). Det går hurtigt op for mig, at min ikke-eksisterende forberedelse på Stannerne rammer som nemesis. Visum, Letter-Of-Invitation, formularer, ansøgninger, ekstra kopier af pas, arbejdskontrakter, pasbilleder, forsikringspapirer, den ene registrering efter en anden, samt en masse dollars, der skal betales for de respektive anliggender. Et større logistisk arbejde venter, da jeg her og nu skal tage stilling til, hvad jeg helt præcist vil den næste måneds tid. Hvorfra kan der søges visum til de pågældende lande, og hvor kan jeg krydse grænserne imellem de forskellige lande? osv. Nogle af landene tager åbenbart op til 3-4 uger for at få et visum i stand (hvis man altså får sit visum!), så processen skal startes med det samme. Jeg får overordnet planlagt min tur og igangsat nogle af de langvarige bureaukratiske formalitetsprocesser, gab gab. Det kaldes vistnok P L A N L Æ G N I N G. Not my kind of travelling! Men i særdeleshed en nødvendighed her, hvis jeg have det optimale ud af Centralasien. På mit hostel kan jeg hurtigt fornemme, at andre rejsende også er frustrerede over dette visumcirkus. En tysk backpacker venter på 12 døgn på sit uzbekiske visum, og han fortæller, at der helt sikker venter mig en direkte uvenlig og autoritær tilgang til turister på ambassader og konsulater. Super! Vi er nok lidt forvænnede i virkeligheden som dansker. Med vores Schengen-pas er det piece-of-cake at bevæge sig rundt i mere eller mindre det meste af verden uden de store problemer. Da mit muggeri over bureaukratiet havde lagt sig, prøvede jeg at vende tingene lidt på hovedet. Ok, jeg er turist her i deres lande, jeg taler ikke russisk i det hele taget er jeg pænt meget på udebane. De har deres system, deres regler, deres firkantethed. Accepter det, giv dem et ekstra smil, når de kigger på dig med et “skrid-turist-blik” på ambassaderne – måske det hele går lidt nemmere så. På en eller anden måde hjalp det og jeg har fået mere ro på, hvad angår “deres systemer” og endnu engang fået bekræftet at forberedelse engang imellem godt kan have sine fordele 😉.

Charlotte stødte til et par dage senere og planen var at køre rundt om den store bjergsø Issyk-Köl. Bilen blev overleveret af to gebrokken engelsktalende russere, som selvfølgelig forlangte underskrift på den russiske lejekontrakt. De forklarede, at vi max kunne miste de 300$ i depositum, hvis bilen gik i stykker. Godt så! Det tilføjer vi vist lige på engelsk i kontrakten, hvis det nu skulle komme dertil. Bilen fik vi billigt grundet højresidet rat (på trods af højreside kørsel) samt bilens størrelse: En Honda Fit! Helt sikkert den tager vi! 7000 kirgiske pengeøre svarende til 750 kr. for 8 dages billeje. Et kup uden lige!

imageimageimage

Muslimsk kirkegård i solnedgangen

Muslimsk kirkegård i solnedgangen

imageimageØ

Afsted det går næste formiddag i vores lille dyt. Det der med målestoksforhold var ikke noget tillagde synderlig værdi. Det er jo lige der på kortet! Vi er nogenlunde sikre på, hvortil vi ville køre, dog har vi ikke kalkuleret med hverken min eller Charlottes ubønhørlige trang til at tage billeder af de naturskønne omgivelser for hver km. vi bevæger os frem. Kaffe/tissepauser og 2 x møde med det kirgisiske politi, har vi ligeledes ikke taget højde for. Første gang vi bliver stoppet af militsia – kører vi Plan A, som viser sig at være særdeles effektiv. Jeg har åbenbart! kørt for stærkt og betjenten viser et gammelt, slidt fotoapparat, der viser mig i Hondaen med en fart på 74 km/t, hvor man må køre 60. Ups! Plan A består simpelt af at spille dum blond turist, der intet forstår (og slet ikke ordet STRAF), som han nævner flere gange. I bedste hundeøjnestil efterfulgt af “sorry, dont understand”, lidt blinken og smilen giver betjenten tilsidst op og vifter os væk. YES mand, nu ved vi hvordan den skal kringles!
Mindre end en time senere bliver vi igen viftet ind til siden. Ingen problem – vi har jo Plan A! Denne gang virker Plan A ikke. Slet ikke. Den meget insisterende betjent beordrer mig ud af bilen og ind i en politibil længere nede af vejen. I bilen sidder en +100 kg. russisk-udseende betjent, der åbenbart har fået æren af at udøve sin pligt indefra den varme bil, fremfor ude på vejen i 8 graders kulde. Han kigger vredt på mig og nærmest råber mig ind i hovedet: “ME! HEAD! POLICE! OFFICER! KYRGYSTAN!” Hvorefter der bliver stille. Selvom jeg endnu engang er på udebane er situationen i mit hoved lidt halvkomisk. Jeg overvejer et kort sekund at svare med “ME! HEAD! PHYSIO! DENMARK!”, men fortryder heldigvis. Hans velkomst i politibilen efterfølges af “YOU! PAY! STRAF!”. Nåh nåh, ro på buffas. Vi kan vel tale om det. Han skriver på en lille lap papir 500, hvilket svarer til 60 danske kroner. Hmm, jeg tygger lidt på den, tager kuglepennen og skriver 300. Han nikker godkendende, jeg betaler min straf og får lov at forlade bilen. Ok, så har vi Plan B i hus: Forhandl om prisen og bestik!

image

Besøg hos ørnejæger. Nedlagt bytte

Besøg hos ørnejæger. Nedlagt bytte

imageimageimageimageimageimage

Klokken ender med at blive knap 21, inden vi rammer vores destination. Der er gået lidt laissez-faire-traveller i den, og ved nærmere eftertanke, går det går op for os, at det havde været smart at booke et sted at sove på forhånd. Det er ikke fordi det ligefrem vrimler med hostels i denne lygtepæls-forladte by. Min forældede udgave af Lonely Planet, viser sig at komme os til undsætning, da et af vores mange telefonopkald til diverse overnatningssteder (med ugyldige tlf.numre) endelig giver pote. “Go to the supermarket, someone will pick you up”. Vi indlogeres herefter på et skønt homestay hos en venlig og imødekommende familie med en mutter, der besidder det kønneste rare ansigt, tørklæde om hovedet på traditionel vis og i evigt rask trav. Ingen tvivl om, at hun vil os godt! Et homestay er en god måde at opleve, hvordan en familie på disse kanter fungerer. Desuden får man serveret lokal mad og får in-sighter viden til området. Det var helt perfekt, og lige som det skulle være. Vi får serveret varm suppe, fåre-fedtklumper, te og desuden 3 skåle med forskellig marmelade. Lidt sjov sammensætning tænker jeg, men går da ikke i vejen for en syltetøjsmad efter en lang dag på farten. Jeg får kørt en del madder ned og kan fornemme, at søsteren i familien kigger lidt mærkeligt på mig. Syltetøjen er åbenbart beregnet til at komme i teen, og næppe noget man i tykke lag smører på brødet. Jep jep, vi lærer hver dag.

imageimage

Tur på hesteryg

Tur på hesteryg

image

Homestay-mom

Homestay-mom

Vores tur på hesteryg ender brat, da en glubsk hund gør klar til angreb, da jeg ufrivilligt rider forbi. ALDRIG i mit liv har jeg været så bange før! I ren panik over situationen "glemmer" jeg, at jeg sidder på en hest. I mit flugtforsøg falder jeg derfor af hesten på modsatte side af hvor hunden befinder sig. Desværre lander jeg skævt ned på min fod og resultatet bliver en tur på "skadestuen" og hjemtransport i den lille ambulance med blomstrede gardiner samt en blå og slatten fod i bonus.

Vores tur på hesteryg ender brat, da en glubsk hund gør klar til angreb, da jeg ufrivilligt rider forbi. ALDRIG i mit liv har jeg været så bange før! I ren panik over situationen “glemmer” jeg, at jeg sidder på en hest. I mit flugtforsøg falder jeg derfor af hesten på modsatte side af hvor hunden befinder sig. Desværre lander jeg skævt ned på min fod og resultatet bliver en tur på “skadestuen” og hjemtransport i den lille ambulance med blomstrede gardiner samt en blå og slatten fod i bonus.

Patienten indstalleres

Patienten indstalleres

imageimageimageimageimage

De næste dage går med besøg hos ørnejæger, tur på hesteryg, overnatning i en yurt (nomadetelt), og diverse afstikkerture op i de kæmpemæssige sneklædte bjerge, der overalt man kigger, udgør baggrunden. Vi er fuldstændig fortabte til den smukke natur. Efterårets varme farver har allerede gjort sit indtog og de grønne sommerfarver er mange steder afløst af brunlige, rødlige, og gullige nuancer. Om natten er temperaturen under frysepunktet, og investeringen i hue og vanter i Bishkek viser sig at være et klogt træk.

image

Issyk-Köhl Lake

Issyk-Köhl Lake

imageimageimage

Homestay

Homestay

imageimage

Vi kører af små kringlede bjergveje, og ofte holder vi tilbage for en dyreflok af heste, geder, får eller køer, der passerer vejen. Den lille Honda Fit føles omend endnu mindre, fanget mellem 50 tyrekalve hver med en kampvægt på 1 ton. Dog må vi erkende, at den lille Honda Fit ikke er en super terrængående maskine. Uanset hvor meget vi end tror på det, må vi flere gange vende om på grund Hondaens (u)formåen. Dog er vi enige om, at det er en fantastisk måde at opleve på og giver en stor frihed at have sin egen bil (selvom en 4WD nok havde været et bedre bud) 😉.

imageimageimage

Vores køre-lykke-fugl, som vi fik a homestay-mom

Vores køre-lykke-fugl, som vi fik a homestay-mom

Vi bliver stoppet af vagtpost, da vi vil køre op til en guldmine i 4200 m. højde. Han bestikkes med et smil og et par kiks 😉

Vi bliver stoppet af vagtpost, da vi vil køre op til en guldmine i 4200 m. højde. Han bestikkes med et smil og et par kiks 😉

Den venlige vagtpost på vej på til guldminen Komtor

Den venlige vagtpost på vej på til guldminen Komtor

imageimageimageimageimage

Vi gør som de lokale, og samler folk op langs vejen. Passagererne bydes på kiks, Medina fra højtaleren og et gratis lift

Vi gør som de lokale, og samler folk op langs vejen. Passagererne bydes på kiks, Medina fra højtaleren og et gratis lift

imageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimage

imageimage

Overnatning i en yurt (nomadetelt)

Overnatning i en yurt (nomadetelt)

imageimageimageimage

Det lille hus...

Det lille hus…

image
Charlotte og jeg har lært hinanden at kende igennem DBK – De Berejstes Klub. Charlotte er sådan en pige, der straks optager ens opmærksom. En pige der har noget på hjerte. Charlotte har en dyb forståelse af mennesker og besidder en naturlig medmenneskelighed, hvilket ikke kun kommer til udtryk i Charlottes personlighed, men også i hendes hjertebarn Help2Helppilot, som er Charlottes nyopstartede virksomhed, der beskæftiger sig med frivillighed.

I kombinationen af lidt for meget vin, sangen “Volvo B18” og godt selvskab til en DBK-fest i sommers opstod ideen om, at køre rundt i Kirgisistan i en lejet bil. Sådan blev det og hvor er jeg glad for det! Udover nogle fantastisk oplevelsesrige dage udviklede vores forhold fra et godt bekendtskab til et dybere venskab. Det var mere reglen end undtagelsen, at morgenmaden tog et par timer, fordi vores lange snakke ikke kunne komme til ende. Alt lige fra Palæstina-konflikten, familie, rejsesnak til parforhold (eller mangel på samme) blev snakket, diskuteret, vendt og drejet. Vi har den samme tilgang til at opleve og rejse, deler begge en stor nysgerrighed, og vi begge nægter at gå glip af noget på vores vej. I det store hele funker vi bare godt sammen som rejsemakkere. Rollefordelingen i bilen fik vi også hurtigt styr på – Charlotte er chauffør og jeg er GPS/DJ. (Charlotte gjorde mig i øvrigt opmærksom på, at lyset til bilen ej skal forveksles med blæseren og at katastrofeblinket er den kæmpestore røde knap, som hurtigt forsvinder i mængden blandt alle de små sorte knapper!)
Charlotte, det har været så givende at lære dig endnu bedre at kende. Du er skide sjov, har et smittende gå-på-mod, du inspirerer og du har en dyb personlighed. Jeg elsker din måde at anskue verden på, men du skal altså stoppe med at sætte god musik på midt i et kryds, ik?

Jeg er helt overbevist om, at det ikke er sidste gang de to medina-syngende trunter her har været på tur sammen. Glæder mig til nye eventyr med dig.

Live large – travel light

/Line

image

Goodbye Kyrgystan - hello Kasakhstan

Goodbye Kyrgystan – hello Kasakhstan

Dette indlæg blev udgivet i Kirgisistan og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til To trunter og en Honda Fit på eventyr i Kirgisistans bjerge

  1. Charlotte Winding siger:

    Kære Line- aka Rabbit 2
    Tusind tak for en fantastisk tur i det smukke land Kyrgystan. Det har været en fornøjelse at være på Roadtrip med dig. Det var et fantastisk eventyr med sjove, grænseoverskridende, mærkværdige og skønne oplevelser. Du er en skøn pige, og jeg har nydt alle vores samtaler, og den måde vi har suppleret hinanden på- som er hel unikt når man tænker på hvor lidt vi kendte hinanden fra turens start. Det fik vi rådet bod på må man sige:-)
    Keep up dit gode humør, mod på livet, mod på eventyr og ikke mindst din åbenhed og dit store hjerte. Du er så sej!!!
    Det har været en lærerig tur, som blandt andet IKKE at spille diskohøjt musik midt i et kæmpe vejkryds i hjertet af Bishkek- som endte i trafikkaos. Men dit kølige overblik reddede os igennem, kaoset af biler – godt gået! Og du lærte ikke at tage bilnøglerne med dig når du efterlader mig i bilen som er parkere ulovligt, foran en gate ..haha:-) Rule nr.1 🙂
    Det kan godt være du havde lidt problemer med at finde ud af hvordan du tændte lyset på bilen, men jeg må sige du styrer for vildt med et kort og GPS. Endnu engang fik jeg bekræftet det at finde vej bare er og bliver ikke min stærke side- Så uden dit overblik, kom vi nok aldrig tilbage til Bishkek og ud af Kyrgystan igen…haha.
    Jeg ønsker dig en fantastisk fortsat god rejse, og er sikker på vi gentager succesen og nyt eventyr en anden gang et sted i verdenen- og endnu en tilføjelse af erfaringer rigere….. næste gang lejer vi IKKE en bybil Honda Fit, men en 4WD 😉
    Husk at nyde hvert øjeblik og glæder mig til at følge dig og dine eventyr.
    Kæmpe kram og knus
    Fra Rabbit 1

  2. Olga siger:

    Sejt, piger! Virkelig spændende at læse om jeres tur! Gid godt at være med, men så vil det heller ikke være lige så sjovt at forhandle straffen med ‘head police’ 😉 fedt I kunne forhandle 60kr til 30 he he. Og nu har du også prøvet sundhedsvæsen i ‘en lille by i Rusland’ :))) Fortsæt en god tur til Kazahstan og pas godt på dig selv, Line! Spændt på at høre om det!
    KRAM fra Danmark
    Olga

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s