Usbekistan – bad, bomuld og guldtænder

IMG_1127.JPG

Efter a “very long day” vågnede jeg lettere forfrossen op på mit værelse. Et varmt bad skulle gøre godt, eftersom jeg dagen før missede mit morgenbad. Jeg tænder for bruseren – der er vand – iskoldt! Nåh, ned gennem gården i 5+ grader iført mit travellersize håndklæde, der ved nærmere eftertanke nok er en kende for udfordrende for den usbekistanske værtsfamilie. Anyways, jeg forklarer, at lidt varmt vand på værelse 7 vil gøre godt, hvorefter den søde pige i familien vifter mig tilbage på værelset med beskeden “one hour – we will boil some water for you”. I samme sekund tikker en besked ind fra en lokal couchsurfer Kamol, at jeg kan bo hos ham. Som usbeker må man ikke huse en turist, og som turist skal registrere mig på officielle hoteller eller guesthouses. Jeg pakker hurtigt mine ting sammen og en halv time senere daffer jeg afsted med Kamol og et varmt bad i sigte.

IMG_1092.JPG

IMG_1095.JPG

IMG_1099.JPG

IMG_1101.JPG

IMG_1112.JPG

IMG_1121.JPG

IMG_1115-0.JPG

IMG_1108.JPG

Money, money, money

Det meste af dagen går dog med at skaffe valuta. Havde jeg læst min guidebog ville jeg vide, at hverken visa eller mastercard kan bruges i byens ATM’s. Efter adskillelige kilometers traven og taxature lykkedes det dog at finde en ATM, som ovenikøbet spytter sprøde dollarsedler ud. “Kun” 4% i kommision – et “fund” til de penge 😫. De spritfriske dollars veksles på det sorte marked, hvor jeg får 1/3 mere for mine penge. Det er absurd, at se pengevekslerne spankulere rundt på markeder og gadehjørner med plasticposer fyldt til randen med usbekisk valuta. Den mest brugte seddel er 1000 cym svarende til 2 kr. – hvilket betyder, at 100$ pludselig fylder halvdelen af tasken (og helt galt er det, når de giver 500 cyms sedler til den uvidende turist ved grænsen) En større redelighed udspiller sig således, når jeg skal betale for noget, og pengesedler flyver til højre og venstre. Jeg en fiasko til sammenligning med usbekerne, der alle praktiserer tælleteknikken til perfektion. Dog er fordelen ved de næsten værdiløse sedler, at jeg altid har toiletpapir til rådighed worst case scenario. Hvis (Gud forbyde det) en dag skulle gå så galt, og en 100$ seddel var den eneste mulighed, ville jeg nok være mere tøvende.

IMG_1146.JPG

IMG_1115-1.JPG

IMG_1125.JPG

IMG_1128.JPG

IMG_1129.JPG

IMG_1131.JPG

Bad og bomuld

Jeg får endelig mit bad og de næste 3 nætter sover jeg i stuen på gulvet ved siden af den brændende gasovn, som fungerer som boligens varmesystem. Dejligt varmt, og hyggeligt med levende lys natten igennem. Kamol er en gæstfri letomgængelig fyr, og vi har mange gode snakke henover teen i stuen. Mit indtryk er, at LC er meget bevidst om, hvad der foregår i sit land, og taler til forskel fra mange andre åbent om regeringsfølsomme emner. For eksempel taler man (af gode grunde) ikke åbent om det faktum, at alle usbekere hvert år er påtvunget at skulle plukke bomuld i op til 5 uger unge som gamle, børn som voksne. Kun de svageste eller syge får suspension for dette tvangsarbejde. Risikoen ved at tale negativt om regeringen kan være en pludselig “forsvinden” fra jordens overflade. Kamol fortæller ligeledes om præsidentens datter Gulnara. En gudesmuk kvinde, som er sanger, model, designer og har flere internationale virksomheder bag sig. Gulnara er elsket af alle og er på mange måder et forgangsbillede for mange usbekere. Samtidig repræsenterer hun noget, der strider voldsomt mod hendes fars lukkede tilgang til omverden samt ønske om at fastholde de gamle traditioner. Gulnara sidder pt. i husarrest og ingen ved reelt, hvad der foregår. Officielt på grund af bestikkelse, uofficielt fordi hun er en skamplet på hendes fars embede. Regeringen har desuden fuld kontrol over medier og ytringsfrihed er kun noget, man kan drømme om – hvis man tør!

IMG_1132.JPG

IMG_1134.JPG

IMG_1136.JPG

IMG_1138.JPG

Kvinderne i bazaaren

I Samarkands hektiske bazaar møder jeg den ene bedårende kvinde efter den anden. De fleste er iklædt traditionelle gevandter som typisk består af en lang kjole (oftest pyntet med similisten, palietter eller anden bling bling), en strikket cardigan (ofte med påfuglemønster for some reason?) et tørklæde om hovedet, veloursutsko, store smykker, kraftigt optegnede øjenbryn og sidst men ikke mindst en perlerække af guldtænder i overmunden. Jeg har flere steder forhørt mig om historien bag guldtænderne, men hver gang får jeg samme forklaring: De har simpelthen bare haft dårlige tænder og fået dem skiftet til guldtænder. Med deres meget karakteristiske og stærke udseende fortæller alle disse kvinder hver en unik historie. Kvinderne har ikke ligefrem modelpotentiale, men de emmer af autencitet, liv og udstråling, og jeg har lyst til at forevige hver og en med mit kamera. Man kan hurtigt glemme, at der bag de farverige klude, skinnende guldtænder og smilende ansigter er et menneske, der ofte lever et hårdt liv. Ved at sælge frugt, grønt, krydderier eller anden habengut, forsøger disse mennesker at tjene til dagen og vejen. Man kan ikke bare parkere et kamera op i hovedet på folk, og så håbe på det går godt. At få lov at tage billeder af mennesker kræver ofte noget forarbejde såvel som ydmyghed og respekt.

IMG_1137.JPG

IMG_1133.JPG

IMG_1139.JPG

IMG_1141.JPG</a

IMG_1144.JPG

IMG_1142.JPG

IMG_1283.JPG

IMG_1145.JPG

Silkevejens handelsbyer

På min vej gennem Usbekistan besøger jeg flere af silkevejens vigtige handelsbyer herunder Samarkand, Bukhara og Khiva. De gamle bydele oser af historie og er imponerende velholdte. Ældgamle minaretter, moskeer, monumenter, fort og farvestrålende bazaarer ligger side om side. Det føles vitterligt som at gå rundt i et open-air museum. Det hele bliver kun bedre, når eftermiddagssolen rammer de gamle sandstensfarvede bygninger og kaster det helt rigtige lys på de turkise toppe og facader.

IMG_1193.JPG

IMG_1194.JPG

IMG_1196.JPG

IMG_1195.JPG</a

IMG_1201.JPG

IMG_1199.JPG

IMG_1202.JPG

IMG_1203.JPG

IMG_1212.JPG

IMG_1206.JPG

IMG_1205.JPG

IMG_1209.JPG

IMG_1215.JPG

IMG_1219.JPG

IMG_1216.JPG

IMG_1214.JPG

IMG_1222.JPG

IMG_1234.JPG

IMG_1232.JPG

IMG_1229.JPG

IMG_1239.JPG

IMG_1237.JPG

IMG_1242.JPG

IMG_1238.JPG

IMG_1253.JPG

IMG_1249.JPG

IMG_1244.JPG

IMG_1245.JPG

IMG_1255.JPG

IMG_1254.JPG

IMG_1261.JPG

IMG_1267.JPG

IMG_1277.JPG

IMG_1273.JPG

IMG_1269.JPG

IMG_1282.JPG

IMG_1286.JPG

IMG_1284.JPG

Mission: Gaskrater i Turkmenistan

Efter ankomst til Central-Asien læste jeg, at Turkmenistan er Nord Korea’s lillebror i henhold til at besøge landet som turist. Et visum kan tage op til 6 uger at udstede, og man er langt fra garenteret et visum. Selvom man får sit visum i hus skal man være ledsaget af en guide, og Turkmenistan er derfor en bekostelig affære. Af disse grunde besluttede jeg mig hurtigt for, at det var et no-go. På mærkelig vis blev jeg dog ved med at slå op på Afsnittet om Turkmenistan i min Lonely Planet. Afsnittet indledes med “By far the most mysterious and unexplored of Central Asia’s stans, Turkmenistan became famous for the truly bizarre dictatorship of President ‘Turkmenbashi’…” Da jeg videre læste om et brændende kæmpe gaskrater ude i ørkenen, som har brændt i mere end 40 år, var jeg ikke i tvivl. Jeg SKAL til Turkmenistan og jeg SKAL bare se det gaskrater – koste hvad det vil!

Live large – travel light 😄

Line

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Usbekistan og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s