Turkmenistan – verdens mærkeligste land

Få dage før jeg skal krydse grænsen til Turkmenistan, er mit “Letter of Invitation” endnu ikke gået igennem meddeler rejseselskabet, som jeg er blevet påtvunget at benytte for overhovedet at drømme om at nærme mig grænsen. Nerverne begynder at presse sig på, da en mail omsider tikker ind med en invitation, der er godkendt gennem Turkmenistans “State Service for Registration of Foreign Citizens”. Næste step er at få visa på plads ved grænseovergangen – den tid den sorg, selvom den velkendte uro i maven melder sig ved tanken om Central Asiatiske grænseovergange. Turkmenistan er desuden et af verdens mindst besøgte lande i verden med kun omkring 7.000 besøgende om året.

IMG_1298.JPG

IMG_1299.JPG

Imellemtiden er jeg blevet hooked op med to australske piger, som jeg kan dele bil og guide med, indtil vi kommer til Ashgabat – det eneste sted i Turkmenistan, hvor turister må færdes alene uden en guide. Efter det sædvanlige pakken ud og i, papirnusseri og stempler mig her og der ved den usbekiske grænse, trasker vi afsted ad den 300 meter lange mudrede grusvej i ingenmandslandet, som deler Usbekistan og Turkmenistan. Ved den turkmenske grænse vil de vide, om vi udover eksplosiver og våben har nogle religiøse bøger med os. Mit forhold til min Lonely Planet tilnærmer sig, hvad jeg vil kalde et religiøs forhold – men grænsevagten deler åbenbart ikke min sans for humor, bum bum! Selvom vi er de eneste tre, der krydser grænseovergangen, går der et par timer inden vi lettere euforiske får de sølvforseglede turkmenske visa limet fast i passene.

IMG_1302.JPG

IMG_1301.JPG

Vores venlige lokale guide møder os tålmodigt på den anden side af grænsen. Afsted i hæsblæsende fart ad noget, der engang synes at have været en vej. Vi alle tre må holde fast i håndtagene over vinduer for at holde os nogenlunde lodrette. Om mindre et et par timer går solen ned, og vi skal aflægge besøg hos det famøse brændende gaskrater midt ude i ørknen også kaldet “door-to-hell”. Et resultat af russernes gasboringer i 70’erne. Jorden under boreriggen kollapsede, og gassen, som man fandt, viste sig at være giftig. Derfor satte man ild til det i håb om, at gassen ville brænde af, og så var den fis slået – 43 år efter brænder gaskrateret stadig!!!

IMG_1316.JPG

IMG_1312.JPG

IMG_1313.JPG

IMG_1308.JPG

Vi læsser vores bagage af i et lille teahouse nær vejen, hvor vi skal tilbringe natten. Herefter kører vi afsted ud i, hvad der ligner intetheden i et svagt synligt spor i sandet. Da vi nærmere os krateret, går det op for os, hvor kæmpe enormt dette krater er. Det er GIGA og meget større end jeg nogensinde kunne forestille mig. Chaufføren kører med direkte kurs mod kanten, og i en blanding af overvældethed samt angst for at bremserne svigter, skriger vi alle tre. Først 5 meter fra kanten slår chaufføren bremsen i. Tak skæbne det er vildt det her. At stå i bælgravende mørke en meters penge fra kanten og stirre direkte ned i flammerne, er en vanvittig følelse. Jeg har betalt langt over mit normale backpackerbudget for at opleve dette, men det er alle pengene og besværlighederne værd. Vi overnatter på tæpper på gulvet og vækkes kun en enkelt gang i løbet af natten af en stiv russer, som åbenbart mener, det er en mægtig ide at gøre os tre piger selvskab på det lille værelse. Efter lidt tid daffer han heldigvis videre.

IMG_1318.JPG

IMG_1320.JPG

IMG_1324.JPG

IMG_1323.JPG

Inden vi næste dag ankommer til Ashgabat, får bilen den helt store hovedrengøring. En beskidt bil i Ashgabat er bødegrundlag, da det ikke går hånd i hanke med regeringens ideologiske ønske om den perfekte hovedstad. Ashgabat er indehaver af diverse world records bl.a. findes verdens største bog, verdens største flag og verdens største håndknyttede tæppe i Ashgabat. Herudover er Ashgabat verdens mest hvide by og måske også reneste. Og ja, byen er MEGET hvid! Et af mange skøre påfund fra den tidligere nu afdøde diktator Turkmenbashi eller oversat “leder af Turkmenistan”, som han krævede at blive kaldt. Alle regeringsbygninger er lavet i marmor importeret fra Italien, mens marmor til private virksomheder eller lejlighedskomplekser hentes fra Afghanistan. Turkmenbashi led af massivt storhedsvanvid, og har med sine mange bizarre ideer, sat sit præg på byen. Overalt ses der kæmpemæssige monumenter og statuer og oftest med Turkmenbashi som omdrejningspunkt. Følgende et lille udpluk af Turkmenbashis initiativer (wiki)

– Opera, ballet og cirkus er ulovligt
– Det er ulovligt at have guldtænder, skæg eller langt hår (gælder vistnok også kvinder)
– Kvindelige nyhedsværter må ikke have hvid make-up på, fordi det skal være lettere at kende forskel på mænd og kvinder på TV
– Ved afslutningen af nyhederne skal oplæserne løfte deres hånd og proklamere, “må min hånd blive skåret af hvis jeg skader mit land, og må min tunge visne hvis jeg bagtaler landet, flaget eller præsidenten”
– Alle TV-kanaler viser konstant en guldfarvet profil af præsidenten i det ene hjørne
– Alle hospitaler udenfor Turkmenistans hovedstad er blevet lukket
– Det er blevet forbudt at have mere end en hund eller kat
– Voldelige computerspil er blevet ulovlige i Turkmenistan
– Det er ulovligt at kritisere præsidenten
– Der er ved at blive bygget et is-palads til 1000 personer. Turkmenistan er et af verdens varmeste lande; temperaturen kan nå op på 50 grader om sommeren. “Vores børn kan lære at stå på ski og skøjter”, har han udtalt. Ispaladset kommer til at ligge i en ørken.
– Navnene på dage og måneder er blevet ændret og er nu opkaldt efter ham selv og hans familiemedlemmer.
– Ordet for “brød” er blevet ændret til hans afdøde mors navn
– Han har proklameret en national fridag til ære for meloner
– Han har defineret grænsen for forskellige aldersgrupper på følgende måde: Man er barn til man fylder 13, “ung” til man er 25 og “yngre” til man er 37. For at kunne kalde sig “gammel” skal man være fyldt 85
– Han har udnævnt sig selv til “Præsident for Livstid”

Langs de klinisk rene fortove pryder blomstrende bede og arkitektoniske lygtepæle, der får enhver dansk gadebelysning til at blegne. Endvidere udgøres en stor del af byen af billedeperfekte fontæneinficerede parker, som snildt kunne gøre det ud for et udflugtsmål til en søndagspicnic. Det tragikomiske er blot, at ingen mennesker bruger disse parker. Der er T O M T! Helt generelt er Ashgabat en meget tom by, og man ser kun ganske få mennesker på gaderne. En underlig fornemmelse at spankulere rundt i byen og kun passere forbi vagter. Dem er der til gengæld også mange af, og de gør deres job, må jeg sige. Hvis jeg hiver mit kamera frem et sted, hvor jeg ikke bør, står der fluks efter en vagt (hov, hvor kom han fra?), der tydeligt signalerer, at jeg gør klogt i at pakke kameraet væk, med mindre jeg beder om ballade. På gaden er der masser cameraer, og ofte glemmer jeg, hvor meget overvågning der er i dette land. En dag springer jeg i en momentvis kådhed op på en af statuerne, som fylder i byen – kurer ned af den på upassende vis, imens en af de australske piger tager et billede. Line Hansen du lever livet farligt – hvornår lærer du at tænke FØR du handler? Vi lusker lynhurtigt videre i håb om, at ingen har bemærket min ugerning. Senere på ugen får jeg da også sendt en mail afsted, der i sekundet efter fremkalder koldsved på panden, idet jeg mindes om regeringens overvågning af alt kommunikation over nettet. Men mon ikke regeringen har større problemer at tage sig af end en uskyldig backpackers klagen over dette lands mærkværdigheder? Udover al online kommunikation er overvåget, er sider som Facebook, Twitter og mange mediesider et lukket land. Human Rights Watch betegner desuden Turkmenistan som et af de mest undertrykkende regimer i verden.

IMG_1340.JPG

IMG_1339.JPG

IMG_1342.JPG

IMG_1341.JPG

Udover de mange vagter møder jeg i hobetal “cleanerwomen”, som primært fylder det ellers mennesketomme gadebillede. Alle disse kvinder har enten en skovl, kost eller klud i hånden i gang med noget manuelt arbejde. Ex. virker det helt tosset i denne toppolerede og på sin vis moderne by, at der ligger 14!!! cleanerwomen på knæ med hver sin lille svamp nede i en fortæne i færd med at rengøre fliserne. Kontrasterne i dette land er enorme. På vejen mod Ashgabat passerede vi forbi småbyer, som udviklingsmæssigt er mindst er 100 år bagefter. Der er ingen tvivl om, hvordan olie og gaspengene i dette land fordeles.

IMG_1353-1.JPG

IMG_1357-1.JPG

IMG_1358-1.JPG

IMG_1355-1.JPG

IMG_1363.JPG
>
IMG_1367-1.JPG

IMG_1365-5.JPG

IMG_1334.JPG

IMG_1336.JPG

Vi besøger en underjordisk sø, der ligger 65 meter under jorden inde i en klippe, hvor en varm kilde har sit udspring. En spektakulær oplevelse når man ser bort fra duelort og det svovllugtende vand, men en dukkert skulle da til, nu vi var her. Eftersom mit fly desværre aflyses, har jeg 4 ekstra nætter i Ashgabat – juhuu og tommel op! De få russiske ord jeg har tillært mig i Central Asien rækker ikke langt, og de 4 dage indtager nok rekorden for de mest asociale dage i mit liv. Udover tyskeren Heinz, som laver business i Turkmenistan, snakker jeg ikke med nogen, men får til gengæld tid til at fordybe mig i de kommende måneders rejse i Myanmar og Laos. Jeg kan mærke, at det er rette tid til at “move on”, og jeg begynder nu at glæde mig til varmere himmelstrøg, grønne landskaber og eksotiske frugter.

IMG_1408-0.JPG

IMG_1409-0.JPG

IMG_1411-0.JPG

IMG_1413-0.JPG

Morgenen inden flyafgang tager jeg en taxa til det flotteste og dyreste hotel i byen, hvor en overnatning koster omkring de 2000,- pr. nat. Det eneste sted i byen udover et shoppingcenter, hvor internet er tilgængeligt. Jeg iklæder mig mit fineste backpackeroutfit, tager i dagens anledning makeup på og krydser fingre for, at de lukker mig ind. Jeg beder taxamanden om at parkere et godt stykke væk fra hotellet, da jeg på ingen måder kan anstige et sådan hotel i en faldefærdig rusten Lada. Den ekstravagante morgenmadsbuffet indtages deriblandt røget laks, friskpresset rødbedejuice og små spandauerlignende kager, mens jeg suger alt hvad jeg kan på hotellets relativt hurtige internetforbindelse….Ahhh. Engang imellem skal man forkæle sig selv og min tid var kommet. Med maven fuld og batterierne friskopladte blev jeg kørt til lufthavnen og snart afsted mod Sydøstasien og nye spændende eventyr.

IMG_1369.JPG

IMG_1332.JPG

IMG_1329.JPG

Dette indlæg blev udgivet i Turkmenistan. Bogmærk permalinket.

Et svar til Turkmenistan – verdens mærkeligste land

  1. Thomas siger:

    Admiral General Aladeens hjemland 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s