Juleaften tilbringer vi på Khao San Road i Bangkok med hver vores nissehue på som mormor har sendt med mor og Jens for at tilføre lidt julestemning under de varmere himmelstrøg. Langs restauranterne i Khao San området gjalder last christmas ud af højtalerne og mange steder er der pyntet op med kitschet celofan-julegejl. Flæskestegen erstattes med kokusmælkssuppe og pizza og risalamanden substitueres af pandekager og is. Herlighederne skyller vi ned med mojitos og kolde øl. Idag er en dag som alle andre, bortset fra at vi har nissehue på, og i det skjulte sidder og nynner med på Wham’s juleklassiker. Det er skam hyggeligt, men også ret fjollet. Der er langt hjem til noget, der ligner en traditionel juleaften, men det gør ikke noget. Mange oplevelser venter forude og mon ikke det bliver jul igen næste år?

Selvom Khao San kun er et par 100 meter lang tager det snildt en time eller to at slentre ned gennem det skønne virvar. Travelagencies, barer, restauranter, sovenirshops og tøjboder, der dikterer seneste backpackermode, fylder gadebilledet. Hostels, hoteller og guesthouses i alle afskygninger og prislejer. Lige fra de vinduesløse skumle af slagsen med bedbug-inficerede køjesenge og sprittuschovertegnede vægge til de mere upscale overnatningsmuligheder til flashpackerne. Et spontant påfund om udsmykning af den alt for hudfarvede krop hilses velkommen i en af de utallige tattoobikse – carpe diem! Rastaafarier, har travlt med at hækle dreadlocks fast på hovederne af de just ankomne backpackere samtidig med en thaiboksekamp eller en breakdancebattle udfolder sig i menneskemylderet. På samme vis som man her investerer i sin batikfarvede sarong er dette også stedet, hvor man shopper falsk identitet. Dansk pressekort, eksamensbeviser, kørekort you name it og det laves.

Overalt hører man “Misterrr” (uanset dit køn)….”footmasaaaage?” Der tages plads i en af de dertil indrettede liggestole på gaden, hvorefter de hårdhudsbefængte fulllmoon-party-amok-dansende flipflopsfusser, kan komme under kærlig behandling hos en af de garvede thaimassører. De 25 kr. en behandling koster er absolut vanedannende, og jeg kan muligvis ikke komme i tanke om noget mere tilfredsstillende end en omgang footmasaaaage. Langs gaden er der hobetal af madbikse. Frisktilberedt pad thai (nudelret), nystegte springrolls, fried rice, fruitshakes, pancakes, coconut icecream og friturestegt kryb der for billige penge i et snuptag kan dulme de rejsendes cravings. For latterligt få penge kan du fra en de små mobile barer indtage en sex-on-the-beach eller whiskey-cola bucket på en alt for lille plasticstol. Sjovt nok altid til tonerne af Bob Marleys buffalo soldier, og en pind der går på omgang. Her mødes rejsende, deler oplevelser og erfaringer, snakker på kryds og tværs og oftest i følgende række af spørgsmål:

“Where are you from?”
“How long have you been here?”
“Are you on a long trip?”
“Where have you been?”
“Where are you going next?”
“What’s your name?”
“Where are you staying?”
Alt imens der skåles på kryds og tværs af nationaliteterne.

Alle backpackere, der har rejst i Asien kender Khao San. Det er her du helt sikkert er in-it, hvis du bærer en Changbeer-wifebeater eller forstår at smide udtrykket “same same but different” ind passende steder i din talestrøm. This is where it all started og gør det imidlertid stadigvæk. Langt de fleste rygsæksrejsende lander i Sydøstasien med Bangkok som første destination på must-do-rejsen efter gymnasiet. Semiforvirrede, jetlaggede og lidt skræmte ankommer de til Khao San – for det er jo det, man gør. Håndledene endnu ikke tilplastret med tilfældige snore og armbånd, ingen bandager der dækker sårene fra styrt på udlejningsscooter og stadig relativt rene i tøjet. Ofte udstyret med en alt for tung og overfyldt rygsæk, hvoraf 1.-hjælpskittet fylder mere end halvdelen af tasken. Lidt som sådan en babylegetøjsdimmer, der på mystisk vis vender tilbage til sin udgangsposition, uanset hvor ubalanceret den bliver. Den ligeledes overfyldte top i backpacken begrænser udsynet og gudskelov – det kan være virkelig overvældende og skræmmende at dumpe ned i denne fremmede verden. For ja, Khao San er sin egen lille verden i et fremmed land. Jeg har selv været tumlingen med den alt for store rygsæk og er det i og for sig stadigvæk, når jeg selv står i et nyt land og skal forsøge at finde mig tilpas. Og OMG jeg har lavet/laver mange fejl. Første tur til Indien, 2006 (med overfyldt rygsæk og et 1.-hjælpskit, der fyldte mere end halvdelen af tasken), hvor vi på trods af adskillige advarsler valgte vi at backpackdebuttere i Indien. Vil man ikke lytte, må man føle. Vi var decideret bange og så helt sikkert mindst lige så skræmte ud som de nyankomne i Bangkok! For hvad hulan var dette sted, vi var landet? Godtroende svarede vi på taxachaufførens spørgsmål, at det var vores “first time in India” og at vi helt sikkert “would like to go to the government-owned touristinformation”. Og hvor heldigt at chaufførens “bror” tilfældigvis arbejder der! Sikke en flink og venlig chauffør! Nåh nåh, ok – 3 x normalpris for taxaen, jojo hvis du siger det, så må vi jo hellere betale. Haha – værsgo, udnyt os, scam os, tag vores penge og fortæl os så alle de usandheder I kender, for vi sluger det råt! Det er jo vores “first time in India!”

Vi mødte en ældre backpacker fra Australien, som inspirerede os til at håndtere de påtrængende indere, som har til vane at stikke hånden op i hovedet af en og forlangende kræve tips. Australieren svarede tørt tilbage til den anmasende chauffør “dont eat the yellow snow”, hvorefter han pænt sagde farvel og ønskede chaufføren en fortsat god dag.

First time in India blev heldigvis ikke den sidste. Nogle år senere vendte vi tilbage med en væsentlig lettere rygsæk, et mindre 1.-hjælpskit og bedre rustet til at håndtere Indien og de medfølgende scamerier af værste skuffe.

Jeg har været på Khao San en del gange og tidligere tænkt det enormt turistet og overfladisk. Følt mig utro mod det “ægte” backpackerliv. Nu elsker jeg det! JA, der ER fyldt med turister. Overfladisk…måske. Alle os vesterlændinge, der er rejst ud i verden for at “realisere os selv”, “finde ud af hvem vi er”, møde fremmede kulturer og på nærmeste hold opleve nye lande og befolkninger stimler sammen her på lige nøjagtig denne gade. Vil man opleve Thailand, skal man holde sig langt væk, for Khao San har intet med Thailand at gøre. Bortset fra den friske pad thai, der sælges fra gaden. Det er ikke de lokale, der hænger ud her, og det er højst sandsynligt ikke her, du finder ud af, hvad du skal med resten af dit liv. Alt indenfor en radius af 1 km. er åbenlyst tilpasset de rygsæksrejsende behov og lyster. Her er alt muligt – det er kun et spørgmål om prisen. Du kan endda sælge dine halvbrugte shampooflasker og nussede sovepose videre til den næste backpacker. Fake kopier af Lonely Planets guidebøger fungerer på næsten lige fod med thailandske bath som gyldig valuta.

Det er en vild tanke, at de første hippier, der drog afsted i 60-erne startede et fænomen, der den dag idag stadig danner centrum for backpackerkulturen i Sydøstasien. Hvis man blot tager Khao San for hvad det er, og bare prøver at opsnuse denne super intense stemning, så er det en oplevelse i sig selv. Disse 200 meter – propfyldt med forventninger og spændthed – så mange oplevelser der venter, stemninger der skal føles, mad der skal smages, nattoge der skal prøves, drømme der skal udleves og erfaringer, der skal gøres.

Hurra for backerlivet – hurra for Khao San Road!

Live large – travel light ✌️