Efter smukke men noget turistede Bali fortsætter jeg min rejse vestover mod Java. Øen er verdens tættestbefolkede ø med ikke mindre end 135 millioner indbyggere på et areal svarende til 3 x Danmarks størrelse. Til forskel fra Bali (hindu), er Java muslimsk. Jeg mærker straks overgangen efter kun en times sejllads med færgen. Nu kan jeg med mere ro i sindet bevæge mig rundt udendørs uden frygt for i tide og utide at komme til at sparke til offergaverne, som hinduerne overalt placerer på fortovene udenfor deres huse og butikker.

Her er livlige farverige moskeer og husene er dekoreret i et mix af alverdens farver og fint pyntet med potteplanter. På hvert et gadehjørne hænger rickshawch-chauffører ud på deres gamle rustne, men dog bedårende cykeltaxaer i håb om at få passagerer på krogen. Kvinderne bærer oftest tørklæde, og er klædt i mønstret farverigt tøj – særlig udbredt er batik, som er en udviklet tøjtrykketeknik her på Java

Festlig selvskab med rickshaw-chaufførerne. De insisterede på et selfie. Efter en del fejlslagne forsøg lykkedes det

🍌🍌🍌 Køb bananer – køb bananer – køb bananer her hos mig 🍌🍌🍌

✌️ PEACE ✌️

Kvalitetskontrol af byens bager – ganske udmærket 👍

Java er lig med vulkaner. Det er perfekt! Efter en lang periode med grønne landskaber, jungle, palmer og hvide sandstrande er det tid til noget rå, barsk natur. Da det ikke er muligt selv at arrangere transport til vulkanen Ijen, som huser verdens største svovl-kratersø, booker jeg en arrangeret tur. Vi aftaler afhentning kl. 2 om morgenen, så jeg kan nå toppen af vulkanen til solopgang. Vand, pandelampe og kamera pakkes – jeg er super klar til vulkantrek! Efter et par timers søvn står jeg søvndrukken skoleret foran mit B&B sharp kl. 2. Med ingen jeep i sigte går det op for mig, at der er en times forskel mellem Bali og Java. Super – men nu jeg er oppe, kan jeg da ligeså godt få syet det irriterende hul i mine bukser.

Toppen af vulkanen, med udsigt ned til kratersøen

I nattens mulm og mørke kæmper vi os op ad vulkanens kratervæg via den stejle og glatte sti. I takt med at solen så småt lyser krateret op, når vi vulkanens top. De brune kratervægge gør synet af den turkisblå svovlsø omend mere spetakulært. Luften er tyk af røg fra svovlen og det bliver kun værre, jo længere vi begiver os ned mod bunden. Det kradser og stikker i lunger og hals, og nu forstår jeg, hvorfor vores chauffør insisterede på, at vi tog gasmaskerne med os.

Svovlen bruges bla. i fremstillingen af makeup – skræmmende. Men jeg tror dog ikke det får mig til at ligge mascaraen på hylden.

Svovlen overhældes med vand, så det forstener. Herefter skæres det ud i blokke, og arbejderne kan herefter fylde deres bumbuskurve op med svovlen

Jeg er ikke engang halvvejs nede, men er allerede helt færdig og hiver efter vejret gennem min gasmaske. Mens jeg holder hvil betragter jeg de stærke og svedende arbejdere, som tager denne tur to gange dagligt med ca. 80 kg. på ryggen. En arbejder tjener, hvad der svarer til 7 $ pr. tur. Flere hoster og sprutter imens de i småløber ned af den stejle sti med dagens første portion svovl. Jeg deler mine Oreo-kiks med arbejderne, som jeg falder i snak med, imens jeg tænker, at verden nogle gange er dybt uretfærdig. At nogle mennesker er tvunget til at udføre et så krævende og risikofyldt arbejde for at tjene til dagen og vejen er skræmmende, selvom jeg godt ved, at det desværre forholder sig sådan mange steder i verden. Endnu engang på min rejse kan jeg konstatere, at vi er utrolig priviligerede og heldige i Danmark. Mit arbejde med forebyggelse af arbejdsskader  i forskellige virksomheder i Danmark falder totalt til jorden. Jeg hjælper folk med at holde rigtig på en mus, så de ikke får ondt i pegefingeren, justerer lidt på deres 5.000 kr.’s stol og “mon ikke også du lige bør få tjekket op på synet hos optikeren”. Arbejderne bærer 80 KG! på ryggen i en bumbuskurv! op og ned fra en vulkan! iført flipflops! og et klæde for munden eller slet ingenting! Kontrasten er ubeskrivelig.

Selvom synet og oplevelsen af vulkanen, krateret og søen er stor, bliver jeg trist på vej ned. Vi møder vores jeep-chauffør og sætter afsted mod byen. Inden jeg dejser omkuld af træthed på bagsædet, tænker jeg på arbejderne, som nu for anden gang idag er på vej efter endnu en portion svovl.

Arbejderne på vej op fra krateret. Helt nede ved breden af søen kan man se et par mennesker – bare lige for at give en ide om målestoksforhold 💡

Den smukke Ijen kratersø

Afsted i “Bemo” – en slags minibusser

Efter et par timers søvn bevæger jeg mig ud i byen inden jeg skal med mit tog videre vestover. Det er tydeligvis ikke mange turister, der kommer forbi her, og pludselig er det mig, der er “attraktionen”. Folk er ovenud venlige. Alle vil snakke, tage billeder og høre hvad jeg er for én. “Hey, det er mig der er turist – det er mig, der skal tage billeder af jer, og ikke omvendt.” Jeg må mindst være at finde i de første 20 indonesiske fotoalbums efter at være ankommet på Java. Det er sjovt og jeg kan mærke, at den oprigtige og i virkeligheden meget basale rejseglæde ved at opleve livet, det autentiske, menneskene og dagligdagen på gaden giver mig en fantastisk tilfredsstillelse. Det er fedt og jeg bliver simpelthen så glad ind i sulet af alle de smil og hilsner, jeg mødes med overalt.

Birdmarket

Rambutang-warung, yummiiii. 2,5 kr. pr. kilo 👍

“Warungs” ses overalt, gadekøkkener

Batiktryk

/Line

🌸 LIVE LARGE – TRAVEL LIGHT 🌸