Farvel, farvel og farvel – sikke en tom fornemmelse at stå tilbage i Hong Kong efter de forskellige gaster inklusive mig selv var afmønstret. Total antiklimaks efter en super måned med sejllads på smukke Filippinerne. Og ikke kun humøret var den gal med. I takt med at afgangsdatoen til Japan (5. april) kom tættere på blev den underlige rumsteren i maven også mere mærkværdig. “Hmm, det må være fordi jeg ikke har kunne finde Lonely Planet i de forskellige boghandler. Så kan jeg jo ikke sætte mig ind i landet, så er det jo klart jeg ikke glæder mig” sagde min stemme i hovedet. Da det så endelig lykkedes mig at anskaffe Lonely Planet forventede jeg, at den velkendte oplevelsestrang og evige nysgerrighed meldte sig på banen. Problemet var bare, at det gjorde den ikke! Når jeg sådan rigtig mærkede efter fortalte noget i mig, at jeg ikke skulle til Japan. Jeg kunne simpelthen ikke byde hverken mig eller Japan at opleve landet på slumrende halv blus. Hvis Japan skal opleves, skal det (som det skal med alle lande) gøres med den rette gnist, gejst og eventyrlyst. Jeg valgte derfor at flyve til Bangkok med den hensigt at bruge et par uger på en af øerne, for ligesom at vænne mig til tanken om at mit rejseeventyr snart er slut og bare hellige mig de sidste 8 måneders oplevelser som en indre videofilm, der skulle ses og tænkes tilbage på. God plan tænkte jeg. Så fik maven da ro så længe. På vej til lufthaven i Hong Kong begyndte maven igen…“Arghhh…Hva nu? Hvad prøver du nu at fortælle mig?”…

Efter at have tilbragt en måned på Anakonda med verdens bedste gastecrew, set de flotteste øer, strande, bugte og den ene solnedgang flottere end den anden, dykket med hajer og skildpadder og drukket min andel af sundowners må jeg nok bare sande, at jeg er ved at være mættet på oplevelser. Eller sagt på en anden måde – jeg har nået toppen. Der er ikke flere trin op. Og jeg vil gerne stoppe på toppen. At rejse skal være sjovt, det skal være en følelse i kroppen, en lyst til at udforske, stille spørgsmål og involvere sig. Og hvis ikke den er der, så skal det ikke være. Mavefornemmelsen fortæller mig, at det er tid til at søge hjem – til venner, veninder, familie, lejlighed og ikke mindst den danske sommer som allerbedst nydes i verdens bedste by København. Jeg har derfor bestilt et fly hjem til Danmark og lander i Kastrup onsdag eftermiddag. Og jeg glæder mig helt ind i mine knogler til at dele krammere ud til alle enhver – ih hvor jeg savner jer alle ❤️