En måneds gastesejllads i Filippinerne – DEL 1

image

Kaptajnen

Turen fra Kuala Lumpur bliver en af de lidt lange med mange skift undervejs. 2 x tog, 1 fly, 3 x bus, 1 færge og til slut de sidste par hundrede meter i gummibåd ud til Anaconda, som ligger til anker ud for den lille charmerende by Puerto Galera. Selvom jeg efter ankomst til hovedstaden Manilla er lidt ristet efter min natflyvning, er det simpelthen skønt at havne i sådan et kaos, som Manila nu engang er. En dytten og båtten, asen og masen og folk alle vegne. Kontrasten til Kuala Lumpurs polerede skyskrabere, jakkesætsklædte buisnessfolk og strømlinede shoppingcentre er slående. Godmorgen og så er dagen vist igang. Jeg elsker det – altså kontrasterne, ikke forstået som at det ene er bedre end det andet, men kontrasten imellem hvordan lande nu engang fungerer. Fascinerende, dragende og giver evig næring til at opleve nye verdener. Ligeledes den der følelse af at dumpe ned i, hvad der for udefrakommende syner kaos, larm og uorden. Når man så har sundet sig lidt, taget et par vejrtrækninger og kaster sig ud i det, så er det at kaoset på mærkelig vis giver mening. Organiseret kaos! Trafikken er vanvittig, men det fungerer. I høj fart snørkler alt med hjul på ind imellem hinanden i angstprovokende manøvrer. Den var aldrig gået i København! Det ville ende i en kæmpe katastrofe. Vi har et fælles regelsæt og det indordner vi os under mere eller mindre. Det fungerer for os. Her, er der ingen fælles spilleregler og det indordner folk sig efter – derfor fungerer det. Tror jeg. Eller måske jeg bare ikke har luret systemet – det er også meget tænkeligt. Det er vildt, at verden kan være så anderledes efter kun nogle timers flyvning. Dog er der ingen tvivl om, hvor jeg befinder mig bedst.

 

image

Another beautiful sunset

 

image

Selfiequeens 🙂

Stemningen bliver da heller ikke mindre efter jeg påstiger bus nummer to i Manilla, hvor jeg med nød og næppe formår at kaste min bagage og korpus ind i den småtrillende bus. Og hvad møder mig i bussen der kl. 7 om morgenen? Tonerne af Michael Learns To Rock, der brager ud fra bussens semi- karaoke anlæg. Selvom jeg er på udebane, føler jeg mig alligevel på hjemmebane. For jeg kan faktisk sangen, ha, til forskel fra resten af bussens passagerer. Og næ nej, det er ikke bare behagelig summe-baggrunds-køremusik, der er fuldstændigt fyret op på et niveau, der ville få Grøn Koncert i Valbyparken til at blegne. “Im not an actor, Im not a star, and I dont even have my own car”...Musikkens øredøvende toner muliggør, at jeg kan synge med ligeså højt jeg vil, uden at nogen på sagligt grundlag kan vurdere, hvor langt fra tonerne jeg rammer og dermed stemme mig ud af bussen. Til tonerne af mine teanageidoler betragter jeg Manillas morgenmylder ud af ruden, imens bussen luller afsted sydover – spændt på hvordan den næste måneds tid skal forløbe ombord på Anaconda som gast.

 

image

Bankaerne ses overalt

image

Vi kan da liiige tage en selfie mere ❤

image

Kridhvide sandstrande – på modsatte side af øen så vi små babyskildpadder, der var gamle nok til at blive sat i vandet

image

Bobbelob på et af de mange hvilespots på Anaconda 😉

Jeg står klar til gastelivet på den lille fortøjningsplads i Puerto Galero, da jeg ser Jan, eller “kaptajnen” komme sejlende mod mig i gummibåden. Den bare mave, tatoveringerne der dækker overkroppen, guldringen i øret og koralhalskæden fuldender kaptajnlooket. Jan har sejlet i mere end 12 år rundt i verden med sin 48 fods selvbyggede sejlbåd. En ordentlig skude med masser af plads. Eller det vil sige det var der engang. Alle tænkelige huller og luftrum er udnyttet til opbevaringsplads. Men det er klart med en båd som sit hjem er alle huller godt fyldte – tænk sig at værksted, vinkælder, bibliotek, forrådsrum, fryser, dagligstue, køkken, loftsrum osv. skal fittes ind på en båd. Med nye opbevaringsrum, der hele tiden dukker op, er vi overbeviste om, at der et eller andet sted på Anaconda må være at finde en glemt gast. Ligeledes skal der være alt på båden til enhver tænkelig situation, til når noget skal fixes. Og det skal der…næsten altid. Jeg har i hvert fald ikke på noget tidspunkt set Jan, hvor han ikke lige er i færd med at fixe noget, og oftest fixe flere ting ad gangen. (Jo det skulle da lige være når der bliver serveret sundowners, men ellers ikke) Det med at fixe ting spænder meget bredt på Anaconda – det være sig alt fra at skille en motor ad og samle den igen, svejse, sy, smøre, rense til helt basic at give noget, der ikke fungerer et dask med en svensknøgle, hvilket dog også lader til at være plan A i forbindelse med problemløsning. Efter lidt tid på Anaconda har jeg erfaret, at det faktisk oftest virker. Især selvstyeren responderer godt på dask. Når man som Jan lever på sin båd, er han nød til at kunne alt. Og det kan han! Selvom jeg intet forstand har på både, kræver det ikke meget snilde at gennemskue, at Jan er manden, der ved ALT om både og på den baggrund kan fixe alt på båden. En sejler ja bestemt, men også et omvandrende multitool med evigt olieplettede fingre.

image image

 Jeg påmønstrer Anaconda, som ligger til anker et par 100 meter ude i bugten, får mig installeret i min kahyt og ligeledes hilst på skibshunden Oskar eller bare Okker, som vi kalder ham. Det kræver mindre energi at udtale, og som gast på Anaconda vil vi gerne gøre livet nemt for os selv – energiøkonomi går vi meget op. Det betyder at vi gør en dyd ud af, hvordan man kan forbruge mindst mulig energi på en hvilke som helst opgave. (Det forklarer så også hvorfor kinderne er på nedenstående billeder er vokset i omkreds)
image

Vi er heldige at opleve de små babyskildpadder blive sat i vandet….

image

Ombord på båden påmønstrer også Jesper + sin datter Savannah og Bob. Simon har allerede sejlet med på Anaconda i 3 måneder og det bliver således ham, der bliver offer for vores 1000-vis af spørgsmål i en lind strøm de første par dage. Heldigvis er Simon god som dagen er lang og svarer tålmodigt og hjælpsomt, når han for 17. gang forklarer, hvordan der f.eks. laves isterninger, hvor kaffefiltrene er, hvor man tænder for gassen og hvordan ovnen fungerer, hvilket ingen af os aldrig rigtig lærte selv efter en måned ombord. Men det er noget med en limepresser, der skal sidde i klemme samtidig med, at man trykker et bestemt sted, får noget til at sige klik og så få sat ild til gassen et hemmeligt sted inde i ovnen, imens man balancerer flæskestegen eller hvad det nu er, man har kastet sig over af madlavningsprojekt og selvfølgelig passe på man ikke brænder sig (ganske enkelt umuligt!) – det er en kunstart vil jeg mene og enhver gast, der påmønstrer Anaconda burde modtage en pdf-fil forinden, der behandler emnet “brug-af-ovn-på-Anaconda”. Simon er sådan en, der har en smittende afslappende aura. En mester i hvil, lur og morfar. Det er derfor også ham, der kender de knap 20 forskellige steder på båden, hvor man ved hjælp af forskellige pude-/ og hyndeformationer kan lave sig et godt hvilested. Eller som Simon påstår – han fintænker, meget…det meste af dagen faktisk, altså når nu han ikke drikker kold kaffe, for “det er jo synd at smide kaffe ud”, som han siger. Simon har køje ude i værkstedet, men eftersom værkstedet mere eller mindre har indtaget køjen, sover han på dækket i den højtelskede hængekøje, som for hver dag der går mister en streng eller to. Det er kun et spørgsmål om tid inden Simon ender som kamikaze-gast.

 

image

Kaptajnen pakker fryser efter vores monster-proviantering

image

Everyday like this….

Den første aften brillerer kaptajnen fra pantryet. (Ifølge sejlerleksikonet bruges ordet “pantry” om køkkenet, når det er en del af et andet rum, mens “kabys” bruges, når køkkenet er et aflukket rum – vigtigt liiiige at få begreberne på plads!). Først med sundowners i form af pina coladas, imens vi nyder synet af den smukke solnedgang over bugten. Det står ret hurtigt klart for os, at sundowners er en vigtig del af livet her på Anaconda – hvilket ingen lader til at have indvendinger imod Blinkende ansigt. Herefter står den på stegt flæsk og persillesovs, som ultimativt tager prisen for det mest danske måltid jeg har indtaget de sidste 7 måneder. Det smager fantastisk og jeg spiser langt mere end godt er. F*** det smager GÅT!

image

Bob klar til dyk 🙂

image image

De følgende par dage går med at klargøre Anaconda til de næste 3 ugers sejllads, hvor vi ikke har mulighed for at proviantere og få gas og vand på båden. Provianteringen skal vise sig at være en oplevelse i sig selv. Simon og jeg går på markedet for at handle frugt og grønt. Der bliver noget af et projekt og da vi umuligt kan slæbe mere går vi hen mod supermarkedet for at møde de andre. Simon indstalleres med frugt-/ og grøntssagssækkene udenfor, mens jeg går på jagt efter besætningen. I midten af supermarkedet ser jeg Jesper og Bob, der står helt desorienteret og kigger forvirret ned i de 3 vogne, som Jan er ved at fylde op. Når Bob har hentet 5 liter mælk, kommer Jan tilbage med 15 ekstra. Når Jesper har hentet 2 pakker smør kommer Jan tilbage med 6 ekstra. En kasse rom suppleres med en hel del ekstra kasser og vi burde kunne lave sundowners nu til det meste af Filipinerne. Men Jan har prøvet det tusind gange før, og ved om nogen, hvor meget der skal handles ind til 6 mennesker i 3 uger. Det er SINDSYGT MEGET. Så meget at Jesper, Bob og jeg ikke bidrager til så meget andet end at stå og grine over de helt enormt proppede vogne, som er stablet på en måde, som ville give enhver klodsmajormester anledning til bekymring. Bonen, som vi efter halv time ved kassen modtager er ca. 1 1/2 meter lang og burde have været gemt til evigt minde. Afsted på to tricycles med provianteringen ned mod vores stakkels lille dingy, som virkelig sættes på prøve. Men den klarer det og ligeledes gør provianteringen.

image image

Det er fantastisk at sove ombord. At falde i søvn mens man stille vugges i søvn til lyden af bølgeskvulp, der klukker mod bådens skrog. Stjernene der står lysende klart og månen, som skinner ind gennem lugen i toppen kahytten. Det er varmt, lidt klemt og lidt fugtigt, men det er lige meget for alt i alt er det fantastisk. Fra overkøjen kæmper Bob lidt mere for at få den nødvendige mængde ilt og periodevis høres bekymrende gispeagtige lyde ovenfra. Det skal dog også siges, Bob har et generelt iltproblem. I særdeleshed under overfladen, hvor han gerne tømmer en tank på et kvarters tid Blinkende ansigt. Luft og iltsituationen resulterer da også i, at vi skiftevis fiser op på dækket for at lufte af. Til gengæld giver det én en enestående mulighed for at sidde i mørket i sin egen lille bobbel og være lidt alene i stilheden og bare kigge på stjernerne og føle sig utrolig priviligeret over dagen igår, dagen idag, øjeblikket, nuet, og dagen imorgen, hvor det hele kan udspiller sig igen. Wauv, jeg er vild med dette sejlerliv.

image

Der pudses og poleres – tiden fordrives med at lave smykker af koraller

image

Endnu en ø udforskes – Simon

image

Springbukken Savannah

image

En fantastisk festlig aften i selskab i en skøn bugt med den danske dykkerbåd/langturssejler Amazing) som havde 7 gaster med ombord.

image

And another one….

image

Jesper på en af de mange hvilelokationer

image

Verdens mest kiksede udflugter til en zoologisk have for turister…Altså turisterne var i bur…Mærkeligt sted! Anyways, det måtte foreviges på denne kønsløse bænk!

image

Så er der vagt! Luv viger for læ…eller hvordan er det nu det er..?

image

Og det er nogenlunde samme konstellation, når der indtages nutellamadder 😉

image image image image image image image image image image image image

Det er fedt, at vi er to piger ombord. Så kan vi engang imellem tage på småudflugter, pigefjolle, fange blæksprutter, nusse på små babyskildpadder og gå amok med selfiemoments, når testosteronniveauet bliver for højt. Når Savannah spiser nutella om morgenen, går hun all in. I Savannahs optik betyder det, at der ikke ét sted må være noget synligt brød, når nutellaen smøres ud. Det betyder så også, at halvdelen af nutellaen ender enten på fingrene eller i hovedet. Når jeg engang får børn, så vil jeg have en datter som Savannah- verdens skønneste spruttepilskadde!
image

Simon brillierer med en omgang fried rice. Jeg klager ALDRIG mere over, at jeg mangler køkkenbordsplads hjemem i mit køkken i København

image

Tøserne er taget på udflugt op på et udkigspunkt – i baggrunden ligger Anaconda for svaj i bugten

image image image image

image

Ynglingsskibshunden Okker

image

Fantastiske smukke øer

image

Kaptajnen laver kokusnøddedrinks – så er det frem med den store kniv…Det er jo sundownertid!

De næste par uger går med at sejle fra den ene smukke bugt til den anden, hvor vi hver nat ligger for anker. Nogen gange kan vi snorkle i land og andre steder er det kun klipper, der omgiver os. På en af småøerne giver rangeren os love til at lave bål på stranden – sikkert med håbet om en flaske rom til gengæld, som han selvfølgelig får. (på de helt små øde øer er der ofte et par rangere der holder øje med øen, og med en flaske rom i vente)  Vi sejler afsted i dingien med alt hvad der skal bruges til bålarrangementet: Bagekartofler, fisk i staniol, rødvin, rom og cola og ikke mindst hollandaisesovsen, som er med i kasserollen. Nej, nej her mangler ikke noget. Med en manchete klargører Jan kokusnødder og fylder dem herefter med alskens gode småstærke sager medbragt fra barskabet, meget autentisk og vandvittigt hyggeligt. Vi spiser den båltilberedte gourmetfisk og nyder rødvinen. Den lille medbragte højtaler og ipad sætter stemningen med Kim Larsen og diverse sømandsviser, men i takt med at rom og colaen hældes ned bemærker ingen at  tidevandet er faldet gevaldigt. De første 100 meter ud mod båden stikker korallerne op ad vandet og vi må derfor gå ud igennem de skarpe gevækster, som er nemmere sagt end gjort. Vores sko hænger fast i korallerne, folk vælter rundt og vi kan ikke se noget. Det hele bliver lidt kaotisk og promillen hjælper ikke ligefrem på situationen. Status næste morgen for os alle er diverse koralrifter på ben og arme, desuden et par mistede sko og søpindsvinspigge, der har bosat sig i Simons hånd. Okker var vist den eneste, der kom nogenlunde helskindet gennem natteroderiet.

image

Yummi….

image

Okker-boy – altid på delfinvagt

image

Okker er lidt ligesom Simon – god som dagen er lang og hviler utrolig meget. Okker er bare en smule dummere, og kan finde på at ligge nede i vandet i timer i træk og vente på at nogen åbner lugen op, så han kan komme op på båden. Ikke engang et lille bjæf kan han tænke sig til, ville løse hund-over-bord-problematikken. Ligeledes styrter han febrilsk rundt på båden og stirrer ud i intetheden, når man spørger ham om der er delfiner? Han hopper på den HVER gang og det bliver det ikke mindre sjovt af. Okker må have verdens bedste hundeliv. Han leende ko madder om morgenen, ofte en rugbrødshapser til frokost med en rest torskerogn og om aften er der altid en bøf eller mørbrad tilovers til ham. Når pigerne er alene bliver han forkælet med Oreos og pølser, men det er en hemmelighed mellem Savannah, Okker og jeg.

Fortsættelse følger Smilende ansigt med solbriller

Dette indlæg blev udgivet i Filippinerne og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s