At leve på en båd

Det med at lære noget, er der rig mulighed for om bord. Inden jeg påmønstrede havde jeg bekymringer om, hvorvidt mine haltende sejltekniske erfaringer ville være et problem. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det ikke – alt det kan jeg få hjælp til og lære hen ad vejen. Og når jeg nu er omgivet af sympatiske mennesker, der alle tidligere har sejlet, så er der altid en jeg kan kaste mig over, når der for 117. gang presser sig et spørgsmål på i mit hoved. Det med at sejle handler i virkeligheden slet ikke om at kunne sejle – slet ikke. Det handler meget mere om, at kunne LEVE på en båd, som den skønne kloge Troels Kløvedal, så rigtigt siger. Der er de fysiske rammer: Ingen bad, en lille køje, fugt, varme, saltvand, altid lidt halvbeskidt, sår der nægter at hele, den klodsede krop der konstant stødes mod et eller andet, du må spise hvad der bliver serveret, du kan ikke liiige komme i land, begrænsning på strøm og internet…. Det er en del af livet om bord, eller rettere det ER livet ombord, men jeg tror og håber, at folk der tager ud at sejle har en god ide om, hvorvidt de kan indordne sig under sådanne forhold i en længere periode. Dertil kommer de mentale og psykiske aspekter, som i virkeligheden er dem man bør overveje 100 gange mere end de fysiske rammer. At leve trængt med folk du ikke kender, at kunne acceptere hinandens forskelligheder, meninger og opfattelser af ting. At have mennesker omkring sig 24/7. At begrebet tid opfattes forskelligt hos mennesker. At folk kommunikerer på hver sin måde, at folk går i seng på forskellige tidspunkter, at folk har forskellig musiksmag (zen zen zen country er bare helt fantastisk zen zen zen – men skal vi ikke høre lidt Medina?…please?). En proces hvor rummelighed og accept i særdeleshed testes, men også formes og udvikles. Der er ikke noget, der som sådan hedder egne behov – man indordner sig, ofte helt automatisk tror jeg, for det kan ikke være anderledes. Hvis man ikke kan indordne sig og sætte sine egne behov til side, så bliver livet om bord svært. Den der jeg-blander-mig-lige-i-madlavningen pressede sig på i ny og næ: ”Man kan også gøre det sådan…bla bla bla”. Uanset om jeg blandede mig eller ej kunne jeg altid konstatere, at måltiderne altid var en kæmpe fornøjelse og super godt (lidt for godt eftersom mine baggy jeans nu er blevet skinny fit). Det handler i virkeligheden slet ikke om madlavning det her. Det handler om at kunne give slip, en snert af kontroltab, accept, rummelighed og ligge låg på stemmerne i hovedet, der engang imellem mægtig gerne vil overtage styringen. Som dagene gik blev det da også nemmere, og i løbet af sådan en måned lærer man bare vanvittig meget om kunne begå sig med andre mennesker, men i særdeleshed lærer man meget om sig selv.

Sådan har jeg erfaret hver gang jeg er vendt hjem efter en længere rejse. Jeg kommer aldrig helt hjem som den samme. Der sker så meget inde i systemet i løbet af sådan en rejse. Så mange tanker der tænkes, og processer der bevidst eller ubevidst foregår undervejs. Ikke at man nødvendigvis kommer hjem som et bedre eller mere fuldendt menneske, for det tror jeg nu ikke, men i hvert fald er der altid sket noget indeni.

Det er sundt at møde andre mennesker, der tænker og lever sit liv anderledes, prioriterer anderledes og stiller spørgsmål, som giver anledning til at mærke efter. Mennesker, der har en anden tilgang til livet. Mennesker med andre erfaringer og oplevelser i bagagen, der har formet og gjort dem til det, de er. Jeg kan jeg godt lide at møde folk, høre om og spørge ind til deres meninger, holdninger og hvorfor de lever deres liv, som de gør. Både fordi jeg er nysgerrig og simpelthen ikke kan lade være, men også fordi det åbner mit verdensbillede op og inspirerer mig i min egen tilgang til livet. En anden del er måske også det faktum, altid at være ukendt uanset, hvor man kommer hen. Ingen kender dig, eller hvad du har med i bagagen. Ingen forventninger eller noget at skulle leve op til. Det er meget nemt at komme til bare at være sig selv.

Ramt

Under indsejlingen til Hong Kong bliver folk underlig stille. Tunge sky hænger over byen og kaster et kedeligt gråt lys over fastlandet. Den ellers imponerende, glamourøse og eksklusive metropol, der smukt udgøres af imponerende arkitektoniske skyskrabere i det klippede og grønne terræn, kommer bestemt ikke til sin ret i det triste vejr. Det er blevet koldt og trøjerne findes frem fra kahytterne. Og der rammer den så. Følelsen. En ond tomhedsfølelse som åbenbart følger med i kølvandet af den klicheagtige realitet, at alting har en ende. Sejlereventyret er slut.

Under hele min rejse har den tiltalende og samtidig lidt skræmmende tanke rumsteret i mit hoved, at jeg kunne gøre det her for evigt, altså det med at rejse – blive ved med at opleve og køre på den store klinge, hvad der i mit lille begrebsunivers kan defineres som livsnyderi deluxe. Måske jeg aldrig ville blive helt klar til at rejse hjem? Måske jeg aldrig ville komme til at savne?

At rejse kan for mig i virkeligheden sidestilles med en chokoladeæske, der uanset hvor meget jeg spiser, aldrig bliver tom. Og hvert enkelt stykke bliver ved med at smage lige fantastisk. En uendelig endorfinfest. Æsken lå der lige foran mig, en kæmpe guldæske med masser af fyldte chokolader. Både med karamel, marcipan, crunch, nødder og krymmel, men jeg havde fået nok. Den hidtil ukendte følelse overmandede mig. ”Jeg tror ikke, jeg har lyst til at rejse videre”. Jeg følte mig pludselig lidt ensom og alene. Jeg savnede livet om bord og mine skønne medgaster, som jeg havde tilbragt hvert et sekund med den sidste måned. Den underlige tomhedsfølelse, som jeg ikke havde dealet med på noget tidspunkt de sidste knap 8 måneder, kom ind over mig. Godt nok havde jeg brugt meget tid sammen med folk undervejs på min rejse, men jeg havde også haft meget tid alene, og altid hygget mig godt med det, og har i virkeligheden også i perioder prioriteret at være alene fremfor selvskab. Men der var den altså…den der følelse. Der var kommet en lille utæthed i min rejsebobbel, og luften sivede nu ud stille og roligt. Jeg var åbenbart ikke den der rejsemaskine, der kunne blive ved for evigt. Jeg var ikke rejse-udødelig. På det tidspunkt kunne jeg mærke følelserne rumstere rundt i min krop, men måske jeg ikke ville erkende det, eller også var jeg ikke helt bevist om, hvad der skete. Kontrasten fra at sidde i cockpittet nogle dage tidligere i en saltvandsrus og skåle i Gammel Dansk til at spankulere alene og hvileløs rundt imellem Gucci, Louboutin og Hermes butikker i Hong Kong var simpelthen for stor. Ret hurtigt blev jeg afklaret med, at jeg ikke skulle videre til Japan, hvor det ville være svært at komme udenom de store millionbyer. En flybilet til Bangkok måtte derfor være løsningen. Troede jeg. Herfra kunne jeg hoppe ned på en af øerne og nyde nogle uger. På den måde kunne jeg få lidt betænknigstid til at overveje de forskellige muligheder for at rejse videre eller måske rejse hjem. Væk skulle jeg i hvert fald fra denne ellers fantastiske metropol.

På vej i bussen mod Hong Kongs lufthavn, sidder jeg og kigger ud på de imponerende bygningsværker i de smukke omgivelser, imens bussen kører af sted. Det er super smukt, og jeg tager da også et enkelt billede, men følelserne trumfer udsigten. Øjnene bliver mærkeligt våde og tårerne presser sig på. Jeg kan mærke, at jeg inderst inde ønsker, at der står CPH på min flybillet i stedet for BKK. Der går det rigtig op for mig. Jeg skal hjem…Eventyret ER slut.

Men sikke et eventyr.

Live large – travel light