Det er nok et af de spørgsmål jeg oftest får, når jeg efter en rejse kommer hjem, og folk jeg møder på min vej er nysgerrige på, hvordan det sådan lige forholder sig med overnatningssituationen. Jeg kan godt forstå, det oplagte spørgsmål, for det er nu engang noget af det, de fleste mennesker frygter mest. Tanken om at ankomme til en ukendt by, måske sent om aften, og ikke vide hvor man skal sove, kan skræmme de fleste – mig selv inklusive. Normaltvist plejer jeg at tilrettelægge min transport således, at jeg ankommer om morgenen eller i løbet af dagen til en ny destination (med mindre jeg har prebooket et hostel, guesthouse ell.). Det er nu engang mere trygt at bevæge sig rundt i en ny by ved dagslys, hvor man rent faktisk kan se, hvor og hvad man nu er dumpet ned i. Jeg skal dog ikke afvise, at det måske er sket et par gange, at jeg har dummet mig og alt for sent er ankommet til en by for at konstatere “no bed available” og en venlig guesthouseejer har sendt mig videre langs grusvejen uden gadebelysning til et andet muligt overnatningssted. Af sted i bælgravende mørke på jagt efter en seng i en lille by i Usbekistan omkring midnatstid. Ikke sjovt! Virkelig dumt! Og meget langt væk hjemmefra! Men på mærkelig vis lykkes det altid at finde et sted at sove. Og i langt de fleste tilfælde en (forholdsvis ren) seng. Jeg har kigget gamle billeder igennem for at finde lidt forskellige eksempler. Så for at svare på spørgsmålet:

Nattog Indien – det må være den dårligste “seng” jeg nogensinde har sovet i. På røven i et indisk tog (der var ikke flere billetter). Måtte sove i mellemgangen oven på backpacken ved siden af toilettet og skraldespanden. Blev smidt af toget da konduktøren opdagede de manglende billetter. Heldigvis lykkedes det at nå frem til destinationen.

Usbekistan, flotter mig med værelse til 40 dollars pr. nat. Trængte til lidt luksus efter nogle hårde rejsedøgn igennem landet

Thailand, Buddhistisk tempel, female dorm. Sov i en uge på en papirstynd bambusmåtte md en hovedpude lavet af træ!