Rejseupdate

Det er desværre ikke blevet til så mange updates det sidste års tid. Dog til trods for, at jeg det seneste halve år er blevet beriget med skønne rejseoplevelser fra henholdsvis Jamaica, Færøerne og Portugal. Alle tre rejser står som dejlige minder og jeg kan på det varmeste anbefale alle tre destinationer til trods for landenes indbyrdes meget store forskelligheder.

Jamaica – TÆNK: Rastafari, hvide sandstrande, rom, weed, Bob Marley, kaffe, store og  mennesker, reggae, multiproppede busser.

 

Færøerne – TÆNK: Får, Får, Får, grønt, smuk natur, fjelde, spæk, skærpekød, ustadigt vejr, smalle tunneller, uld, lunder, fisk.

 

Portugal – TÆNK: Portvin, storbyliv, broer, vingårde, floder, national parker, strand, frisk fisk og slatne pomfritter.

 

Kroatien

I september står den igen på rejseaktivitet – her står den på en uges sejlferie i Kroatien. Nu blev jeg snydt i efteråret 2015, da jeg på daværende tidspunkt grundet mit ødelagte knæ ikke var i stand til på forsvarlig vis at indfinde mig på en sejlbåd. Nu er jeg mere end klar igen – og jeg glæder mig!

IMG_0478

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret

Jamen hvor sover du så?

Det er nok et af de spørgsmål jeg oftest får, når jeg efter en rejse kommer hjem, og folk jeg møder på min vej er nysgerrige på, hvordan det sådan lige forholder sig med overnatningssituationen. Jeg kan godt forstå, det oplagte spørgsmål, for det er nu engang noget af det, de fleste mennesker frygter mest. Tanken om at ankomme til en ukendt by, måske sent om aften, og ikke vide hvor man skal sove, kan skræmme de fleste – mig selv inklusive. Normaltvist plejer jeg at tilrettelægge min transport således, at jeg ankommer om morgenen eller i løbet af dagen til en ny destination (med mindre jeg har prebooket et hostel, guesthouse ell.). Det er nu engang mere trygt at bevæge sig rundt i en ny by ved dagslys, hvor man rent faktisk kan se, hvor og hvad man nu er dumpet ned i. Jeg skal dog ikke afvise, at det måske er sket et par gange, at jeg har dummet mig og alt for sent er ankommet til en by for at konstatere “no bed available” og en venlig guesthouseejer har sendt mig videre langs grusvejen uden gadebelysning til et andet muligt overnatningssted. Af sted i bælgravende mørke på jagt efter en seng i en lille by i Usbekistan omkring midnatstid. Ikke sjovt! Virkelig dumt!  Og meget langt væk hjemmefra! Men på mærkelig vis lykkes det altid at finde et sted at sove. Og i langt de fleste tilfælde en (forholdsvis ren) seng. Jeg har kigget gamle billeder igennem for at finde lidt forskellige eksempler. Så for at svare på spørgsmålet:

Indisk hostel

Indisk hostel

Mere tog i Indien

Mere tog i Indien

Nattog Indien - det må være den dårligste "seng" jeg nogensinde har sovet i. På røven i et indisk tog (der var ikke flere billetter). Måtte sove i mellemgangen oven på backpacken ved siden af toilettet og skraldespanden. Blev smidt af toget da konduktøren opdagede de manglende billetter. Heldigvis lykkedes det at nå frem til destinationen.

Nattog Indien – det må være den dårligste “seng” jeg nogensinde har sovet i. På røven i et indisk tog (der var ikke flere billetter). Måtte sove i mellemgangen oven på backpacken ved siden af toilettet og skraldespanden. Blev smidt af toget da konduktøren opdagede de manglende billetter. Heldigvis lykkedes det at nå frem til destinationen.

Indien

Indien

Indien

Indien

Husbåd Indien

Husbåd Indien

Iran, min franske veninde Lea

Iran, min franske veninde Lea

Iran

Iran, homestay

Filipinerne

Filipinerne

Thailand

Thailand

Filipinerne

Filipinerne

DSCN4588

Nattog til Chaing Mai, Thailand

Nattog til Chaing Mai, Thailand

Thailand, bemærk plakaten

Thailand, bemærk plakaten

Norge, skiferie :)

Norge, skiferie 🙂

Homestay Kirgisistan

Homestay Kirgisistan

Couchsurfing hos Kamol, Usbekistan

Couchsurfing hos Kamol, Usbekistan

Usbekistan, flotter mig med værelse til 40 dollars pr. nat. Trængte til lidt luksus efter nogle hårde rejsedøgn igennem landet

Usbekistan, flotter mig med værelse til 40 dollars pr. nat. Trængte til lidt luksus efter nogle hårde rejsedøgn igennem landet

Myanmar, homestay

Myanmar, homestay

Thailand

Thailand

Thailand, Buddhistisk tempel, female dorm

Thailand, Buddhistisk tempel, female dorm. Sov i en uge på en papirstynd bambusmåtte md en hovedpude lavet af træ!

Bali

Bali

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien – flotter mig igen. 5-stjernet bare fordi jeg ku og fordi jeg fandt et super godt tilbud. Fik værelset for 330,- pr nat! Burede mig inde i 3 dage, spiste overdådig brunch hver morgen, gik i hotellets fitness, skrev blog og så 10 afsnit af x-factor 🙂

Malaysia

Malaysia

Filipinerne

Filipinerne

Udgivet i Ikke kategoriseret

Underligt er det altså ikke…

Simons pas forsvandt og vi måtte derfor på det Svenske Konsulat i Hong Kong for Simon kunne få et nødpas.

Simons pas forsvandt og vi måtte derfor på det Svenske Konsulat i Hong Kong for Simon kunne få et nødpas.

Fandt lige denne på I-pad’en, som jeg egentlig havde glemt jeg havde skrevet undervejs på min rejse.

Lidt statistik:

  • Dage rejst: 233
  • Km. rejst: 48.754
  • Antal lande: 20 (heraf 13 nye)
  • Schweiz, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kosovo, Makedonien, Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Kirgisistan, Kasakstan, Usbekistan, Turkmenistan, Myanmar, Thailand, Laos, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Hong Kong
  • Flyvninger: 19
    • København – Geneve
    • Geneve – Dubrovnik
    • Tirana – Athen
    • Athen – Kos
    • By i Tyrkiet – Istanbul
    • Istanbul – Bishkek
    • Bishkek – Osh
    • Ashgabat – Bangkok
    • Bangkok – Yangon
    • Yangon – Bangkok
    • Bangkok – Luang Prabang
    • Bangkok – Chang Mai
    • Chang Mai – Bangkok
    • Surat Thani – Denpassar
    • Yogyakarta – Kuala Lumpur
    • Kuala Lumpur – Manila
    • Hong Kong – Bangkok
    • Bangkok – Cairo
    • Cairo – København
  • Flest antal overnatninger i samme seng: 14 – i mormor og morfars campingvogn.
  • Bedste transport: Luksus natbus i Myanmar (der burde være stewardesser i alle busser)
  • Værste transportdag: se tidligere indlæg på bloggen “A very long day”, pyha.
  • Mest luksuriøse overnatning: 5-stjernet i Indonesien
  • Mest primitive overnatning: Homestay i bjergene i Laos med mor og Jens.
  • Billigste transport: 9 kr. – 5 timer med airconditiontog i Indonesien
  • Dårligste måltid: Frugtsalat i Laos (som gav anledning til næste punkt)
  • Opkastninger i Laotisk nattog: 7
  • Hvad jeg ALTID har på mig: Håndsprit, vådservietter, lommeletter, myggespray og min pung (plasticpose eller en lommeletpose)
  • Dage “illegalt” i Thailand: 5
  • Tatoveringer: 2 (en for mine brødre på venstre læg og et lille anker på højre håndled)
  • Bedste brandert: Nytårsaften i Bangkok – yeahaaaa og pubcrawling i Kuala Lumpur.
  • Bedste nyopdagede interesse: Yoga
  • Antal gange taget for at køre for stærkt i Kirgisistan: 2
  • Bedste måltid: Alt mad i Thailand!
  • Mærkeligste oplevelse: Gaskrater i Turkmenistan
  • Mest angstprovokerende frivillige oplevelse: Spring ned i flod 18 m. i Montenegro
  • Mest angstprovokerende ufrivillige oplevelse: Spooky taxachauffør i Bosnien-Hercegovina
  • Største savn: At være bare en lille smule i form
  • Bedste souvenir: En tankpassers t-shirt i Kirgisistan
  • Bedste investering: Osprey konvertibel backpack, hun er en maskine og opererer også offroad!

Antal skader: 3

  1. Forstuvet ankel efter fald fra hest
  2. Smadret albue efter scooterstyrt
  3. Sår på skinneben efter fald på båd som efter 2 måneder nu endelig er helet.

Gaver modtaget fra homestays og lokale: armbånd (Laos), bamse + øreringe (Indonesien), filtfugl (Kirgisistan), elefant i nøglering (Thailand), Mobiltelefon (indenrigsflyvning i Kirgistan). Pandekager, æbler og kiks (bus i Usbekistan).

Ødelagte ting:

  • Drybag
  • Brillestang – fikset hos optiker!
  • Ur 1 – rem gået i stykker
  • Ur 2 – vandskade
  • Ur 3 – rem i stykker
  • Shorts købt i Laos
  • Bukser købt i Myanmar
  • Skærm på ipad
  • Nakkepude 1
  • Nakkepude 2
  • Osprey rygsæk, Hagløfs regnsæt, regnslag til taske efter scooterstyrt
  • Fingerring fra Filippinerne

Mistede ting:

  • Billede fra Myanmar glemt i bus
  • Ynglingsshorts hos skrædder
  • Margurithalskæde
  • 3 par øreringe
  • Taske med træningsgrej: TRX-træner, sportsbh, træningstop og tights.
  • 1 kompressionssok
  • 1 par shorts ej fået retur fra laundry
  • Dry-shirt glemt på båden hvor jeg dykkede
  • Filter på camera
  • 1 par crocs slippers efter gang i koraller

 Stjålne ting:

  • iPhone

Efter min rejse er slut går det op for mig, at jeg har ødelagt og mistet ufattelig mange ting. Det kommer egentlig ikke bag på mig. Men det må endelig ikke afskrække nogen fra at rejse af sted. Det er ikke generelt sådan, når man backpacker. Det er bare mig! Mig – der er utrolig clumsy, glemsom og engang imellem lever lidt i min egen lille verden. Det har jeg med tiden lært at leve med. Og hva’ faen – der er jo ikke nogen, der er døde. Og så er der jo en god undskyldning for at købe nyt J

En lille sjov artikkel 🙂

Tjek dig selv – er du født til at rejse?  http://matadornetwork.com/life/23-signs-born-travel/

Hong Kong

Hong Kong

DSCF0908 DSCF0915 DSCF0926 DSCF0930

Efter jeg er kommet hjem har mange spurgt mig, om det er underligt at være hjemme igen. Min første og mest nærliggende indskydelse har været at svare, “ja, det er lidt underligt…man skal lige vænne sig til det…agtigt”, men flere gange har jeg taget mig i efterfølgende at tænke “nææh, det er det egentlig ikke”. Tværtimod, det føles meget velkendt, meget trygt og faktisk overhovedet ikke underligt. Herhjemme ved jeg jo, hvad jeg har. Jeg ved, hvor jeg har mine venner og familie. Jeg kender præcis følelsen af at sove i min egen seng. Jeg ved nogenlunde, hvad dagen bringer, når jeg vågner om morgenen. Jeg ved, at jeg ikke skal prøve på at forhandle om prisen i Netto. Jeg ved, at busser og tog mere eller mindre kører til tiden. Jeg ved, at google indenfor 2 sek. løser mine problemer. Jeg ved næsten med sikkerhed, hvor jeg skal sove henne om aften. Jeg kan bevæge mig rundt uden at tænke på, hvordan jeg kommer tilbage. Jeg behøves ikke at have håndsprit og toiletpapir på mig hele tiden. Jeg ved, hvordan de madvarer, jeg har købt kommer til at smage efter jeg har tilberedt dem i mit alt for sterile køkken til sammenligning med de køkkener der har spyttet mad ud til mig igennem de sidste 8 måneder. Det er på en måde meget forudsigeligt, men også dejlig og skønt forudsigeligt. Men underligt er det altså ikke.

Dog er der alligevel et par ting:

http://www.cosmopolitan.co.uk/entertainment/travel/a33722/things-you-know-get-back-from-travelling/

DSCF0942 DSCF0953

Et plus ved at være på hjemmebane, er at få mit tøj igen, eller det vil sige, det som jeg kan passe! I den forbindelse må jeg lige en gang for alle slå fast : Man bliver IKKE tynd af at lege backpacker, og man bliver SLET IKKE tynd af at være gast på et sejlskib. (Men tag endelig ud at rejse alligevel, oplevelserne er lige så gode selv med lidt ekstra på sidebenene). Nåh anyways, det var et sidespring, tilbage til tøjet. Fantastisk at åbne sit tøjskab og føle at man pludselig er blevet en hel garderobe rigere. Det pudsige er dog, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at bruge andet end min elskede bordeaux-farvede nussede hættetrøje, som jeg har levet i de sidste 8 måneder. Ikke så mange valg, bare det sikre. Hættetrøjen der dur, når der alt andet fejler.

Vejledning til problemløsning:

  • Koldt > lyne op + hætte på
  • Mega koldt > ovenstående + trække hårdt i snorene i hætten, så hætten dækker hele ansigtet på nær næsen.
  • Varmt > lyne ned + ned med hætten
  • For lyst > op med hætten og træk den ned over øjnene
  • På toilet i natbus/tog/fly whatever > toiletpapir, tandbørste og tandpasta i lommerne foran på maven
  • For meget larm > i med høretelefonerne, ipod’en i lommen foran

Så skal du ud og rejse, så tag for guds skyld en hættetrøje (med lynlås) med. Your gonna love it ❤

Khao San road, Bangkok - sidste aften

Khao San road, Bangkok – sidste aften

En lille ny...

En lille ny…

Lidt i dur med Tom Hanks’s forhold til fodbolden i Cast Away, havde jeg det også med min taske. Min Osprey, Sojourn convertible 60, som har jeg sovet med side om side i så mange måneder. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt. Nu, at skulle stille hende ned i den kolde kælder føles vemodigt og trist. Hun har været så god ved mig i alle de måneder og på intet tidspunkt brokket sig over mudder, sjap, grus, småsten, sand og snask. Hun har bare ædt ethvert terræn råt –total hardcore offroad maskine. Jo vist er hun lidt slidt og beskidt, men taget i betragtning af, hvad hun har været udsat for, så har hun klaret det til UG med kryds og slange. Kun en lille skramme på siden er det blevet til. Men ar er jo en del af os, der fortæller et lille stykke historie. Nu kan hun stå nede i kælderen og samle kræfter til vi næste gang skal ud på eventyr.

Læs her om nogle af de sidegevinster der kan være ved at backpacke:

http://blog.trekeffect.com/14-qualities-of-a-great-backpacker

Last flight Cairo - Copenhagen

Last flight Cairo – Copenhagen

Tak til mine rejsefæller – er jer alle evig taknemmelig for de fantastiske oplevelser, vi har fået sammen:

  • Dom og Sofia – Schweiz
  • Mormor og morfar
  • Besætningen på Oceanus, Grækenland: Martin, Esbjørn, Olga og Majbritt
  • Charlotte
  • Camilla
  • Rene
  • Mor og Jens
  • Esbjørn
  • Besætningen på Anaconda: Jan, Jesper, Savannah, Bob, Simon og skibshunden Okker
Rødternet dug og fiskefileter. Dansk frokostbord - mumsi

Rødternet dug og fiskefileter. Dansk frokostbord – mumsi

Udgivet i Danmark | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

ALTING HAR EN ENDE

At leve på en båd

Det med at lære noget, er der rig mulighed for om bord. Inden jeg påmønstrede havde jeg bekymringer om, hvorvidt mine haltende sejltekniske erfaringer ville være et problem. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det ikke – alt det kan jeg få hjælp til og lære hen ad vejen. Og når jeg nu er omgivet af sympatiske mennesker, der alle tidligere har sejlet, så er der altid en jeg kan kaste mig over, når der for 117. gang presser sig et spørgsmål på i mit hoved. Det med at sejle handler i virkeligheden slet ikke om at kunne sejle – slet ikke. Det handler meget mere om, at kunne LEVE på en båd, som den skønne kloge Troels Kløvedal, så rigtigt siger. Der er de fysiske rammer: Ingen bad, en lille køje, fugt, varme, saltvand, altid lidt halvbeskidt, sår der nægter at hele, den klodsede krop der konstant stødes mod et eller andet, du må spise hvad der bliver serveret, du kan ikke liiige komme i land, begrænsning på strøm og internet…. Det er en del af livet om bord, eller rettere det ER livet ombord, men jeg tror og håber, at folk der tager ud at sejle har en god ide om, hvorvidt de kan indordne sig under sådanne forhold i en længere periode. Dertil kommer de mentale og psykiske aspekter, som i virkeligheden er dem man bør overveje 100 gange mere end de fysiske rammer. At leve trængt med folk du ikke kender, at kunne acceptere hinandens forskelligheder, meninger og opfattelser af ting. At have mennesker omkring sig 24/7. At begrebet tid opfattes forskelligt hos mennesker. At folk kommunikerer på hver sin måde, at folk går i seng på forskellige tidspunkter, at folk har forskellig musiksmag (zen zen zen country er bare helt fantastisk zen zen zen – men skal vi ikke høre lidt Medina?…please?). En proces hvor rummelighed og accept i særdeleshed testes, men også formes og udvikles. Der er ikke noget, der som sådan hedder egne behov – man indordner sig, ofte helt automatisk tror jeg, for det kan ikke være anderledes. Hvis man ikke kan indordne sig og sætte sine egne behov til side, så bliver livet om bord svært. Den der jeg-blander-mig-lige-i-madlavningen pressede sig på i ny og næ: ”Man kan også gøre det sådan…bla bla bla”. Uanset om jeg blandede mig eller ej kunne jeg altid konstatere, at måltiderne altid var en kæmpe fornøjelse og super godt (lidt for godt eftersom mine baggy jeans nu er blevet skinny fit). Det handler i virkeligheden slet ikke om madlavning det her. Det handler om at kunne give slip, en snert af kontroltab, accept, rummelighed og ligge låg på stemmerne i hovedet, der engang imellem mægtig gerne vil overtage styringen. Som dagene gik blev det da også nemmere, og i løbet af sådan en måned lærer man bare vanvittig meget om kunne begå sig med andre mennesker, men i særdeleshed lærer man meget om sig selv.

Sådan har jeg erfaret hver gang jeg er vendt hjem efter en længere rejse. Jeg kommer aldrig helt hjem som den samme. Der sker så meget inde i systemet i løbet af sådan en rejse. Så mange tanker der tænkes, og processer der bevidst eller ubevidst foregår undervejs. Ikke at man nødvendigvis kommer hjem som et bedre eller mere fuldendt menneske, for det tror jeg nu ikke, men i hvert fald er der altid sket noget indeni.

Det er sundt at møde andre mennesker, der tænker og lever sit liv anderledes, prioriterer anderledes og stiller spørgsmål, som giver anledning til at mærke efter. Mennesker, der har en anden tilgang til livet. Mennesker med andre erfaringer og oplevelser i bagagen, der har formet og gjort dem til det, de er. Jeg kan jeg godt lide at møde folk, høre om og spørge ind til deres meninger, holdninger og hvorfor de lever deres liv, som de gør. Både fordi jeg er nysgerrig og simpelthen ikke kan lade være, men også fordi det åbner mit verdensbillede op og inspirerer mig i min egen tilgang til livet. En anden del er måske også det faktum, altid at være ukendt uanset, hvor man kommer hen. Ingen kender dig, eller hvad du har med i bagagen. Ingen forventninger eller noget at skulle leve op til. Det er meget nemt at komme til bare at være sig selv.

Ramt

Under indsejlingen til Hong Kong bliver folk underlig stille. Tunge sky hænger over byen og kaster et kedeligt gråt lys over fastlandet. Den ellers imponerende, glamourøse og eksklusive metropol, der smukt udgøres af imponerende arkitektoniske skyskrabere i det klippede og grønne terræn, kommer bestemt ikke til sin ret i det triste vejr. Det er blevet koldt og trøjerne findes frem fra kahytterne. Og der rammer den så. Følelsen. En ond tomhedsfølelse som åbenbart følger med i kølvandet af den klicheagtige realitet, at alting har en ende. Sejlereventyret er slut.

Under hele min rejse har den tiltalende og samtidig lidt skræmmende tanke rumsteret i mit hoved, at jeg kunne gøre det her for evigt, altså det med at rejse – blive ved med at opleve og køre på den store klinge, hvad der i mit lille begrebsunivers kan defineres som livsnyderi deluxe. Måske jeg aldrig ville blive helt klar til at rejse hjem? Måske jeg aldrig ville komme til at savne?

At rejse kan for mig i virkeligheden sidestilles med en chokoladeæske, der uanset hvor meget jeg spiser, aldrig bliver tom. Og hvert enkelt stykke bliver ved med at smage lige fantastisk. En uendelig endorfinfest. Æsken lå der lige foran mig, en kæmpe guldæske med masser af fyldte chokolader. Både med karamel, marcipan, crunch, nødder og krymmel, men jeg havde fået nok. Den hidtil ukendte følelse overmandede mig. ”Jeg tror ikke, jeg har lyst til at rejse videre”. Jeg følte mig pludselig lidt ensom og alene. Jeg savnede livet om bord og mine skønne medgaster, som jeg havde tilbragt hvert et sekund med den sidste måned. Den underlige tomhedsfølelse, som jeg ikke havde dealet med på noget tidspunkt de sidste knap 8 måneder, kom ind over mig. Godt nok havde jeg brugt meget tid sammen med folk undervejs på min rejse, men jeg havde også haft meget tid alene, og altid hygget mig godt med det, og har i virkeligheden også i perioder prioriteret at være alene fremfor selvskab. Men der var den altså…den der følelse. Der var kommet en lille utæthed i min rejsebobbel, og luften sivede nu ud stille og roligt. Jeg var åbenbart ikke den der rejsemaskine, der kunne blive ved for evigt. Jeg var ikke rejse-udødelig. På det tidspunkt kunne jeg mærke følelserne rumstere rundt i min krop, men måske jeg ikke ville erkende det, eller også var jeg ikke helt bevist om, hvad der skete. Kontrasten fra at sidde i cockpittet nogle dage tidligere i en saltvandsrus og skåle i Gammel Dansk til at spankulere alene og hvileløs rundt imellem Gucci, Louboutin og Hermes butikker i Hong Kong var simpelthen for stor. Ret hurtigt blev jeg afklaret med, at jeg ikke skulle videre til Japan, hvor det ville være svært at komme udenom de store millionbyer. En flybilet til Bangkok måtte derfor være løsningen. Troede jeg. Herfra kunne jeg hoppe ned på en af øerne og nyde nogle uger. På den måde kunne jeg få lidt betænknigstid til at overveje de forskellige muligheder for at rejse videre eller måske rejse hjem. Væk skulle jeg i hvert fald fra denne ellers fantastiske metropol.

11-wanderlust

På vej i bussen mod Hong Kongs lufthavn, sidder jeg og kigger ud på de imponerende bygningsværker i de smukke omgivelser, imens bussen kører af sted. Det er super smukt, og jeg tager da også et enkelt billede, men følelserne trumfer udsigten. Øjnene bliver mærkeligt våde og tårerne presser sig på. Jeg kan mærke, at jeg inderst inde ønsker, at der står CPH på min flybillet i stedet for BKK. Der går det rigtig op for mig. Jeg skal hjem…Eventyret ER slut.

Men sikke et eventyr.

Live large – travel light

 

Udgivet i Filippinerne | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

En måneds gastesejllads på Filippinerne – DEL 2

image image

Morgendyk

Skildpadder, revhajer og eksotiske fisk i alverdens tænkelige farver omgiver mig i det krystalklare vand. Vores kaptajn Jan er foran mig, men jeg må kæmpe lidt for at følge med i tempoet. Jan har 4-5000 dyk bag sig, og det er tydeligt at se, at hele havet såvel under som over, er hans legeplads. Klokken er 7 om morgenen og for mindre end 15 minutter siden, lå jeg og sov i køjen. Nu er jeg på 28 meters dybde og i gang med verdens bedst tænkelige morgenbad. Flere gange kommer vi helt tæt på de store havskildpadder, som med deres store skjold indbyder til en trækketur gennem vandet. Efter lidt betænkningstid tager jeg mod til og tager fat på hver side af skildpaddeskjoldet. Jeg mærker den enorme kraft skildpadden bevæger sig med gennem vandet ved hjælp af lufferne. Livet under vandet er som at træde ind i en hel anden verden. Når et dyk bare er helt fantastisk og alt spiller, kan det nemt føles halvdrømmende og eventyragtigt. En verden hvor nogle sanser sættes ud af spil, mens andre skærpes. Farverne står omend mere klart end over vandet. Øjnene er vanvittig opmærksomme – konstant søgende. Den vægtløse fornemmelse, når korpus ubesværet bevæges rundt i alskens stillinger, som næppe lader sig gøre over vandet, er fantastisk. Der er en underlig vanedannende stilhed dernede. Kun den buldrende lyd fra regulatoren, når luften blæses ud gennem munden, hiver tankerne tilbage til virkeligheden. Det er vældig fredfyldt og kan i nogen tilfælde føles helt meditativt. Følelsen af at være tilstede opstår helt af sig selv.

image image

Efter tre kvarter under vandet er det vanlige store morgenbord tiltrængt. Vi lever godt, gør vi. Morgenmaden er ingen undtagelse. En speciel god morgenmad var en af de første dage, hvor en skildpadde kom op ved siden af båden for at trække luft, mens kaffen blev serveret. En anden dag havde vi delfiner, der sprang omkring båden, mens vi sejlede af sted. I disse situationer er det altså voldsomt svært at være morgensur!

image

Simon på kakkelakjagt

image

Frikadeller, brun sovs og rødvin midt i det Sydkinesiske Hav

image

image

Hvis man keder sig kan man altid fordrive tiden med en selfie – girls on the loose ❤

image

Pigerne fangede blæksprutter imens mænnerne gik i land for at spille pool. Dagen efter skulle fangsten fileteres, hvilket gik ud over Bob og hans badeshorts. Tror aldrig det lykkedes at få dem helt rene efter sprutterne var gået blæk-amok

image

Så er tøserne til fire-show

image

Egon har en plan…Og den hedder noget med sundowners… 🙂

Den første søsyge

Det sidste stræk med Anaconda bliver også det længste. Strækket skal bringe os fra Filippinerne til Hong Kong, hvor vi skal afmønstre og Anaconda skal have intensiv pleje i en måned, hvor bl.a. de nye sejl, som ligger klar i Hong Kong, skal sættes på. I dagene optil afgang hærger en tyfon i det Sydkinesiske Hav, som vi tålmodigt må vente på driver over, så vi skånes for de værste efterdønningerne. Den første dag til søs er det mig, der har madlavningstjansen. Eftersom min søsyge har opført sig yderst eksemplarisk på hele turen giver det derfor umiddelbart ingen anledning til bekymring. Da mørket sænker sig over havet og jeg kryber ned i pantryet for at færdiggøre middagen, går der dog ikke længe førend en mærkelig fornemmelse rammer. De store men dog bløde bølger, som rammer ind forfra, udfordrer balancen og alle muskler arbejder for at korrigere og tilpasse kroppen de balancemæssige udfordringer. Af erfaring lærer man hurtigt, at man ikke bare stiller en dåse eller glas fra sig, når båden vipper sådan. Alligevel sker det hele tiden, og vi har som oftest et par halvfyldte kaffekopper flyvende gennem cockpittet, men aldrig noget, der på nogen måde anfægter den ultimativ afslappede stemning, der hersker på Anaconda. Med hovedet begravet i gryde og mados og en balancenerve, der er gået på druk, må jeg til sidst springe op fra pantryet for at undgå at et yderst upassende krydderi tilsættes i retten. Heldigvis er jeg omgivet af fantastiske medgaster, som altid er klar til at tage over og hjælpe i alle tænkelige tilfælde. (f.eks. at hente mig i kajakken, når jeg midt ude i vandet står fanget i et koralhelvede i mørket, ubevægelig, uden sko (de forsvandt mellem korallerne) og lidt for fuld– TAK)

image

Simon på kakkelakjagt

image

Burgertime

image

Okker og undertegnet på udflugt

image image image image image image image image image image

På vagt i mørket

De næstkommende dage forsvinder hurtigt i de allerede indtrufne rutiner, der unægtelig opstår om bord, når man sejler flere dage i streg. Vi har skiftevis vagter af to timer, hvilket betyder, at man så kan slappe af i de følgende 8 timer, inden man skal på vagt igen. Ahh hele 8 timer til at hvile i – fantastisk! Det er en vild fornemmelse at være på vagt, især om natten. Alle om bord sover, alt lys er slukket og kun pandelampen lyser svagt op, når kursen, olietrykket eller motorens temperatur skal tjekkes. Okker ligger som regel og putter ved siden af. Når han en gang imellem åbner et halvt øje, får vi os en lille hyggesludder, inden han dejser om igen. Omkring os sejler små fiskerbåde, store tankere, fragtskibe og de store blækspruttebåde lyser op som flydende cirkusser (hedder det virkelig det??) for at tiltrække blæksprutter og squids med deres kraftige spots. Men ofte er der bare helt sort, når man kigger ud i horisonten. Sådan virkelig sort. Dog lyser stjernerne og månen himlen op og der er mere tid end nogensinde til at betragte de lysende objekter, som er så uendeligt langt væk. Følelsen af at være ubetydelig lille på dette hav er i begyndelsen overvældende, men samtidig en fed følelse. Det er ultimativ frihed og uafhængighed. En båd kan komme alle vegne – aldrig afhængig af en vej, et spor eller andres overvejelser, om hvor man skal eller i hvert fald bør færdes. Jeg begynder så småt at forstå de muligheder en båd, giver den rejsende. Begrebet ”off-the-beaten-track”, som bruges i flæng i Lonely Planets guidebøger tilføres en helt ny og langt mere autentisk dimension med båden som transportmiddel, og mulighederne for gå/sejle dine egne veje er ubegrænsede. Klokken 4 om morgenen afløses jeg af Ole, som er påmønstret den sidste uge for at sejle med mod Hong Kong. Kurs og en kop kaffe overleveres, og jeg glæder mig til at sove. Simon ligger i den ene side af doghouset (toppen af cockpittet) og jeg krøller mig sammen under mit lagen ned hætten trukket op over ørerne i den anden side. Okker ligger sig ned under lagnet i fodenden og selvom fugten her midt om natten når sit højeste og hynden er hård at ligge på er det stadigvæk verdens bedste seng. Ikke kun tidspunktet af døgnet bidrager til den gennemgående afslappethed jeg føler i hver en afkrog af min krop, men i særdeleshed også den perfekte kombination af sansestimuli. Lyden af bølgeskvulp, lugten fra bådens træværk og vandet, bådens vuggende bevægelser og ikke mindst synet af stjernerne, som fylder nattehimlen går her op i en højere enhed. Afslappet…ahhh…sove….

Denne helt igennem afslappethed, som jeg kun sjældent har oplevet, fylder mig de sidste to døgn, inden vi rammer Hong Kong. Det er en fantastisk fornemmelse, men det tager åbenbart tid at lære kroppen at slappe helt af, sådan ”helt inde i knoglerne”, som er et udtryk, vi er meget glade for på Anaconda. Måske det er volapyk – måske nogen ved, hvad jeg mener.

image

Sundownertid…samme tid samme sted…

image

Verdens mest tålmodige Oleboy prøver at fange en fisk uden held

image

Friskfanget fisk til aftensmad

image

De kæreste filippinerdrenge

image

Rund regnbue…Sindsygt flot

image

En af mine ynglingsbilleder, skønne smil og øjne der glimter

image image image

Udgivet i Filippinerne | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

En måneds gastesejllads i Filippinerne – DEL 1

image

Kaptajnen

Turen fra Kuala Lumpur bliver en af de lidt lange med mange skift undervejs. 2 x tog, 1 fly, 3 x bus, 1 færge og til slut de sidste par hundrede meter i gummibåd ud til Anaconda, som ligger til anker ud for den lille charmerende by Puerto Galera. Selvom jeg efter ankomst til hovedstaden Manilla er lidt ristet efter min natflyvning, er det simpelthen skønt at havne i sådan et kaos, som Manila nu engang er. En dytten og båtten, asen og masen og folk alle vegne. Kontrasten til Kuala Lumpurs polerede skyskrabere, jakkesætsklædte buisnessfolk og strømlinede shoppingcentre er slående. Godmorgen og så er dagen vist igang. Jeg elsker det – altså kontrasterne, ikke forstået som at det ene er bedre end det andet, men kontrasten imellem hvordan lande nu engang fungerer. Fascinerende, dragende og giver evig næring til at opleve nye verdener. Ligeledes den der følelse af at dumpe ned i, hvad der for udefrakommende syner kaos, larm og uorden. Når man så har sundet sig lidt, taget et par vejrtrækninger og kaster sig ud i det, så er det at kaoset på mærkelig vis giver mening. Organiseret kaos! Trafikken er vanvittig, men det fungerer. I høj fart snørkler alt med hjul på ind imellem hinanden i angstprovokende manøvrer. Den var aldrig gået i København! Det ville ende i en kæmpe katastrofe. Vi har et fælles regelsæt og det indordner vi os under mere eller mindre. Det fungerer for os. Her, er der ingen fælles spilleregler og det indordner folk sig efter – derfor fungerer det. Tror jeg. Eller måske jeg bare ikke har luret systemet – det er også meget tænkeligt. Det er vildt, at verden kan være så anderledes efter kun nogle timers flyvning. Dog er der ingen tvivl om, hvor jeg befinder mig bedst.

 

image

Another beautiful sunset

 

image

Selfiequeens 🙂

Stemningen bliver da heller ikke mindre efter jeg påstiger bus nummer to i Manilla, hvor jeg med nød og næppe formår at kaste min bagage og korpus ind i den småtrillende bus. Og hvad møder mig i bussen der kl. 7 om morgenen? Tonerne af Michael Learns To Rock, der brager ud fra bussens semi- karaoke anlæg. Selvom jeg er på udebane, føler jeg mig alligevel på hjemmebane. For jeg kan faktisk sangen, ha, til forskel fra resten af bussens passagerer. Og næ nej, det er ikke bare behagelig summe-baggrunds-køremusik, der er fuldstændigt fyret op på et niveau, der ville få Grøn Koncert i Valbyparken til at blegne. “Im not an actor, Im not a star, and I dont even have my own car”...Musikkens øredøvende toner muliggør, at jeg kan synge med ligeså højt jeg vil, uden at nogen på sagligt grundlag kan vurdere, hvor langt fra tonerne jeg rammer og dermed stemme mig ud af bussen. Til tonerne af mine teanageidoler betragter jeg Manillas morgenmylder ud af ruden, imens bussen luller afsted sydover – spændt på hvordan den næste måneds tid skal forløbe ombord på Anaconda som gast.

 

image

Bankaerne ses overalt

image

Vi kan da liiige tage en selfie mere ❤

image

Kridhvide sandstrande – på modsatte side af øen så vi små babyskildpadder, der var gamle nok til at blive sat i vandet

image

Bobbelob på et af de mange hvilespots på Anaconda 😉

Jeg står klar til gastelivet på den lille fortøjningsplads i Puerto Galero, da jeg ser Jan, eller “kaptajnen” komme sejlende mod mig i gummibåden. Den bare mave, tatoveringerne der dækker overkroppen, guldringen i øret og koralhalskæden fuldender kaptajnlooket. Jan har sejlet i mere end 12 år rundt i verden med sin 48 fods selvbyggede sejlbåd. En ordentlig skude med masser af plads. Eller det vil sige det var der engang. Alle tænkelige huller og luftrum er udnyttet til opbevaringsplads. Men det er klart med en båd som sit hjem er alle huller godt fyldte – tænk sig at værksted, vinkælder, bibliotek, forrådsrum, fryser, dagligstue, køkken, loftsrum osv. skal fittes ind på en båd. Med nye opbevaringsrum, der hele tiden dukker op, er vi overbeviste om, at der et eller andet sted på Anaconda må være at finde en glemt gast. Ligeledes skal der være alt på båden til enhver tænkelig situation, til når noget skal fixes. Og det skal der…næsten altid. Jeg har i hvert fald ikke på noget tidspunkt set Jan, hvor han ikke lige er i færd med at fixe noget, og oftest fixe flere ting ad gangen. (Jo det skulle da lige være når der bliver serveret sundowners, men ellers ikke) Det med at fixe ting spænder meget bredt på Anaconda – det være sig alt fra at skille en motor ad og samle den igen, svejse, sy, smøre, rense til helt basic at give noget, der ikke fungerer et dask med en svensknøgle, hvilket dog også lader til at være plan A i forbindelse med problemløsning. Efter lidt tid på Anaconda har jeg erfaret, at det faktisk oftest virker. Især selvstyeren responderer godt på dask. Når man som Jan lever på sin båd, er han nød til at kunne alt. Og det kan han! Selvom jeg intet forstand har på både, kræver det ikke meget snilde at gennemskue, at Jan er manden, der ved ALT om både og på den baggrund kan fixe alt på båden. En sejler ja bestemt, men også et omvandrende multitool med evigt olieplettede fingre.

image image

 Jeg påmønstrer Anaconda, som ligger til anker et par 100 meter ude i bugten, får mig installeret i min kahyt og ligeledes hilst på skibshunden Oskar eller bare Okker, som vi kalder ham. Det kræver mindre energi at udtale, og som gast på Anaconda vil vi gerne gøre livet nemt for os selv – energiøkonomi går vi meget op. Det betyder at vi gør en dyd ud af, hvordan man kan forbruge mindst mulig energi på en hvilke som helst opgave. (Det forklarer så også hvorfor kinderne er på nedenstående billeder er vokset i omkreds)
image

Vi er heldige at opleve de små babyskildpadder blive sat i vandet….

image

Ombord på båden påmønstrer også Jesper + sin datter Savannah og Bob. Simon har allerede sejlet med på Anaconda i 3 måneder og det bliver således ham, der bliver offer for vores 1000-vis af spørgsmål i en lind strøm de første par dage. Heldigvis er Simon god som dagen er lang og svarer tålmodigt og hjælpsomt, når han for 17. gang forklarer, hvordan der f.eks. laves isterninger, hvor kaffefiltrene er, hvor man tænder for gassen og hvordan ovnen fungerer, hvilket ingen af os aldrig rigtig lærte selv efter en måned ombord. Men det er noget med en limepresser, der skal sidde i klemme samtidig med, at man trykker et bestemt sted, får noget til at sige klik og så få sat ild til gassen et hemmeligt sted inde i ovnen, imens man balancerer flæskestegen eller hvad det nu er, man har kastet sig over af madlavningsprojekt og selvfølgelig passe på man ikke brænder sig (ganske enkelt umuligt!) – det er en kunstart vil jeg mene og enhver gast, der påmønstrer Anaconda burde modtage en pdf-fil forinden, der behandler emnet “brug-af-ovn-på-Anaconda”. Simon er sådan en, der har en smittende afslappende aura. En mester i hvil, lur og morfar. Det er derfor også ham, der kender de knap 20 forskellige steder på båden, hvor man ved hjælp af forskellige pude-/ og hyndeformationer kan lave sig et godt hvilested. Eller som Simon påstår – han fintænker, meget…det meste af dagen faktisk, altså når nu han ikke drikker kold kaffe, for “det er jo synd at smide kaffe ud”, som han siger. Simon har køje ude i værkstedet, men eftersom værkstedet mere eller mindre har indtaget køjen, sover han på dækket i den højtelskede hængekøje, som for hver dag der går mister en streng eller to. Det er kun et spørgsmål om tid inden Simon ender som kamikaze-gast.

 

image

Kaptajnen pakker fryser efter vores monster-proviantering

image

Everyday like this….

Den første aften brillerer kaptajnen fra pantryet. (Ifølge sejlerleksikonet bruges ordet “pantry” om køkkenet, når det er en del af et andet rum, mens “kabys” bruges, når køkkenet er et aflukket rum – vigtigt liiiige at få begreberne på plads!). Først med sundowners i form af pina coladas, imens vi nyder synet af den smukke solnedgang over bugten. Det står ret hurtigt klart for os, at sundowners er en vigtig del af livet her på Anaconda – hvilket ingen lader til at have indvendinger imod Blinkende ansigt. Herefter står den på stegt flæsk og persillesovs, som ultimativt tager prisen for det mest danske måltid jeg har indtaget de sidste 7 måneder. Det smager fantastisk og jeg spiser langt mere end godt er. F*** det smager GÅT!

image

Bob klar til dyk 🙂

image image

De følgende par dage går med at klargøre Anaconda til de næste 3 ugers sejllads, hvor vi ikke har mulighed for at proviantere og få gas og vand på båden. Provianteringen skal vise sig at være en oplevelse i sig selv. Simon og jeg går på markedet for at handle frugt og grønt. Der bliver noget af et projekt og da vi umuligt kan slæbe mere går vi hen mod supermarkedet for at møde de andre. Simon indstalleres med frugt-/ og grøntssagssækkene udenfor, mens jeg går på jagt efter besætningen. I midten af supermarkedet ser jeg Jesper og Bob, der står helt desorienteret og kigger forvirret ned i de 3 vogne, som Jan er ved at fylde op. Når Bob har hentet 5 liter mælk, kommer Jan tilbage med 15 ekstra. Når Jesper har hentet 2 pakker smør kommer Jan tilbage med 6 ekstra. En kasse rom suppleres med en hel del ekstra kasser og vi burde kunne lave sundowners nu til det meste af Filipinerne. Men Jan har prøvet det tusind gange før, og ved om nogen, hvor meget der skal handles ind til 6 mennesker i 3 uger. Det er SINDSYGT MEGET. Så meget at Jesper, Bob og jeg ikke bidrager til så meget andet end at stå og grine over de helt enormt proppede vogne, som er stablet på en måde, som ville give enhver klodsmajormester anledning til bekymring. Bonen, som vi efter halv time ved kassen modtager er ca. 1 1/2 meter lang og burde have været gemt til evigt minde. Afsted på to tricycles med provianteringen ned mod vores stakkels lille dingy, som virkelig sættes på prøve. Men den klarer det og ligeledes gør provianteringen.

image image

Det er fantastisk at sove ombord. At falde i søvn mens man stille vugges i søvn til lyden af bølgeskvulp, der klukker mod bådens skrog. Stjernene der står lysende klart og månen, som skinner ind gennem lugen i toppen kahytten. Det er varmt, lidt klemt og lidt fugtigt, men det er lige meget for alt i alt er det fantastisk. Fra overkøjen kæmper Bob lidt mere for at få den nødvendige mængde ilt og periodevis høres bekymrende gispeagtige lyde ovenfra. Det skal dog også siges, Bob har et generelt iltproblem. I særdeleshed under overfladen, hvor han gerne tømmer en tank på et kvarters tid Blinkende ansigt. Luft og iltsituationen resulterer da også i, at vi skiftevis fiser op på dækket for at lufte af. Til gengæld giver det én en enestående mulighed for at sidde i mørket i sin egen lille bobbel og være lidt alene i stilheden og bare kigge på stjernerne og føle sig utrolig priviligeret over dagen igår, dagen idag, øjeblikket, nuet, og dagen imorgen, hvor det hele kan udspiller sig igen. Wauv, jeg er vild med dette sejlerliv.

image

Der pudses og poleres – tiden fordrives med at lave smykker af koraller

image

Endnu en ø udforskes – Simon

image

Springbukken Savannah

image

En fantastisk festlig aften i selskab i en skøn bugt med den danske dykkerbåd/langturssejler Amazing) som havde 7 gaster med ombord.

image

And another one….

image

Jesper på en af de mange hvilelokationer

image

Verdens mest kiksede udflugter til en zoologisk have for turister…Altså turisterne var i bur…Mærkeligt sted! Anyways, det måtte foreviges på denne kønsløse bænk!

image

Så er der vagt! Luv viger for læ…eller hvordan er det nu det er..?

image

Og det er nogenlunde samme konstellation, når der indtages nutellamadder 😉

image image image image image image image image image image image image

Det er fedt, at vi er to piger ombord. Så kan vi engang imellem tage på småudflugter, pigefjolle, fange blæksprutter, nusse på små babyskildpadder og gå amok med selfiemoments, når testosteronniveauet bliver for højt. Når Savannah spiser nutella om morgenen, går hun all in. I Savannahs optik betyder det, at der ikke ét sted må være noget synligt brød, når nutellaen smøres ud. Det betyder så også, at halvdelen af nutellaen ender enten på fingrene eller i hovedet. Når jeg engang får børn, så vil jeg have en datter som Savannah- verdens skønneste spruttepilskadde!
image

Simon brillierer med en omgang fried rice. Jeg klager ALDRIG mere over, at jeg mangler køkkenbordsplads hjemem i mit køkken i København

image

Tøserne er taget på udflugt op på et udkigspunkt – i baggrunden ligger Anaconda for svaj i bugten

image image image image

image

Ynglingsskibshunden Okker

image

Fantastiske smukke øer

image

Kaptajnen laver kokusnøddedrinks – så er det frem med den store kniv…Det er jo sundownertid!

De næste par uger går med at sejle fra den ene smukke bugt til den anden, hvor vi hver nat ligger for anker. Nogen gange kan vi snorkle i land og andre steder er det kun klipper, der omgiver os. På en af småøerne giver rangeren os love til at lave bål på stranden – sikkert med håbet om en flaske rom til gengæld, som han selvfølgelig får. (på de helt små øde øer er der ofte et par rangere der holder øje med øen, og med en flaske rom i vente)  Vi sejler afsted i dingien med alt hvad der skal bruges til bålarrangementet: Bagekartofler, fisk i staniol, rødvin, rom og cola og ikke mindst hollandaisesovsen, som er med i kasserollen. Nej, nej her mangler ikke noget. Med en manchete klargører Jan kokusnødder og fylder dem herefter med alskens gode småstærke sager medbragt fra barskabet, meget autentisk og vandvittigt hyggeligt. Vi spiser den båltilberedte gourmetfisk og nyder rødvinen. Den lille medbragte højtaler og ipad sætter stemningen med Kim Larsen og diverse sømandsviser, men i takt med at rom og colaen hældes ned bemærker ingen at  tidevandet er faldet gevaldigt. De første 100 meter ud mod båden stikker korallerne op ad vandet og vi må derfor gå ud igennem de skarpe gevækster, som er nemmere sagt end gjort. Vores sko hænger fast i korallerne, folk vælter rundt og vi kan ikke se noget. Det hele bliver lidt kaotisk og promillen hjælper ikke ligefrem på situationen. Status næste morgen for os alle er diverse koralrifter på ben og arme, desuden et par mistede sko og søpindsvinspigge, der har bosat sig i Simons hånd. Okker var vist den eneste, der kom nogenlunde helskindet gennem natteroderiet.

image

Yummi….

image

Okker-boy – altid på delfinvagt

image

Okker er lidt ligesom Simon – god som dagen er lang og hviler utrolig meget. Okker er bare en smule dummere, og kan finde på at ligge nede i vandet i timer i træk og vente på at nogen åbner lugen op, så han kan komme op på båden. Ikke engang et lille bjæf kan han tænke sig til, ville løse hund-over-bord-problematikken. Ligeledes styrter han febrilsk rundt på båden og stirrer ud i intetheden, når man spørger ham om der er delfiner? Han hopper på den HVER gang og det bliver det ikke mindre sjovt af. Okker må have verdens bedste hundeliv. Han leende ko madder om morgenen, ofte en rugbrødshapser til frokost med en rest torskerogn og om aften er der altid en bøf eller mørbrad tilovers til ham. Når pigerne er alene bliver han forkælet med Oreos og pølser, men det er en hemmelighed mellem Savannah, Okker og jeg.

Fortsættelse følger Smilende ansigt med solbriller

Udgivet i Filippinerne | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

At lytte til sin mavefornemmelse…

Farvel, farvel og farvel – sikke en tom fornemmelse at stå tilbage i Hong Kong efter de forskellige gaster inklusive mig selv var afmønstret. Total antiklimaks efter en super måned med sejllads på smukke Filippinerne. Og ikke kun humøret var den gal med. I takt med at afgangsdatoen til Japan (5. april) kom tættere på blev den underlige rumsteren i maven også mere mærkværdig. “Hmm, det må være fordi jeg ikke har kunne finde Lonely Planet i de forskellige boghandler. Så kan jeg jo ikke sætte mig ind i landet, så er det jo klart jeg ikke glæder mig” sagde min stemme i hovedet. Da det så endelig lykkedes mig at anskaffe Lonely Planet forventede jeg, at den velkendte oplevelsestrang og evige nysgerrighed meldte sig på banen. Problemet var bare, at det gjorde den ikke! Når jeg sådan rigtig mærkede efter fortalte noget i mig, at jeg ikke skulle til Japan. Jeg kunne simpelthen ikke byde hverken mig eller Japan at opleve landet på slumrende halv blus. Hvis Japan skal opleves, skal det (som det skal med alle lande) gøres med den rette gnist, gejst og eventyrlyst. Jeg valgte derfor at flyve til Bangkok med den hensigt at bruge et par uger på en af øerne, for ligesom at vænne mig til tanken om at mit rejseeventyr snart er slut og bare hellige mig de sidste 8 måneders oplevelser som en indre videofilm, der skulle ses og tænkes tilbage på. God plan tænkte jeg. Så fik maven da ro så længe. På vej til lufthaven i Hong Kong begyndte maven igen…“Arghhh…Hva nu? Hvad prøver du nu at fortælle mig?”
Efter at have tilbragt en måned på Anakonda med verdens bedste gastecrew, set de flotteste øer, strande, bugte og den ene solnedgang flottere end den anden, dykket med hajer og skildpadder og drukket min andel af sundowners må jeg nok bare sande, at jeg er ved at være mættet på oplevelser. Eller sagt på en anden måde – jeg har nået toppen. Der er ikke flere trin op. Og jeg vil gerne stoppe på toppen. At rejse skal være sjovt, det skal være en følelse i kroppen, en lyst til at udforske, stille spørgsmål og involvere sig. Og hvis ikke den er der, så skal det ikke være. Mavefornemmelsen fortæller mig, at det er tid til at søge hjem – til venner, veninder, familie, lejlighed og ikke mindst den danske sommer som allerbedst nydes i verdens bedste by København. Jeg har derfor bestilt et fly hjem til Danmark og lander i Kastrup onsdag eftermiddag. Og jeg glæder mig helt ind i mine knogler til at dele krammere ud til alle enhver – ih hvor jeg savner jer alle ❤️
Udgivet i Danmark | Tagget , , | Skriv en kommentar

Læs selv: Jeg kan ikke gøre for det – det er mine geners skyld! 

http://ekstrabladet.dk/ferie/er-rejselyst-genetisk-bestemt/5490589

  

🌍 Live large – travel light 🌍

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Kuala Lumpur – Malaysia

Petronas Tower by day

Petronas Tower by day

Da mit visum i Indonesien kun tillod mig 30 dages ophold maette jeg lave en lille escape til Malaysia baade for ikke (endnu engang, som det skete i Thailand) at overskride mit ophold, men ogsaa for at jeg kunne faa mine 30 dages ophold paa Filipinerne til at passe med at vi vil ankomme til Hong Kong omkring 1. april. Kuala Lumpur er en super hightech by og de store shoppingcentre ligger side om side. Byen har ikke det store at byde paa udover selvfolgelig shopping og et par dage er nok til at opleve byens sevaerdigheder herunder China Town, Little India, Petronas Towers (som fra 1994 til 2004 var verdens hoejeste bygning, men er dog stadig verdens hoejeste twintower bygning). Jeg boede paa et fedt hostel, og laerte hurtigt nogle cool mennesker at kende. Endte dog ogsaa paa en arrangeret pubcrawling med alt hvad der dertil hoerer af gimmicks > klistermaerke paa troejen paafoert navn og land, en guide med flag og kaempe megafon der konstant opfordrede til at bunde oel eller tage (endnu) en shot, oelstafet og kuponer der gav rabat paa oel og drinks i de barer vi besogte. Hvor kikset det end lyder, saa var det et brag af en aften og vi festede til den lyse morgen. Aften faldt sammen med fejringen af det kinesiske nytaar, hvorfor gaden paa et tidspunkt blev forvandlet til et inforno af fyrvaerkeri og kanonslag, der blev antaendt med dominoeffekt og gaden var et stort flammehav af eksplosioner, der ingen ende ville tage.

Der var da ogsaa meget fedt at opleve en fuldstaendig civiliseret by et par dage, men saa var det ogsaa nok. Derfor var det med stor forventning og glaede at jeg boardede mit fly, der skulle bringe mig til Filipinerne, hvor jeg i Puerto Galero paamoenstrede  MS Anaconda  sammen med 4 andre gaster. Dette sejlereventyr befinder jeg mig midt i nu og det er helt fantastisk. Men meget mere om det i naeste post, naar jeg engang er ankommet til Hong Kong om en uges tid.

Petronas Tower by day

Petronas Tower by day

image

Chinatown

Chinatown

Pancake man

Pancake man

Little India

Little India

Hindu temple

Hindu temple

image image image image image

Muslim men hanging out

Muslim men hanging out

Colonial buildings from the dutch period

Colonial buildings from the dutch period

One more to steal! Had a cosy afternoon in one of KL's parks chatting with an iranian family, who  were on vacation with their too cute little daughter

One more to steal! Had a cosy afternoon in one of KL’s parks chatting with an iranian family, who were on vacation with their too cute little daughter

Father and daughter

Father and daughter

image

Citylife - a good mix of everything

Citylife – a good mix of everything

image

Photos of famous Malaysian actors taken from the cinema walls

Photos of famous Malaysian actors taken from the cinema walls

image

I've never seen a city like that plastered with enormous malls!

I’ve never seen a city like that plastered with enormous malls!

Petronas Tower by night

Petronas Tower by night

All by my self....tralala - KL Airport waiting for my departure to Manila, Philippines

All by my self….tralala – KL Airport waiting for my departure to Manila, Philippines – Good night

image

Udgivet i Malaysia | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Volcaniac

image         image

Efter mit sidste vulkanbesøg hersker der slet ikke tvivl om, at jeg må have mere vulkan – de er simpelthen for vilde sådan nogle banditter. De er nu også svære at undgå i dette vulkanland og uanset hvor jeg har været i Indonesien, har en vulkan majestætisk tronet sig op i horisonten. Det er perfekt, for så kan jeg altid nogenlunde pejle efter en vulkantop, når jeg bevæger mig rundt i byerne. Naturen er en spøjs skabning. Ofte fascineres og forundres jeg over, hvordan Moder Jord er i stand til at kreere så smukke værker. Det kan umuligt være tilfældighedernes spil, når naturen viser sig fra sin smukkeste side. Naturoplevelserne er dem, der fylder mest i mit oplevelsesbibliotek. Sådan har det altid været. Det er dem, der popper op i min hukommelse, når jeg tænker tilbage på højdepunkterne på mine rejser. Naturen får mig til at slappe af, trække vejret og giver mig en ro, der er svær at finde andre steder. I virkeligheden tror jeg, det er noget basalt, der er i os alle. Vi er en del af naturen og naturen er en del af os. Da jeg var barn var vi ofte på skovtur, ud at cykle med picnickurven eller på højskole med friluftsaktiviteter. Dengang tænkte jeg nogle gange, at det var øv vi ikke skulle i Lalandia eller på charter, men den dag i dag er taknemmelig for, at min familie og i særdeleshed min mor har givet mig glæden ved og påskønnelsen af naturen med som en gave i bagagen. TAK MOR Kyssende ansigt med lukkede øjne

Mt. Bromos krater

Mt. Bromos krater

Mt. Bromos kraterkant

Mt. Bromos kraterkant

Selvsagt skal jeg derfor også opleve Mt. Bromo – en relativ aktiv vulkan, der sidst var i udbrud i 2004. Vulkanen er smukt omringet af et grønt plateau og et golt, bart landskab. Den lille by Cemoro Lawang, udgør min base for vulkanbesøget, hvorfra udsigten til herlighederne og synet af det spektakulære landskab ganske enkelt er fantastisk.

Efter jeg har brugt en dags tid på at udforske vulkanen, får jeg mulighed for at køre afsted i jeep gennem vulkanplauteuet ad et mudret spor for at nå en større by et par timers kørsel væk. På begge sider af jeepen forsvinder de frodige nærmest lodrette klippeskråninger ned i intetheden. Det er mig ubegribeligt, hvordan det lader sig gøre at dyrke jorden her, og efter min overbevisning må der smutte et par arbejdere i ny og næ.

Et lille kaffestop på vej til vulkanen

Et lille kaffestop på vej til vulkanen

image

Making friends

Making friends

image image

Cemero Lawang

Cemero Lawang

Udsmykning paa husene

Udsmykning paa husene

Hvis man ser godt efter kan man til venstre paa plateuet se Cemero Lawang, hvor jeg overnattede. Det giver ligeledes en ide om maalestoksforhold

Hvis man ser godt efter kan man til venstre paa plateuet se Cemero Lawang, hvor jeg overnattede. Det giver ligeledes en ide om maalestoksforhold

Mt. Bromo, volcano

Mt. Bromo, volcano

Min motorcykelchauffør, som kørte mig op til udsigtspunktet - kl. er her 7 om morgenen og vejret viser sig fra sin bedste side

Min motorcykelchauffør, som kørte mig op til udsigtspunktet – kl. er her 7 om morgenen og vejret viser sig fra sin bedste side

Med jeep igennem plateauet, noget dyrere end med bussen samme vej retur som jeg kom fra, men hele turen værd. Kørte oppe på et pas, hvor der gik stejle skråninger ned på begge sider

Med jeep igennem plateauet, noget dyrere end med bussen samme vej retur som jeg kom fra, men hele turen værd. Kørte oppe på et pas, hvor der gik stejle skråninger ned på begge sider

 

Chang fra Danmark - fishmarket

Chang fra Danmark – fishmarket

I Malang bor jeg på et hostel, som er bygget på taget af et hotel. Her møder jeg Yolanda, som studerer turisme og derfor er i praktik på hostellet. Hun tager mig med rundt og viser mig byen, og vi har en super god dag sammen. Yderligere tænker jeg, at Yolanda må være den rette at alliere mig med i henhold til mine tidligere mislykkede forsøg på at opdrive tamponer i denne bys supermarkeder og kiosker. Efter en længere introduktion til tamponens funktion og anvendelse er Yolanda stadig ikke helt sikker på de dersens tingester, men mener, at apoteket må være stedet. På,apoteket forklarer Yolanda den mandlige ekspedient, hvad jeg søger, og efter hendes ivrige fagter med hænder og fingre at dømme, må der mere end bare ord til at forklare, hvad jeg søger. Manden vil nu se en sådan dims, og lidt pinlig berørt finder jeg en frem fra tasken. Manden tager den nu i hånden, løfter den op i strakt arm og betragter den nu med en blanding af forundring og bekymring. Yderligere to mandlige ekspedienter kommer nu til. Der diskuteres på kryds og tværs og synet af fire mennesker, der alle stirrer på min tampon, som var det stjernen i toppen af juletræet, er total komisk. Den ene ekspedient begynder nu at fnise teenageagtigt og forsvinder væk ud i baglokalet. Nu begynder det at blive pinligt for mig og ikke mindst min tampon. Jeg snupper den ud af hånden på ekspedienten, siger pænt tak – lunter ud af apoteket og må endnu engang konstatere, at jeg heller ikke her har heldet med mig.

Lotusflower

Lotusflower

image image

Solopgang over Malang. Udsigten fra mit hostel, som ret cool var lavet af små bambushytter bygget på taget af et hotel.

Solopgang over Malang. Udsigten fra mit hostel, som ret cool var lavet af små bambushytter bygget på taget af et hotel.

Birdmarket

Birdmarket

 

Advocado and dragonfruit

Advocado and dragonfruit

Kinesisk tempel

Kinesisk tempel

Naptime

Naptime

Peace out

Peace out

På motorbiketur ud i bjergene med min canadiske ven Alex. Mens alt stadig var nogenlunde fryd og gammen...

På motorbiketur ud i bjergene med min canadiske ven Alex. Mens alt stadig var nogenlunde fryd og gammen…

Alex, som netop er ankommet til Java som første destination efter et langt arbejdsophold i Australien, møder jeg på mit hostel og overbeviser ham om, at vi kan lave en fed tur på scooter ud til en lille bjergby, hvor vi kan besøge et vandfald og varme kilder. Alex er med på ideen og vi sætter afsted næste morgen. Jeg kører med Alex bagpå og det går forrygende. Vi har en super dag og spiser kødbollesuppe på et lille gadekøkken vi passerer forbi på vejen. Alex spiller kort med mændende, som ser ud til at have siddet her et helt liv og ikke foretaget sig andet. Om eftermiddagen åbner himlen sig og det står ned i lårtykke stråler. Eftersom vi allerede er gennemblødte og stadig har to timer tilbage på scooteren, øger jeg nok ubevidst farten for at komme hurtigere hjem. På et tidspunkt passerer vi en bakketop og scooteren accelererer ned af bakken. Forude kan jeg se et stort hul i vejen og forsøger at undvige. Med regnen, små sten på vejen, accelerationen, Alex bagpå og mit urutinerede forsøg på at bremse og undvige samtidig er det en absolut uheldig cocktail. Vi crasher og kastes begge over i modsatte vejbane. Gud, Buddha, Bob Marley eller en helt fjerde må have holdt hånden over os, for på netop dette eneste tidspunkt, er der ingen modkørende biler på vejen. Nogle lokale hører styrtet og kommer lynhurtigt til og får scooteren og de to sårede scootervandalister trukket væk fra vejen. Efter vi kommer til os selv igen og konstaterer at intet er brækket eller det der er værre, arrangerer vi en truck, der kan kører scooteren og os begge hjem. Jeg har så dårlig samvittighed overfor Alex, som på hans allerførste dag af hans rejse nu kan se sig selv dekoreret med dybe hudafskrabninger på kroppen. Udover det er hans mobil også smadret, men han tager det hele overdrevent pænt g overbærende. Selvom vi stadig er chokket på vej i trucken, får vi en time til at gå med at udfordre hinanden i “verdens flag”. På trods af den lommepapirs-blodindsmurte situation får vi nogle syge grineflip, som chaufføren velsagtens er meget uforstående overfor. Qua den uheldige situation og det knap så pyntelige ydre, er vi nu i samme båd. Vi beslutter at fortsætte vores rejse sammen et par dage, mens vi restituerer og fordøjer oplevelsen. Styrtet var ene og alene min skyld og jeg har i den grad fået mig en lærestreg. Som en (meget) sød fyr, jeg kender, sagde: “good decisions come from experience, experience comes from bad decisions”. En lektie lært – en erfaring rigere!

Alex fra Canada

Alex fra Canada

 

Marked i Yogyakarta

Marked i Yogyakarta

Vegetarisk frisk fra gaden - 2,5 kr.

Vegetarisk frisk fra gaden – 2,5 kr.

image image image image

Borobodur tempel kl. 7 om morgenen

Borobodur tempel kl. 7 om morgenen

Borobodur tempel, sunrise

Borobodur tempel, sunrise

image image image

Borobodur Buddhist Temple at 7 am

Borobodur Buddhist Temple at 7 am

image IMG_2522 IMG_2572 IMG_2576-0 IMG_2571-0 IMG_2574-0

Yogyakarta, morningtrafic

Yogyakarta, morningtrafic

IMG_2572-0

Med jeep igennem plateauet, noget dyrere end med bussen samme vej retur som jeg kom fra, men hele turen værd. Kørte oppe på et pas, hvor der gik stejle skråninger ned på begge sider

Med jeep igennem plateauet, noget dyrere end med bussen samme vej retur som jeg kom fra, men hele turen værd. Kørte oppe på et pas, hvor der gik stejle skråninger ned på begge sider

Live large – travel light

Line

Udgivet i Indonesien | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

🌋 Lava på Java 🌋

image

Efter smukke men noget turistede Bali fortsætter jeg min rejse vestover mod Java. Øen er verdens tættestbefolkede ø med ikke mindre end 135 millioner indbyggere på et areal svarende til 3 x Danmarks størrelse. Til forskel fra Bali (hindu), er Java muslimsk. Jeg mærker straks overgangen efter kun en times sejllads med færgen. Nu kan jeg med mere ro i sindet bevæge mig rundt udendørs uden frygt for i tide og utide at komme til at sparke til offergaverne, som hinduerne overalt placerer på fortovene udenfor deres huse og butikker.

Her er livlige farverige moskeer og husene er dekoreret i et mix af alverdens farver og fint pyntet med potteplanter. På hvert et gadehjørne hænger rickshawch-chauffører ud på deres gamle rustne, men dog bedårende cykeltaxaer i håb om at få passagerer på krogen. Kvinderne bærer oftest tørklæde, og er klædt i mønstret farverigt tøj – særlig udbredt er batik, som er en udviklet tøjtrykketeknik her på Java

image

Festlig selvskab med rickshaw-chaufførerne. De insisterede på et selfie. Efter en del fejlslagne forsøg lykkedes det

Festlig selvskab med rickshaw-chaufførerne. De insisterede på et selfie. Efter en del fejlslagne forsøg lykkedes det

🍌🍌🍌 Køb bananer - køb bananer - køb bananer her hos mig 🍌🍌🍌

🍌🍌🍌 Køb bananer – køb bananer – køb bananer her hos mig 🍌🍌🍌

✌️ PEACE ✌️

✌️ PEACE ✌️

image

Kvalitetskontrol af byens bager – ganske udmærket 👍

image image

Java er lig med vulkaner. Det er perfekt! Efter en lang periode med grønne landskaber, jungle, palmer og hvide sandstrande er det tid til noget rå, barsk natur. Da det ikke er muligt selv at arrangere transport til vulkanen Ijen, som huser verdens største svovl-kratersø, booker jeg en arrangeret tur. Vi aftaler afhentning kl. 2 om morgenen, så jeg kan nå toppen af vulkanen til solopgang. Vand, pandelampe og kamera pakkes – jeg er super klar til vulkantrek! Efter et par timers søvn står jeg søvndrukken skoleret foran mit B&B sharp kl. 2. Med ingen jeep i sigte går det op for mig, at der er en times forskel mellem Bali og Java. Super – men nu jeg er oppe, kan jeg da ligeså godt få syet det irriterende hul i mine bukser.

Toppen af vulkanen, med udsigt ned til kratersøen

Toppen af vulkanen, med udsigt ned til kratersøen

image

I nattens mulm og mørke kæmper vi os op ad vulkanens kratervæg via den stejle og glatte sti. I takt med at solen så småt lyser krateret op, når vi vulkanens top. De brune kratervægge gør synet af den turkisblå svovlsø omend mere spetakulært. Luften er tyk af røg fra svovlen og det bliver kun værre, jo længere vi begiver os ned mod bunden. Det kradser og stikker i lunger og hals, og nu forstår jeg, hvorfor vores chauffør insisterede på, at vi tog gasmaskerne med os.

Svovlen bruges bla. i fremstillingen af makeup – skræmmende. Men jeg tror dog ikke det får mig til at ligge mascaraen på hylden.

Svovlen overhældes med vand, så det forstener. Herefter skæres det ud i blokke, og arbejderne kan herefter fylde deres bumbuskurve op med svovlen

Svovlen overhældes med vand, så det forstener. Herefter skæres det ud i blokke, og arbejderne kan herefter fylde deres bumbuskurve op med svovlen

Jeg er ikke engang halvvejs nede, men er allerede helt færdig og hiver efter vejret gennem min gasmaske. Mens jeg holder hvil betragter jeg de stærke og svedende arbejdere, som tager denne tur to gange dagligt med ca. 80 kg. på ryggen. En arbejder tjener, hvad der svarer til 7 $ pr. tur. Flere hoster og sprutter imens de i småløber ned af den stejle sti med dagens første portion svovl. Jeg deler mine Oreo-kiks med arbejderne, som jeg falder i snak med, imens jeg tænker, at verden nogle gange er dybt uretfærdig. At nogle mennesker er tvunget til at udføre et så krævende og risikofyldt arbejde for at tjene til dagen og vejen er skræmmende, selvom jeg godt ved, at det desværre forholder sig sådan mange steder i verden. Endnu engang på min rejse kan jeg konstatere, at vi er utrolig priviligerede og heldige i Danmark. Mit arbejde med forebyggelse af arbejdsskader  i forskellige virksomheder i Danmark falder totalt til jorden. Jeg hjælper folk med at holde rigtig på en mus, så de ikke får ondt i pegefingeren, justerer lidt på deres 5.000 kr.’s stol og “mon ikke også du lige bør få tjekket op på synet hos optikeren”. Arbejderne bærer 80 KG! på ryggen i en bumbuskurv! op og ned fra en vulkan! iført flipflops! og et klæde for munden eller slet ingenting! Kontrasten er ubeskrivelig.

Selvom synet og oplevelsen af vulkanen, krateret og søen er stor, bliver jeg trist på vej ned. Vi møder vores jeep-chauffør og sætter afsted mod byen. Inden jeg dejser omkuld af træthed på bagsædet, tænker jeg på arbejderne, som nu for anden gang idag er på vej efter endnu en portion svovl.

Arbejderne på vej op fra krateret

Arbejderne på vej op fra krateret. Helt nede ved breden af søen kan man se et par mennesker – bare lige for at give en ide om målestoksforhold 💡

Den smukke Ijen kratersø

Den smukke Ijen kratersø

Afsted i "Bemo" - en slags minibusser

Afsted i “Bemo” – en slags minibusser

Efter et par timers søvn bevæger jeg mig ud i byen inden jeg skal med mit tog videre vestover. Det er tydeligvis ikke mange turister, der kommer forbi her, og pludselig er det mig, der er “attraktionen”. Folk er ovenud venlige. Alle vil snakke, tage billeder og høre hvad jeg er for én. “Hey, det er mig der er turist – det er mig, der skal tage billeder af jer, og ikke omvendt.” Jeg må mindst være at finde i de første 20 indonesiske fotoalbums efter at være ankommet på Java. Det er sjovt og jeg kan mærke, at den oprigtige og i virkeligheden meget basale rejseglæde ved at opleve livet, det autentiske, menneskene og dagligdagen på gaden giver mig en fantastisk tilfredsstillelse. Det er fedt og jeg bliver simpelthen så glad ind i sulet af alle de smil og hilsner, jeg mødes med overalt.

Birdmarket

Birdmarket

Rambutang-warung, yummiiii. 2,5 kr. pr. kilo 👍

Rambutang-warung, yummiiii. 2,5 kr. pr. kilo 👍

image image

"Warungs" ses overalt, gadekøkkener

“Warungs” ses overalt, gadekøkkener

image image image image image image

Batiktryk

Batiktryk

/Line

🌸 LIVE LARGE – TRAVEL LIGHT 🌸

Udgivet i Indonesien | Tagget , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Bali – I røg og damp

IMG_2307

Inden jeg hoppede i mit 7-dages meditationsretreat ville jeg bestille en flybillet. Jeg havde Indonesien i tankerne men eftersom det er et land med over 17.000 øer, var det absolut ikke nogen gavn i udvælgelsesprocessen. Jeg må have andre parametre i spil, og søgte på billigste flybillet fra Thailand til Indonesien. Pilen ramte Bali – bestil – uden de store overvejelser.

Dagen efter at være lukket ud af min fuglekasse i retreatet flyver jeg derfor til Bali – en ø beboet af hinduer til forskel fra resten af det ellers muslimske Indonesien. De tydelige hinduistiske kendetegn ses overalt med offergaver, røgelse, blomster, farverige klæder og husaltre. Selvom øen i høj grad er præget af turismen, er det en autentisk oplevelse at køre rundt mellem rismarkerne og småbyerne på scooter. Det handler i bund og grund om at komme væk fra turistmekkaet, så er der masser af ægte liv at opleve og ikke desto mindre den ovenud venlige lokalbefolkning.

IMG_2278

The Yoga Barn, Ubud, hvor jeg i en uge nød godt af daglig yoga

IMG_2275

Nicheforretning – fjernbetjeninger!

IMG_2277

The Yoga barn, Ubud

IMG_2282

Mere nichebeskæftigelse – nu guldfisk! I mean…Why not? Man ved aldrig hvornår man lige står og mangler en slørhale…

IMG_2286

IMG_2284

Skør japaner spiller på blad…

IMG_2283

Havepynt i mit skønne homestay i Ubud. Hey piger, det der med at proppe en blomste i øret skal man altså holde sig langt væk fra…bare et godt råd…

IMG_2287

IMG_2288

IMG_2292

Alle huse og haver på Bali er pyntet med alverdens ting og sager

IMG_2298-0

IMG_2294-0

IMG_2297-0

IMG_2296-0

IMG_2302

Streetfood – always very yummiiii….and cheap as well ☺️

IMG_2300

Indgangen til mit homestay i Ubud blev hver morgen dekoreret med friske blomster. Ligeledes blev der placeret røgelse, blomster, ris, kiks, cigaretter rundt omkring i haven på små husaltre. De små bananbladebakker med offergaver ses foran alle huse og butikker

IMG_2309

IMG_2303

IMG_2314

IMG_2310

IMG_2316

IMG_2312

IMG_2317

IMG_2325

IMG_2322

YEAAAH – nu skal jeg i tempel!

IMG_2323

Nåh – det sku jeg så ik! 😟

IMG_2329

IMG_2330

IMG_2326

Festival

IMG_2334

IMG_2336

IMG_2335

IMG_2338

IMG_2346

IMG_2339

Mere rismarkespam

IMG_2344

IMG_2341

IMG_2347

Vulkan i baggrunden…more to come on next post!

IMG_2355

Gili Islands

IMG_2349

IMG_2353

Må jeg tage dig med hjem i min backpack? De sødeste børn her på Bali…

IMG_2360

IMG_2358

IMG_2362

IMG_2359

IMG_2377

2 x dyk på revene omkring Menjangan, nordvest Bali. Ikke så mange store fisk, men super flotte koraller 

IMG_2375

Med min størrelse fylder jeg 2 sæder, og må sidde med upassende spredte ben for at kan være der. Foran mig har jeg så 5 bakker med kyllinger, som fylder bemoen med en skøn dunst af fjerkræ og kyllingeprut.

IMG_2363

IMG_2384

Med færge til Java

Live large – travel light 😎

/L

Udgivet i Indonesien | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

🙊 SHHHH – her mediteres 🙊

Dong……dong……dong….dooooong……dong, dong, dong!
Lyden fra en fjern klokke vækker mig under det store myggenet. Her er ingen ure, men jeg ved, at klokken er 4.30, når klokken lyder til dagens første meditationssession. Jeg har frivilligt sagt ja til at deltage i et uges meditationsretreat – ingen snak, ingen bøger, ingen musik, ingen ipad, ingen kuglepen, ingen ur, ingen spejl, ingenting udover få basale fornødenheder.

Det er stadig mørkt udenfor og kun et uvenligt lys fra nogle pærer i loftet lyser sovesalen op. Ialt 50 kvinder har indlogeret sig her på Hotel Stilhed. Jeg iklæder mig mine lyserøde bohemebukser, der dækker knæene og en skjorte, der ligeledes dækker skuldrene. Tøjet føles lidt klamt efter natten. Fugten fra junglen, som omkranser meditationscentret har i løbet af natten sneget sig ind gennem de åbentstående vinduer. Tilsyneladende har nakke, skuldre og ryg har endnu ikke tilvænnet sig det hårde træunderlag med en millimetertynd bambusmaatte, som topmadras. Mest af alt minder hver vores 3 kvm. privatliv om en af de fuglekasser, man lavede i sløjd i folkeskolen. Når jeg ligger i kassen omhyllet af myggenettet, er det som at have sin egen lille private rede i den ellers ret offentlige sovesal. På førstedagen har vi fået udleveret tæpper og en hovedpude lavet i træ. Det lader til, at de fleste mig selv inklusive ikke vurderer en oppustelig hovedpude, hættetrøje, toiletrulle eller håndklæde som stridende mod reglementet om “not to sleep in luxourios beds”. Mine varmeste tanker gaar til mine veninder som i fødselsdagsgave gav mig bl.a denne oppustelig hovedpude, som adskillige gange har reddet min nattesøvn paa denne rejse. At munkene rent faktisk sover så spartansk 365 dage om året forklarer meget godt, hvordan de kan klare sig med kun 4 timers søvn i døgnet.

IMG_2181

IMG_2124

IMG_2129

På førstedagen har jeg invilget i at være morgenoplæser på denne 5. dag i retreatet. Assisteret af min lille lygte går jeg gennem mørket de knap 100 trin op til meditationhallen, hvorfra den frodige jungle udgør udsigten på den ene side og havet den anden. Et gul stearinlys forrest i hallen oplyser svagt de lotussiddende skikkelser siddende på hver sin gule meditationspude på gulvet – kvinderne i højre side, mændende i venstre. Barfodet går jeg mod den lille forhøjede platform og tager plads med front mod skikkelserne. På min venstre side ligeledes på en forhøjning har to munke taget plads. De er klædt i orange munkeklæder og alt hår på hovedet er fjernet. På bordet foran mig står et ur. Da klokken slår fem tænder jeg den lille lampe, slår tre gange på klokken, tænder mikrofonen og starter morgenlæsningen.

IMG_2173

IMG_2171

Morgenlæsning er disse omgivelser – i mørket, et fredfyldt øjeblik for mig. Jeg nyder den daglige oplæsning, som omhandler buddhismen og meditation, men i relation til det verdslige liv. Mit skriv “Inner Vigilance” (indre årvågenhed), skrevet af en munk i 60-erne afsluttes således: “Do good, refrain from doing evil, be mindfull. Quite a basic message.”

Jeg slår igen tre gange på klokken, slukker lampen og bevæger mig ned på min gule pude. Til lydene af kvækkende frøer, cikader, kvidrende fugle og geckoer mediteres solen op, som stille og rolig viser livstegn fra sig ude i horisonten.

IMG_2182

Efter 5 kvarters yoga og yderligere en halv times meditation, bevæger vi os i stilhed ned til morgenmad. Først når alle har taget mad, sat sig til rette og vi sammen har oplæst vores foodreflection, kan vi begynde at spise. Udover morgenmad får vi serveret frokost kl.11.30 og te eller varm kakao om aften. Når man lever under disse buddhistiske leveregler, må man ikke indtage fast føde efter kl. 12. De to måltider vi får serveret er vegetariske og på førstedagen er jeg overbevist om, at med min madglæde og appetit, vil sulten være min største udfordring ugen igennem. Det viser sig imidlertid ikke at være noget problem, men når jeg vågner om morgenen ser jeg da frem til morgenmaden 😉 Jo vist.

IMG_2176

IMG_2134

Der er daglige pligter, vi hver især skal gøre efter morgenmaden. Sammen med 3 andre skal jeg feje i meditationshallen. Selvom vi ikke kan tale sammen organiserer vi fejningen. På en mærkelig måde er det afslappende ikke at skulle tale med nogen. Stilheden og monologerne, der spontant opstår inde i mit hoved affinder jeg mig ganske fint med. Dog er jeg ret nysgerrig på hvem de andre er, hvor de er fra og hvor gamle de er. Men mest af alt har jeg lyst til at hilse på de to piger, der sover i hver sin fuglekasse ved siden af mig.

Inden frokost er der dhammatalk – undervisning i buddhismen og meditationsteknik. En af munkens helt klare pointer med meditationen er “BE PATIENT!” (vær tålmodig!). Munken, som underviser ligner til forveksling Walter White fra Breaking Bad i hans periode uden hår. Jeg får billeder i mit hoved af munken der står i campingvognen og koger methamfetamin – “OMB! (Oh my Buddha), billeder i hovedet gå væk! Jeg må ikke lave dårlig karma nu!”

IMG_2172

Når man mediterer forsøger man at cleare sindet. Forsøger at sætte den mentale tankestrøm på stand-by – være tilstede med hvad der nu engang er. Til at opnå denne tilstand bruger man vejrtrækningen som fokus. På den måde får sindet mulighed for at slappe af og lade op. Som når vi ligger os i sofaen med benene op og slapper af i vores krop – en mental morfar, kan man vel godt kalde det. Meditation eller mindfullness er derfor i sin natur en meget simpel teknik, som alle forholdsvis nemt kan kaste sig over og få glæde af. Meditation kan reducere stress, øge livsglæde, skabe følelse af harmoni og balance, give øget velvære i kroppen samt skabe mere nærvær og opmærksomhed. Min egen lille beskrivelse her er på ingen måder fyldestgørende – følgende link forklarer, meget bedre meditation eller mindfullness, som vi kalder det i vesten. http://meditationsguide.dk

IMG_2169

De første par dage kæmper jeg gevaldigt med meditationen. Jeg er langt fra PATIENT, som munken har rådet mig til. Jeg VIL gerne meditere. Jeg VIL gerne kunne fokusere mere end tre vejrtrækninger på mit åndedræt inden jeg enten falder i søvn (forestil jer headbanging i slowmotion) eller tankerne overtager mit sind. Min “monkeymind” som det kaldes i denne sammenhæng, vil meget hellere anlægge krydderurtehave, bage brunsviger og overveje hvilken træsort gulvet mon er lavet af, når nu det kan have så fin en mørkebrun glød. Hvis dagens disciplin hedder dagdrømmeri, så tager jeg helt klart prisen! Gamle minder fra folkeskolen, håndboldtiden og om fremtiden skyder op som paddehatte i mit sind. Når mine tanker rent faktisk når min bevidsthed, forsøger jeg igen at fokusere på åndedrættet, men der går ikke længe inden tankerne igen overtager. Jeg overraskes og forundres over, hvor meget kontrol sindet har over vores tanker – både dem der giver mening og dem der er helt ved siden af. På 3. dagen opgiver jeg mere eller mindre og overgiver mig 100% til mine tanker – det er faktisk blevet ret underholdende med alle de tossetanker. Jeg har på en måde mere eller mindre accepteret mit monkeymind med det resultat, at jeg ikke længere forcerer meditationen. En slags ubevidst tålmodighed, som munken har rådet. På 4 dagen til morgenmeditationen sker der pludselig noget uforudset. Jeg oplever en halv time, hvor tankerne er forduftet, hvorhen ved jeg ikke, men de pusler i hvert fald ikke på samme måde i mit sind og en halv time går med ren fokus på åndedrættet. Efterfølgende er jeg vandvittig afslappet, ikke bare i min krop men helt ind i kernen af min monkeymind 🐒

Resten af dagen og aften går med skiftevis siddende, stående og gående meditation, kun afbrudt af en halv times chanting, hvor vi halvsyngende i kor reciterer buddhistiske skrifter på pali.
Desuden har vi en halv times love-and-kindness meditation, hvor man på skift sender kærlighed og venlighed til sig selv, mennesker der står en nært, folk man ikke holder af samt tilfældige mennesker som f.eks. flaskedrengen i Døgnnetto på Godthåbsvej.

De fysiske rammer i retreatet er meget spartanske også hvad angår toilet og badeforhold. Udenfor toiletdøren hænger følgende opfordring:

IMG_2127

IMG_2175

Jeg er generelt rimelig large ift. at leve primitivt, og gør hvad jeg kan for at indordne mig retreatets regler. Men uanset hvor godt maden smagte, da den endnu havde struktur og fast konsistens, så ligger det mig fjernt på sinde ligefrem at kvitte toiletpapiret.

For at kunne fordybe sig i den intensive meditation foregår retreatet i total stilhed. Ligeledes bør øjenkontakt undgåes. Det forekommer mig overraskende nemt og samtidig befriende at være SÅ stille. Selvom vi ikke er i stand til at kommunikere med hinanden, så opstår der alligevel en form for samhørighed og gruppefællesskab.

IMG_2177

På 6. dag skal vi på tur med munkene. I store jeeps transporteres vi fra retreatet, som ligger oppe i 1500 m. højde, ud til stranden til en munks niece, som for nyligt har mistet sin søn i et trafikuheld. Her mediterer vi til ære for sønnen og sender love-and-kindness til niecen, der efterfølgende meget bevæget og tårevædet takker for vores støtte.

Efter morgenmeditationen den 7. dag takker den ledende munk for vores deltagelse i retreatet. Det sidste stille måltid indtages og retreatet slutter. Eftersom retreatet er 100% gratis, kan man give en donation, således fremtidige deltagere har mulighed for en uges fordybelse i retreat, ligesom de tidligere deltagere via deres donationer har muliggjort denne oplevelse for os. Jeg hilser på mine naboer i sovesalen, på venstre side en russer og på højre en spanier. Desuden tager jeg mit ur på, og ser jeg mig selv i et spejl efter 7 dages afholdenhed. “Tjoo, jeg ligner godt nok, men kinderne er vist svundet lidt i omkreds. Det manglede det bare!”

IMG_2133

Alle er her med vidt forskellig baggrund og nogle er mere dedikeret til det spirituelle liv end andre. Men størstedelen er ligesom jeg nysgerrig på denne verden og er primært kommet for oplevelsens skyld samt muligheden for at udvikle sin meditation.

En vild og anderledes oplevelse jeg for altid vil tænke tilbage på.

Om jeg vil gøre det igen? JA! Men der går nok lige et års tid 😉Det er en enestående mulighed for at hive stikket ud, logge af og fordybe sig i “at være”. Desuden har det været en oplevelse at leve så simpelt i en uge, og få en snæver ide om hvordan munkene rent faktisk lever deres liv. Mit ønske for et fremtidigt retreat, er at kunne gøre det sammen med en, så man efterfølgende kan reflektere og dele sine oplevelser med hinanden.

Vil jeg opfordre andre til at gøre det? JA! Men man skal grundigt overveje inden, hvad man går ind til 🙏 Det er ikke en badeferie!

http://dipabhavan.weebly.com

DAILY SCHEDULE
04.30 Wake up
05.00 Morning Reading
05.15 Sitting meditation
05.45 Yoga / Exercise
07.00 Sitting meditation
07.30 Breakfast & Chores
09.30 Dhamma talk
10.30 Walking or standing meditation
11.00 Sitting meditation
11.30 Lunch & chores
14.00 Meditation instruction and Sitting meditation
15.00 Walking or standing meditation
15.30 Sitting meditation
16.00 Walking or standing meditation
16.30 Chanting & Loving Kindness meditation
17.30 Tea
19.30 Sitting meditation
20.00 Group walking meditation
20.30 Sitting meditation
21.00 Bedtime
21.30 LIGHTS OUT

🙏 LIVE LARGE – TRAVEL LIGHT 🙏

IMG_2130

IMG_2167

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

🔋 Opladning 🔋

2015/01/img_2110.jpg

Bottle beach, Koh Phangan

For mentalt at lade op til mit 7-dages meditationsretreat i total stilhed tager jeg til en stille strand på øen Koh Phangan, hvor de vilde fuldmånefester med mere end 10.000 deltagende finder sted. Denne gigantiske og tildels vanvittige strandfest oplevede jeg for 8 år siden, og selvom jeg absolut er en festabe, har jeg ikke behovet for endnu engang at opleve dette mekka af neon, sprutspande, ildshows, psykedelisk musik, og det der dertil hører. Desuden vil det også være mega dårlig karma at indlede et meditationsretreat med 2 dages tømmermænd og neonfarvet uafvaskelig maling i ansigtet! Jeg har jo tidligere i Myanmar erfaret karmaens kræfter ⚡️ Aften inden jeg indkvarterer mig på Hotel stilhed i 7 dage og dermed overgiver mig til et dagsprogram med adskillige timers meditation, læren herom og buddhismens grundliggende tanker, får jeg den ide, at der ikke er noget bedre tidspunkt end lige nu at få lavet en tatovering på ydersiden af læggen. Jeg skal jo hverken bade i havet eller opholde mig i solen! Hvad jeg ikke havde overvejet var, at man på buddhistisk vis mediterer i skrædderstilling og ikke siddende på en stol, som jeg har lært det på vesterlandsk maner. Meget mere om ubekvemme meditationsstillinger mm. i næste indlæg!

Lidt billeder fra min opladningsuge på Bottle Beach.

2015/01/img_2089.jpg

I silende regnvejr afsted ad mudrede veje gennem junglen mod Bottle beach

2015/01/img_2086.jpg

Spektakulær natur

2015/01/img_2103.jpg

Trekking til nabostranden Coconut beach gennem junglen

2015/01/img_2108.jpg

Fik en ny ven, som sov udenfor min bungalow hver nat og fulgte mig ned på stranden til yoga hver morgen. Det hjalp lidt på min hundefobi 😊

2015/01/img_2109.jpg

Efter en vild og stormfuld nat lignede stranden næste morgen en losseplads med opskyllede ting og sager. Det var ret skørt, at se hvor mange mærkelige ting man kunne finde. I særdeleshed flip flops og tandbørster lod til at være et hit. Eftersom jeg ikke havde så meget andet at fordrive tiden med, gik der lidt sport i at finde små plastic legetøjsdimser – her er bare et lille udvalg! Efter et par timer havde de lokale med hjælp fra turisterne fjernet alt og stranden var igen pæn.

2015/01/img_2112.jpg

Morgenyoga med Emily på stranden

2015/01/img_2115.jpg <a href=”https://friphugl.files.wordpress.com/2015/01/

2015/01/img_2094.jpg 2015/01/img_2091.jpg 2015/01/img_2107.jpg <a hr

2015/01/img_2097.jpg <a

2015/01/img_2117.jpg

Min burmesiske ven Teddy, som var tjener på Bottle beach forsøgte at lære mig kunsten at lave fireshow med roterende bolde i snore – der var hverken ild i boldene eller mig! Jeg var ren fiasko og gav op efter jeg 10. gang havde jongleret en tennisbold i hovedet af mig selv. Teddy pakker tasker på ladet af trucken. Farvel til Bottle beach.

2015/01/img_2121.jpg

Min søde veninde Lise Stenberg ville gerne have fornøjelsen af at more sig, over de udkast jeg selv havde lavet af min søskendetatovering. Heldigvis fik tatovøren og jeg i samarbejde fundet frem til et motiv, der var mine søskende værdig at placere på min krop. PS: Dette er den pæneste side af mine udkast – de andre sider får ikke lov at se. Den ydmygelse vil jeg gerne spare mig selv for…haha>2015/01/img_2118.jpg 2015/01/img_2079.jpg

Live large – travel light ✌️

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Et lille kløende myggestik – på motorcykel i Nordthailand

2015/01/img_1948.jpg

Efter 18 dage sammen tager jeg afsked med mor og Jens i lufthavnen. Det er en fornøjelse at kunne dele rejselivets glæder med mennesker, der står mig nært. Ligeledes at opleve den smittende begejstring, glæde og undren over de pudsigheder man unægteligt møder på sin vej gennem et fremmed land.

Jeg møder Esbjørn, som ankommer med samme fly som mor og Jens skal retur med. Esbjørn var ligeledes en del af besætningen på Oceanis i Grækenland, og vi skal nu opleve Thailands mere adventurous facetter sammen. Med en formodning om at Esbjørn er ligeså sej til at planlægge rejse, som han er til at trække et fejlplaceret anker 20 meter op fra havbunden med håndkraft, er det med fuld tillid, at jeg overdrager ansvaret for de næste 2 1/2 uges forløb til Esbjørn. Det kan kun blive godt! Første punkt på dagsorden bliver således 3 dage på motorcykel i Nordthailand. Ikke bare en lille pjatmotorcykel, men en ordentlig en af slagsen med masser af hestekræfter. Heldigvis har Esbjørn adskillige gange ferieret på motorcykel og kørt dirt-bike i Cambodjas jungle. Jeg føler mig i trygge hænder og glæder mig vildt til at opleve fra motorcyklens repos. Vi sætter afsted i vores seje bikerjakker og en hjelm, der ikke just gør noget godt for mine æblekinder.

2015/01/img_1937.jpg

2015/01/img_1931.jpg

2015/01/img_1935.jpg

2015/01/img_1932.jpg

På anden dagen beslutter vi os for at køre gennem en nationalpark. Efter GPS’en at vurdere, er vejene af nogenlunde standard, og bør derfor kunne føre os mere eller mindre forsvarligt gennem junglen. Dog bliver de før asfalterede veje efter en halv times kørsel erstattet af mindre grus-/ og mudderveje. Ud fra prikken på GPS’en at dømme befinder vi os et sted midt i intetheden, som Hr. Satellit øjensynligt ikke har kendskab til. De få mennesker vi møder på vores vej, hilser på en hvad-laver-I-helt-herude-i-ingenting-agtig måde. Vi hilser pænt retur, og tænker…yeahhh rock on!

2015/01/img_1901.jpg

2015/01/img_1938.jpg

2015/01/img_1940.jpg

2015/01/img_1939.jpg

Vi passerer gennem små landsbyer, hvor Bravo Tours gæster næppe dumper forbi på deres 14-dages rundrejse. I en lille flække indtages frokosten, som består af 2 x nudelsuppe og cola til den nette sum af 15 kr….ialt! I nogle af byerne bærer kvinderne ens (hvad der må være traditionelle) kjoler og børnene løber jublende efter motorcyklen. Hr. Satellit er imellemtiden kommet i godt humør igen, men viser os nu desværre, at vi er foruroligende langt væk fra nærmeste hovedvej. Det er blevet eftermiddag, benzinen er kørt godt i bund og vi er pludselig meget langt væk fra alting. Det vil være en alt for lang tur at køre samme vej retur, hvis vi har forhåbninger om, at nå ud af junglen inden solnedgang. Vi må fortsætte videre ad den nu nærmest ufremkommelige grusvej, der snirkler sig op og ned ad bjergsiderne. Flere gange passerer vi gennem små floder, som forvandler vejen til vandhuller. Ved de små floder kører Esbjørn igennem, inden jeg når at protestere (snedigt!). Dog får jeg lov at hoppe af og traske gennem vandet, når det ser for dybt og stenet ud. Som en anden koalabjørn klamrer mig fast til den yderst kompetente chauffør, og priser mig lykkelig for Esbjørns evner til at manøvre maskinen gennem dette vanvittige terræn.

2015/01/img_1941.jpg

2015/01/img_1942.jpg

Vi når et punkt, hvor vi ikke længere har hverken tid eller overskud til at stoppe for at nyde de smukke omgivelser. Når ikke øjnene er klistret til vejen for at forudsige næste udefrakommende ryk, forsøger jeg at mentalfotografere det idylliske landskab. Eftermiddagssolen, som snart går ned bag en bjergtop, kaster et flot gyldent skær over de kæmpe bjerge og klippeformationer, der troner op mellem den tæt begroede jungle. Majs og rismarkerne står gullige og halvvisne hen i kontrast til de frodige grønne omgivelser. I ny og næ passerer vi forbi primitive bambushytter, som giver os håb om, at den asfalterede vej og dermed vejen ud af junglen snart må vise sig.

2015/01/img_1947.jpg

2015/01/img_1944.jpg

Lige som solen dykker ned bag bjergene, når vi endelig vejen. Smuk, grå og forholdsvis lige asfalteret vej – helt uden vandhuller, sten, ral, kokasser og andre forhindringer, der vanskeliggør kørslen. Aldrig før har vi begge været så glade for at se asfalt. Lettere euforiske og lykkelige for ikke at skulle overnatte under et tilfældigt træ i junglen, sætter vi afsted de sidste 3 lange timer hjem til vores guesthouse.

2015/01/img_1948-0.jpg

2015/01/img_1950.jpg

At opleve naturen, de små landsbyer, de jublende børn og suset på motorcyklen har alle dannet ramme for denne helt igennem fede dag med masser af oplevelser og sanseindtryk. En dag jeg på ingen måder ville være foruden – også selvom situationen spidsede en smule til sidst på dagen. Igen må jeg nok bare erkende at ting ofte er sjovere, når de er lidt ude af komfortzonen. Det fede ved motorcyklen som transportmiddel er, at man kommer tættere på, selv bestemmer tempoet og kan gøre hold steder, man normalt ikke har mulighed for. Og så er de der hestekræfter da lidt for fede!

Som et lille kløende myggestik har tanken om at rejse Sydamerika rundt på motorcykel forplantet sig i mit stille sind.

2015/01/img_2049.jpg

2015/01/img_1952.jpg

I kjole og 40 kr.’s engangsstilletter og for Esbjørns vedkommende jakkesæt fejres nytåret i Bangkok med middag og udsigt over Bangkoks skyline. Til stor overraskelse og taknemmelighed klarer stilletterne (og den midlertidige ejermand) sig igennem nattens udskejelser på en fancy natklub, hvor det efter et par forsøg lykkes at entrere uden medlemskort.

2015/01/img_1958.jpg

2015/01/img_1955.jpg

2015/01/img_1963.jpg

De efterfølgende dage bruges på kitesurfingkursus, som jeg har fået i julegave af Esbjørn – lucky me 😄. Min optur over denne aktivitet kulminerer, da jeg sidste dag på kurset formår at sejle 15 meter afsted inden jeg og dragen pladask smadrer ned i vandet. Juhuu, nu skal der bare øves og så skal den drage, bræt og jeg nok blive gode venner✌️.

2015/01/img_1967.jpg

2015/01/img_1966.jpg

2015/01/img_1960.jpg

2015/01/img_1962.jpg

Kitesurfingkursus afløses af klatring på Railey tæt på Krabi, hvor jeg for 4 år siden første gang stiftede bekendtskab med klippeklatring. Klatrere på alle niveauer fra hele verden er tydelige at spotte med deres reb over skulderen og carabinbehængte seler. Nogle kommer her et par dage, uger eller for nogens vedkommende bliver hængende i flere måneder. Stemningen på Railey er fantastisk og som for alle her inklusive os går dagene sin gang: Spiser, klatrer, hænger ud, bader, soler, klatrer, spiser is, chillaxer og drikker øl i en af beach eller junglebarerne, hvor der til reggaetoner underholdes med slackliningtricks og fireshows om aften.

2015/01/img_1974.jpg

2015/01/img_1975.jpg

2015/01/img_1978.jpg

2015/01/img_1973.jpg

Efter 2 1/2 uge sammen er det vemodigt at tage afsked med en gut, der i allerhøjeste grad har bidraget til og været en del af nogle skønne og oplevelsesrige uger. Efter snart 5 intense rejsemåneder har det været befriende i en periode at være to til at tage beslutninger, overveje muligheder, komme med input, planlægge samt tage initiativ. Det fede ved Esbjørn er, at netop hans organisering-/ og planlægningsgen er mere veludviklet end mit. Derfor er det selvfølgelig heller ikke ham, som pludselig opdager, at visummet er udløbet og på den baggrund nu opholder sig illegalt i Thailand – efterfølgende må bruge en halv dag på et kaotisk immigrationskontor for at betale straffen samt forlænge sit visum med en fin lille reprimande i passet. Oopsie 🙈 Heldigvis er han også mere overbærende, forstående og tålmodig end jeg – TAK!

2015/01/img_1979.jpg

2015/01/img_1984.jpg

2015/01/img_1983.jpg

2015/01/img_1981.jpg

2015/01/img_1989.jpg

2015/01/img_1986.jpg

2015/01/img_1988.jpg

2015/01/img_2048.jpg

Tanken om igen at skulle ud på egen hånd virker umiddelbar lidt tom. At være to sammen på rejse har sine helt klare fordele og det er skønt at kunne dele oplevelserne med hinanden – både i nuet og i fremtiden. Som tilvænning igen til solotilværelsen samt forberedelse til mit meditationsretreat, tager jeg til en fjern strand på Koh Phangan. En skøn lille perle – ugenert i en lille bugt med omkringliggende jungle – ingen barer og diskomusik – kun havets brusen, som hver morgen sammen med en min nye bedste hundeven, vækker mig i min lille bungalow. Tiden står stille og alligevel flyver den afsted. Dagene bruger jeg på at læse, skrive, gætte kryds og tværs, trekke til andre idylliske strande, svømme og lave yoga på stranden. Ahhh nu er jeg klar – tror jeg – til 7 dages meditationsretreat i et buddhistisk tempel. Uden jeg vil sige for meget, så indebærer retreatet 6-7 timers daglig meditation, yoga, to måltider om dagen, sove på bambusmåtte og de eneste personlige ejendele jeg må medbringe er lidt tøj, toiletsager, myggespray, lygte og paraply. Og nåhr ja, fik jeg nævnt, at det er “silent”? Det vil sige ingen tale, kommunikation, kiggen nogen i øjenene i 7 dage. En udfordring, men helt sikkert også en oplevelse venter forude.

Live large – travel light ✌️

2015/01/img_2052.jpg

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hurra for backerlivet – hurra for Khao San Road!

 

Juleaften tilbringer vi på Khao San Road i Bangkok med hver vores nissehue på som mormor har sendt med mor og Jens for at tilføre lidt julestemning under de varmere himmelstrøg. Langs restauranterne i Khao San området gjalder last christmas ud af højtalerne og mange steder er der pyntet op med kitschet celofan-julegejl. Flæskestegen erstattes med kokusmælkssuppe og pizza og risalamanden substitueres af pandekager og is. Herlighederne skyller vi ned med mojitos og kolde øl. Idag er en dag som alle andre, bortset fra at vi har nissehue på, og i det skjulte sidder og nynner med på Wham’s juleklassiker. Det er skam hyggeligt, men også ret fjollet. Der er langt hjem til noget, der ligner en traditionel juleaften, men det gør ikke noget. Mange oplevelser venter forude og mon ikke det bliver jul igen næste år?

2015/01/img_1896.jpg

2015/01/img_1895.jpg

Selvom Khao San kun er et par 100 meter lang tager det snildt en time eller to at slentre ned gennem det skønne virvar. Travelagencies, barer, restauranter, sovenirshops og tøjboder, der dikterer seneste backpackermode, fylder gadebilledet. Hostels, hoteller og guesthouses i alle afskygninger og prislejer. Lige fra de vinduesløse skumle af slagsen med bedbug-inficerede køjesenge og sprittuschovertegnede vægge til de mere upscale overnatningsmuligheder til flashpackerne. Et spontant påfund om udsmykning af den alt for hudfarvede krop hilses velkommen i en af de utallige tattoobikse – carpe diem! Rastaafarier, har travlt med at hækle dreadlocks fast på hovederne af de just ankomne backpackere samtidig med en thaiboksekamp eller en breakdancebattle udfolder sig i menneskemylderet. På samme vis som man her investerer i sin batikfarvede sarong er dette også stedet, hvor man shopper falsk identitet. Dansk pressekort, eksamensbeviser, kørekort you name it og det laves.

2015/01/img_2029.jpg

2015/01/img_1894.jpg

2015/01/img_2035.jpg

Overalt hører man “Misterrr” (uanset dit køn)….”footmasaaaage?” Der tages plads i en af de dertil indrettede liggestole på gaden, hvorefter de hårdhudsbefængte fulllmoon-party-amok-dansende flipflopsfusser, kan komme under kærlig behandling hos en af de garvede thaimassører. De 25 kr. en behandling koster er absolut vanedannende, og jeg kan muligvis ikke komme i tanke om noget mere tilfredsstillende end en omgang footmasaaaage. Langs gaden er der hobetal af madbikse. Frisktilberedt pad thai (nudelret), nystegte springrolls, fried rice, fruitshakes, pancakes, coconut icecream og friturestegt kryb der for billige penge i et snuptag kan dulme de rejsendes cravings. For latterligt få penge kan du fra en de små mobile barer indtage en sex-on-the-beach eller whiskey-cola bucket på en alt for lille plasticstol. Sjovt nok altid til tonerne af Bob Marleys buffalo soldier, og en pind der går på omgang. Her mødes rejsende, deler oplevelser og erfaringer, snakker på kryds og tværs og oftest i følgende række af spørgsmål:

“Where are you from?”
“How long have you been here?”
“Are you on a long trip?”
“Where have you been?”
“Where are you going next?”
“What’s your name?”
“Where are you staying?”
Alt imens der skåles på kryds og tværs af nationaliteterne.

2015/01/img_2032.jpg

2015/01/img_2028.jpg

2015/01/img_2031.jpg

2015/01/img_2030.jpg

Alle backpackere, der har rejst i Asien kender Khao San. Det er her du helt sikkert er in-it, hvis du bærer en Changbeer-wifebeater eller forstår at smide udtrykket “same same but different” ind passende steder i din talestrøm. This is where it all started og gør det imidlertid stadigvæk. Langt de fleste rygsæksrejsende lander i Sydøstasien med Bangkok som første destination på must-do-rejsen efter gymnasiet. Semiforvirrede, jetlaggede og lidt skræmte ankommer de til Khao San – for det er jo det, man gør. Håndledene endnu ikke tilplastret med tilfældige snore og armbånd, ingen bandager der dækker sårene fra styrt på udlejningsscooter og stadig relativt rene i tøjet. Ofte udstyret med en alt for tung og overfyldt rygsæk, hvoraf 1.-hjælpskittet fylder mere end halvdelen af tasken. Lidt som sådan en babylegetøjsdimmer, der på mystisk vis vender tilbage til sin udgangsposition, uanset hvor ubalanceret den bliver. Den ligeledes overfyldte top i backpacken begrænser udsynet og gudskelov – det kan være virkelig overvældende og skræmmende at dumpe ned i denne fremmede verden. For ja, Khao San er sin egen lille verden i et fremmed land. Jeg har selv været tumlingen med den alt for store rygsæk og er det i og for sig stadigvæk, når jeg selv står i et nyt land og skal forsøge at finde mig tilpas. Og OMG jeg har lavet/laver mange fejl. Første tur til Indien, 2006 (med overfyldt rygsæk og et 1.-hjælpskit, der fyldte mere end halvdelen af tasken), hvor vi på trods af adskillige advarsler valgte vi at backpackdebuttere i Indien. Vil man ikke lytte, må man føle. Vi var decideret bange og så helt sikkert mindst lige så skræmte ud som de nyankomne i Bangkok! For hvad hulan var dette sted, vi var landet? Godtroende svarede vi på taxachaufførens spørgsmål, at det var vores “first time in India” og at vi helt sikkert “would like to go to the government-owned touristinformation”. Og hvor heldigt at chaufførens “bror” tilfældigvis arbejder der! Sikke en flink og venlig chauffør! Nåh nåh, ok – 3 x normalpris for taxaen, jojo hvis du siger det, så må vi jo hellere betale. Haha – værsgo, udnyt os, scam os, tag vores penge og fortæl os så alle de usandheder I kender, for vi sluger det råt! Det er jo vores “first time in India!”

Vi mødte en ældre backpacker fra Australien, som inspirerede os til at håndtere de påtrængende indere, som har til vane at stikke hånden op i hovedet af en og forlangende kræve tips. Australieren svarede tørt tilbage til den anmasende chauffør “dont eat the yellow snow”, hvorefter han pænt sagde farvel og ønskede chaufføren en fortsat god dag.

First time in India blev heldigvis ikke den sidste. Nogle år senere vendte vi tilbage med en væsentlig lettere rygsæk, et mindre 1.-hjælpskit og bedre rustet til at håndtere Indien og de medfølgende scamerier af værste skuffe.

2015/01/img_2046.jpg

2015/01/img_2034.jpg

2015/01/img_2033.jpg

Jeg har været på Khao San en del gange og tidligere tænkt det enormt turistet og overfladisk. Følt mig utro mod det “ægte” backpackerliv. Nu elsker jeg det! JA, der ER fyldt med turister. Overfladisk…måske. Alle os vesterlændinge, der er rejst ud i verden for at “realisere os selv”, “finde ud af hvem vi er”, møde fremmede kulturer og på nærmeste hold opleve nye lande og befolkninger stimler sammen her på lige nøjagtig denne gade. Vil man opleve Thailand, skal man holde sig langt væk, for Khao San har intet med Thailand at gøre. Bortset fra den friske pad thai, der sælges fra gaden. Det er ikke de lokale, der hænger ud her, og det er højst sandsynligt ikke her, du finder ud af, hvad du skal med resten af dit liv. Alt indenfor en radius af 1 km. er åbenlyst tilpasset de rygsæksrejsende behov og lyster. Her er alt muligt – det er kun et spørgmål om prisen. Du kan endda sælge dine halvbrugte shampooflasker og nussede sovepose videre til den næste backpacker. Fake kopier af Lonely Planets guidebøger fungerer på næsten lige fod med thailandske bath som gyldig valuta.

2015/01/img_2047.jpg

Det er en vild tanke, at de første hippier, der drog afsted i 60-erne startede et fænomen, der den dag idag stadig danner centrum for backpackerkulturen i Sydøstasien. Hvis man blot tager Khao San for hvad det er, og bare prøver at opsnuse denne super intense stemning, så er det en oplevelse i sig selv. Disse 200 meter – propfyldt med forventninger og spændthed – så mange oplevelser der venter, stemninger der skal føles, mad der skal smages, nattoge der skal prøves, drømme der skal udleves og erfaringer, der skal gøres.

Hurra for backerlivet – hurra for Khao San Road!

Live large – travel light ✌️

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

I min datters fodspor gennem Laos

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18101.jpg

Efter mange års bekymringer og uro i kroppen, når mine 3 dejlige børn har rejst verden rundt, har denne rejse nu givet mig en forståelse for samt indblik i den frihed og nysgerrighed, der driver mine børn afsted mod nye oplevelser og eventyr. Næste gang mine børn rejser ud i verden, er det med færre bekymringer og jeg vil med glæde følge deres fodspor, nu jeg selv i en sen alder har prøvet denne rejseform.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17811.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17881.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17901.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17831.jpg

Vi ankom til Luang Prabang i det nordlige Laos, hvor kultur, farver og skønhed overgik det lille grå Danmark vi efterlod på denne årstid. Kontrasterne var store – imponerende, farverige og meget smukke templer, boder langs vejene med salg af frugt og grønt samt kødvarer bestående af bambusrotter, egern, små krabber samt svin og kylling. I templerne var det påkrævet at efterlade fodtøjet udenfor – ligeledes samme procedure på mange guesthouses og butikker. Paradoksalt nok blev vores motorcykler på et skolehjem, hvor vi overnattede kørt ind i spisesalen, mens skoene pænt stod udenfor. Endvidere var det meget almindeligt, at vasketøjet hang til tørre langs vejen, hvor man var sikker på, at en gang vask stort set var uden nytte på grund af det ophvirvlede støv fra forbipasserende trucks, tuktuks, motorbikes og ikke-synsgodkendte biler. Kulturen var kontrastfyldt og mange gange for os uforståelig.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17981.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17961.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17931.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17941.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18031.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_17991.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18001.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18021.jpg

Det var tydeligt at se, at mændene i lige så høj grad som kvinderne påtog sig den omsorgsfulde forsørgerpligt overfor børnene. Man fornemmede tydeligt at laoternes familiebånd var stærke og man her tog sig af hinanden. Ligeledes kom dette til udtryk ved de daglige morgenritualer med munkene, der indsamlede almisser i form af ris, kiks og frugt fra lokalbefolkningen.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18041.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18111.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18081.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18061.jpg

I en afsidesliggende landsby langs floden begav vi os på jagt efter et overnatningssted. Som sendt fra himlen gik en gammel kone os i møde for at tilbyde os overnatning i en af de små bungalows. På afstand kunne vi se de kraftigt bordeauxrøde læber, som stod i kontrast til de spartanske omgivelser, hvilket i første omgang gav os et indtryk af et pynteligt ydre. Med hendes to tænder i munden og et bredt smil, opdagede vi til stor overraskelse, at læbernes farve skyldtes mange års forbrug af de røde euforiserende betelnødder, som tygges i store dele af Asien.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18161.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18171.jpg

Primitivt homestay i junglen

Den ultimative oplevelse var besøget og overnatningen hos en lille etnisk minoritetsgruppe, der levede deres liv afsides fra alt civilisation – uden el og vand, dog et lille vandløb fra en sprække i bjerget.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18231.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18191.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18211.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18241.jpg

Med godt mod og en positiv forventning til endnu en oplevelse og uden anelse om, hvilke strabadser, der ventede forude, begav vi os afsted med vores søde og ydmyge guide Ping. Fra de tørre og nu færdighøstede rismarker, kunne vi ane junglen i horisonten. Turen krævede adskillelige flodkrydsninger med blottede (engang hvide og rene) fødder. Med en vis skepsis gik vi i floden. Billeder fra naturprogrammer hjemmefra opstod spontant på min nethinde og jeg forestillede mig, at jeg på den anden side af bredden blev udstyret med nye leggings bestående af blodigler. Efter adskillige gange med fusserne i vand, blev det næsten behageligt – dog med sporadiske tanker om, hvilke dyr vi risikerede, at indfange med vores tæer.

Vi begav os afsted gennem junglen, som hovedsageligt bestod af 10 meter høje bambus på den stejle bjergside. Det føltes til tider, som var det den almægtige, der skulle have besøg. Pludselig stoppede guiden op langs bjergside, og ud fra øjenhøjde sad en skolopender, (et meget giftig,bidende og til dels hoppende dyr med mange ikke charmerende ben). Svedperler på panden meldte sig, trætheden sneg sig langsomt ind på os, men vi havde trods alt, stadig overskud til at nyde den frodige udsigt. Tiden føltes på stand-by og mindfullness kurser blev i denne relation overflødig.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18311.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18291.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18301.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18251.jpg

Endelig nåede vi vores mål – landsbyen på toppen af det næsten 2000 meters høje bjerg, hvor temperaturen nu var faldet drastisk. Store som små grise med vildsvineagtigt udseende, kom os i møde – hvor hyggeligt – sikke en gæstfrihed. Vores familie, hvilken vi skulle overnatte hos, hilste forlegen og ydmygt på os, men dog med en vis undren – (sikkert over vores gennemsigtige mideagtige udseende).

Galende haner, høns og skrigende grise var i flertal blandt os. Næsten faldefærdige bambushytter stod side om side på den røde golde og sandede bjergtop. Blæsten på toppen gjorde det umuligt, at forhindrer sand på samtlige steder på kroppen – hmmm måske det kunne erstatte en god skrubbecreme. (Forstår ikke at skrubbecreme er dyrt i Danmark).

Alt synes uvirkeligt – så fattigt og primitivt og alligevel så vi glade, rolige børn, der legede med lighter hylstre, som de krammede mellem tæerne og spillede patang, – et levn fra den franske kolonitid. Værten fangede en høne og snart var hønen tilberedt over bål i hytten. Service bestående af en gryde og et tilberedningssted på størrelse med en lille skotøjsæske str. 38. Jeg var fuld af beundring, når jeg tænkte på, hvilke grej, vi selv havde med på fjeldvandringer i Norge.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18331.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1834.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18321.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1835.jpg

Middagen blev indtaget i det eneste lukkede rum de 4 familiemedlemmer havde, alt imens vi kunne følge livet udenfor gennem sprækkerne i hytten. Siddende på gulvet indtog vi grønsagssuppe, spinatligende tilbehør, diverse krydderier og en høne, der var mindre og mere mager end en dansk kylling. I olielampens skær betragtede vi vores dertil indrettede soveplads, som includerede en hovedpude og et vattæppe, hvis indhold bestod af afklippede blomsterstande. Ikke lige Dyne Larsens varesortiment. Desuden et lyserødt myggenet, som udgjorde vores privatliv og samtidig kunne forhindrer små levende væsner, i at spolerer nattesøvnen!!!!!

Den næste store udfordring blev hurtigt en realitet. Der var tid til aftentoilette – hva’ nu? Ingen toilet, ingen vand, ingen lys, meeen vi havde i vores planlægning kalkuleret med toiletpapir. Nu var næste trin, at finde en busk et stykke fra hytten, for at forrette sin nødtørft. Ned på hug og i en fastlåst siddende stilling, prøvede Jens imens på bedste soldatermaner, at genne de nysgerrige grise væk fra min bagperron. En anelse af stress meldte sig, men jeg havde dog overskud til at nyde synet af Mælkevejen på den sorte himmel. Vi gik tidligt i seng, hvor vi i nattens kulde ventede på, at solen atter kunne varme os, så vi kunne gå tilbage sammen med Ping.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18461.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18441.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18411.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18421.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18471.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18511.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18481.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18491.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18581.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18531.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1863.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1860.jpg

Efterfølgende reflekterede jeg over det venlige, gæstfrie, spartanske og primitive folkefærd, der trods alle odds, lever i harmoni såvel med naturen som med hinanden. En stor respekt og anerkendelse til dette folkefærd – at være så dygtige til at overleve i naturen. Ingen sygehusvæsen, ingen sanitære forhold, ingen menukort, ingen ur, ingen beklemmeligheder, kun ingenting. Reflekterer således over, hvor meget vi i lille Danmark, bør påskønne og nyde de herligheder, som livet giver os hjemme i trygge rammer.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1865.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18721.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18701.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1867.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18751.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1881.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_18731.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1880.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1886.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1891.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1885.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1888.jpg

Undres over mange ting, som jeg ikke denne gang får svar på.

En stor tak til vores allesammens Linepige, der godmodigt har overført en virus til os, der hedder rejsefeber, og som på sigt har givet os blod på tanden, således vi selv vil drage afsted til nye og spændende steder i verden.
Det er med glæde og en vis tryghed, at efterlade Line, for hendes videre fortsættelse af hendes rejse. Jeg tager hjem med et stort kærligt og varmt hjerte samt vidunderlige og uforglemmelige minder. Hjemme venter resten af min dejlige familier og ikke mindst mine skønne “drenge”.

Skrevet af en glad og taknemmelig mor til Line

De sidste dage af turen tilbringes i Bangkok inden turen går hjemover til resten af min dejlige famile.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1896.jpg

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/c47/72890182/files/2014/12/img_1893.jpg

Udgivet i Laos | Skriv en kommentar

Myanmar – verdens venligste land DEL 2

IMG_1675.JPG

Camilla støder til på turen og sammen tager vi toget længere nordøst på mod de trekkingvenlige bjerge. Den primære grund til at tage netop toget, er passagen via en 680 m. lang togbro, bygget i 1901, som skal føre os henover en 106 m. dyb kløft – gisp! Som vi nærmer os passagen slækkes farten gevaldigt, for at minimere presset på broen. De mistænksomme knagende lyde fra understellet og broen overskygges heldigvis af den billedperfekte udsigt, som strækker sig så langt øjet rækker fra begge sider af toget.

IMG_1553.JPG

IMG_1556.JPG

IMG_1555.JPG

IMG_1557.JPG

IMG_1560.JPG

IMG_1559.JPG

IMG_1563.JPG

Vi begiver os ud på et 3-dages trek med vores unge humørbombe af en guide, JoJo. En rigtig spradebasse – fuld af fis og historier. De næstkommende dage traver vi gennem smukke forskelligartede landskaber, men det der virkelig gør turen unik, er de små afsidesliggende landsbyer, vi passerer igennem. Begge nætter overnatter vi hos lokale familier og overalt mødes vi med enorm gæstfrihed, venlighed og ydmyghed.

IMG_1568.JPG

IMG_1574.JPG

IMG_1569.JPG

IMG_1596.JPG

IMG_1600.JPG

IMG_1598.JPG

IMG_1604.JPG

IMG_1597.JPG

IMG_1605.JPG

IMG_1651-1.JPG

IMG_1654-1.JPG

IMG_1662-1.JPG

IMG_1665-1.JPG

IMG_1670.JPG

IMG_1669.JPG

IMG_1666-0.JPG

IMG_1667.JPG

Istedet for at tage en af de traditionelle bådture ved Inle Lake, vælger jeg at tage på “madlavningskursus”, som jeg har fået anbefalet af to tyske piger. Dette indebærer bådtur ud til et af de lokale markeder omkring søen, hvor vi handler ind med vores guide, hvorefter turen går videre sydover mod bådmandens hus. Her tilbereder vi maden sammen med familien, og slutteligt fortærer den. Igen en super autentisk oplevelse, og væk fra det gængse touristtrack.

IMG_1686.JPG

IMG_1691.JPG

IMG_1688.JPG

IMG_1689.JPG

Jeg sætter mig for at besøge en Buddha-grotte fyldt med ikke mindre en 8000 buddhaer. Vejen dertil er lang og besværlig, men efter 2 trucks, 1 minibus og en tur bagpå en motorbike, rammer jeg endelig destinationen. Den ekstra lange transporttid havde jeg ikke kalkuleret med, og har derfor 30 min. til at løbe op ad trapperne, købe billet, finde et toilet, besøge grotten, og løbe ned igen for dernæst at gøre nøjagtig samme procedure baglæns fra, så jeg kan nå tilbage og fange min natbus, der skal fragte mig sydover. Pyha, nogen gange glemmer jeg, at 80 km. ikke er som 80 km. på E45 – det vil jeg huske på næste gang jeg brokker mig over udsigten fra den tyske autobahn. Man kan kke få det hele!

IMG_1696.JPG

IMG_1694.JPG

IMG_1692.JPG

IMG_1566.JPG

IMG_1567.JPG

De sidste dage i Myanmar tilbringes i en lille hyggelig by sydpå. Vejen dertil bliver også lidt af en oplevelse da jeg skal skifte bus kl 4 om natten, og der er to timer til næste bus. En fyr hjælper mig med billetbvidere og tager my bag på hans scooter til en teeshop i nærheden. Herfra giver jeg munkene pandekager og ris idet de kommer forbi. Afsted i den næste bus, hvor jeg får plads nede bagerst sammen med en masse skolebørn. De synes det er vældig sjovt med sådan en turist, og der bliver knipset løs med cameratelefonerne. Mine poser som jeg har haft i tasken siden afgang fra Danmark, viser sig at være yderst gavnlige, idet den ene efter den anden kaster op grundet de snirklede veje. Jeg forguder mine “go-tur” piller og ingefærtyggegummi som jeg er dopet på, skruer op for min iPod og stikker hovedet ud af vinduet mens skolebørnene smider halv og helfyldte plasticposer ud af vinduerne.

IMG_1703.JPG

IMG_1707.JPG

IMG_1698.JPG

IMG_1700-0.JPG

IMG_1706.JPG

Den skønne udsigt over floden fra guesthousets rooftop terrace, kompenserer gevaldigt for værelsets størrelse på knap 5 km^2. Bare lige for at give en ide, så kan jeg med mine 4 lemmer nå alle 4 vægge samtidig. Der er en ret buddhistisk Vibe på guesthouset og en dag efter morgenmaden falder jeg i snak med ham. Han fortæller bla. historien om dengang en munk kom ned til ham fra himlen. Jeg bliver ikke just mindre interesseret, da han fortæller han har en foto af munken, der svæver henover et templet. Desværre viser billedet kun en lyskrussedulle på himlen, som ofte opstår, når man tager billeder om natten. Anyways, manden er super inspirerende og vi får nogle gode snakke. Han giver mig en lille bog, som han anbefaler mig at læse “life is school – my mind is my friend”. Bogen fanger mig fuldstændig og næste dag helliges læsning, bananashakes og den smukke udsigt. Ingen planer, ingen seightseeing, ingen kontakt til mennesker. Bare mig og min bog. Når man sådan er på farten, er det skønt med sådan et break engang imellem.

IMG_1710.JPG

Jeg er så småt ved at løbe tør for rent undertøj, og da jeg ikke kan nå at sende noget tøj til vask, begiver mig ned på det lokale marked for at købe trusser. Manden i biksen hiver den ene mormortrusse frem efter den anden. I min iver på at forklare den kære mand, at det er g-strengs trusser jeg er ude efter, får jeg uden nærmere overvejelse sagt “Åååhh you know, small, like åhhh sexy underwear”. Straks fortryder jeg mit ordvalg og føler mig kejtet til mode i den lille markedsbod. Manden lyser op et kort sekund, forsvinder herefter ned under bordet og nærmest kravler ind i et skab. Stolt og glad dukker han frem fra hulen med de mest kinky blondetrusser med silkesnore og andet pyntetingeltangel på. Det er vist meget sjældent de kommer frem fra mørket kan jeg fornemme. I min forlegenhed begiver jeg mig nu ud i en forklaring om, at det er vist lige er en kende for sexy. Gad vide hvornår jeg lærer at overveje mine ord, før jeg taler?

IMG_1622.JPG

IMG_1606-0.JPG

IMG_1609-0.JPG

IMG_1608-0.JPG

IMG_1625.JPG

IMG_1630.JPG

IMG_1627.JPG

IMG_1631.JPG

IMG_1634.JPG

IMG_1635.JPG

IMG_1633.JPG

😎😎😎 LIVE large – TRAVEL light 😎😎😎

Udgivet i Myanmar | Skriv en kommentar

Myanmar – verdens venligste land DEL 1

IMG_1545.JPG

Lettere omtumlet vågner jeg, idet landingsstellet foldes ud. Kl. gudsjammerligt om morgenen lander jeg i Yangon, Myanmar, hvor jeg skal mødes med Camilla, søster til en af mine gode veninder, som skriver antropologispeciale om uddannelsessystemet i Myanmar. Med sine 1.83 cm. og lange lyse lokker spotter jeg hende straks i mængden blandt de halvt så høje og sorthårede burmesere. Afsted i taxaen gennem morgenmylderet. I de små gadekøkkener langs vejene sidder folk på små pastelfarvede plasticstole og indtager dagens første nudelsuppe. Der handles på kryds og tværs i de små frugt og grøntboder. Kvinder som mænd bærer de traditionelle longuyis (nederdele) i alverdens farver og mønstre og mange ansigter er helt eller delvist dækket af thanaka, (beskytsom gul smørelse udvundet fra bark). Hunde, der hvileløst strejfer rundt, og en enkel rotte stikker hovedet frem fra sit gemmested. Mørkerøde efterladenskaber på gaderne fra de bettlenut-tyggende mænd. En cykeltaxichauffør kigger søvndrukken op fra sit leje tværs over cyklen. Fra et lille morgensted uddeles ris til munkene i de karakteristiske safranfarvede klæder, som hver morgen indsamler almisser i deres sorte bambusskåle. Trucks, fyldt til randen med mennesker, grøntsager eller andet gods, og folk der zigzagger indimellem hinanden og trafikken.

IMG_1720-2.JPG

IMG_1663.JPG

IMG_1718-5.JPG

IMG_1640.JPG

IMG_1647-0.JPG

IMG_1700-0.JPG

En skøn blanding af lyde, lugte, stemninger, hurlumhej og ballade i en skøn palet af farver. “Det er livet”, som min mormor ville have sagt det! Når autenciteten og ægtheden ikke kan sættes til diskussion. Intet er camoufleret eller renvasket for turisternes skyld, ingen prangende indgangsparti, camerafee eller speciel-price-for-you-my-friend. Det ER livet, som det nu engang er lige her – lige nu. Et bombardement af sanseindtryk og spørgsmål fylder mit hoved og Camilla får ikke en chance for at svare fyldestgørende på mine spørgsmål, inden et nyt presser sig på. Kontrasten til de tandbørstepolerede veje og neglesaksklippede græsplæner i ensomme Ashgabat er ubeskrivelig. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis det kom dertil!

IMG_1438.JPG

IMG_1445.JPG

IMG_1424.JPG

IMG_1441.JPG

IMG_1451.JPG

IMG_1446.JPG

IMG_1447.JPG

IMG_1450.JPG

IMG_1472.JPG

IMG_1456.JPG

IMG_1457.JPG

IMG_1454.JPG

IMG_1488.JPG

IMG_1480.JPG

IMG_1478.JPG

IMG_1479.JPG

Efter et par dage i Camillas hjemlige gemakker hopper jeg på en bus mod Bagan. Et område med mere end 4.000 templer. For et års tid siden var jeg i biffen og se billeddokumentaren Samsara med min berejste kammerat Christian. Her var der optagelser fra Bagan filmet fra en luftballon svævende over de mange templer ved morgengry. Jeg var overbevist om, at det måtte være computeranimation, så fantastisk så det ud. Efter nærmere research kunne jeg dog konstatere at dette sted fandtes – og der skulle helt sikkert opleves på et tidspunk.

Jeg hooker mig op med en fransk pige og en fyr fra Alaska og efter 10 min har vi et tripleværelse booket. Det er en spøjs verden det her backpackerliv. Tanken om at stå på Københavns Hovedbanegård og forsøge at finde 2 tilfældige at dele hotelværelse virker fjern og underlig. Men i disse rammer, 3 mennesker med samme intentioner og mål, de samme spilleregler og ikke mindst ønske om at spare penge på overnatning, er der ikke noget mere naturligt end at finde sammen i en lille trio – 3 mennesker, der har “kendt” hinanden i 2 min. kl. 5 om morgenen på et busstoppested midt i Myanmar.

IMG_1489.JPG

IMG_1491.JPG

IMG_1492.JPG

IMG_1496.JPG

Templerne udforskes på en alt for lille cykel med kun et funktionsdygtigt gear at træde i og cyklens (eller rytterens) begrænsede kapacitet, gør det ikke nemt på de tilsandede grusveje. Pulsen ryger i vejret og det trængte da bare. Belønningen efter en hård varm dag på jerngeden er lækker mad fra det burmesiske gadekøkken. En kæmpe opgradering fra Centralasien, hvor friske grøntsager var en sjældenhed på menukortet. Maden er dog knap så divers som i fx. Thailand, men altid veltilberedt, velsmagende og ikke mindst billig (5-15 kr. inkl. suppe/te/vand, som altid følger med).

>
IMG_1498-0.JPG

IMG_1512-0.JPG

IMG_1503-0.JPG

IMG_1510-0.JPG<br /

Vi tager en dagstur til en spirituel helligdom på toppen af et bjerg, Mt. Popa. Et super kitchet sted fyldt med spirituelle figurer omgivet af pengesedler, lys og lamper, aggressive aber og franske tourgroups. Ifølge burmesisk overtro rammer dårlig karma den, som bærer sort og rødt, bander eller taler dårligt om andre på bjerget. Det lykkedes mig at indfri alle 3 og det var kun en spørgsmål om tid inden hr. dårlig karma ville gøre væsen af sig.

IMG_1524.JPG

IMG_1516.JPG

IMG_1514.JPG

IMG_1525.JPG

På tilbagevejen er vi heldige at støde ind i en festival i en lille landsby. Et kæmpe optog med udklædte børn på heste marcherer gennem byen. Alle folk smiler, vinker og er meget nysgerrige. Det er lige førend vi uoverlagt stjæler rampelyset fra de karaokesyngende ladyboys på ladet af en truck med tilhørende symfoniorkester. Opmærksomheden bliver imidlertid ikke mindre af, at vi efter en afsluttet optræden udbryder i impulsive klapsalver – det gør man sig åbenbart ikke i på disse kanter. Inden vi skal med natbussen videre om aften, vil jeg hente mine shorts, som er til reparation hos skrædderen. Desværre er biksen lukket, så jeg må drage videre uden mine 8 år gamle ynglings travellershorts. Næste morgen glemmer jeg mit nyindkøbte håndmalede billede, da vi står af bussen og mine bukser revner efterfølgende. Så er vi vist lige! DAMN IT dårlig karma!!

IMG_1526.JPG

IMG_1527.JPG

IMG_1529.JPG

IMG_1507.JPG

Meget tidligere end oplyst ankommer vi kl. 3 om morgenen til Mandalay. En fyr på scooter har set fidusen i at tilbyde “morning-sight-trips” til de søvnige backpackere, som alligevel har et par timers venten på den forbindende bus videre øst på. Efter en kaffe og bananpandekage udforskes Mandalay fra bagsædet af en scooter – først tandbørstning og vask af Buddha (kl. 4 om morgenen) i et tempel, herefter drengemunke, som indsamler dagens almisser og tilsidst solopgangen og gåtur over verdens længste teaktræ-gangbro. Aldrig har jeg fået så meget ud af 5 timers “venten” på en bus.

IMG_1544.JPG

IMG_1534.JPG

IMG_1535.JPG

IMG_1542.JPG

IMG_1539.JPG

IMG_1540.JPG

IMG_1543.JPG

Udgivet i Myanmar | Skriv en kommentar

Turkmenistan – verdens mærkeligste land

Få dage før jeg skal krydse grænsen til Turkmenistan, er mit “Letter of Invitation” endnu ikke gået igennem meddeler rejseselskabet, som jeg er blevet påtvunget at benytte for overhovedet at drømme om at nærme mig grænsen. Nerverne begynder at presse sig på, da en mail omsider tikker ind med en invitation, der er godkendt gennem Turkmenistans “State Service for Registration of Foreign Citizens”. Næste step er at få visa på plads ved grænseovergangen – den tid den sorg, selvom den velkendte uro i maven melder sig ved tanken om Central Asiatiske grænseovergange. Turkmenistan er desuden et af verdens mindst besøgte lande i verden med kun omkring 7.000 besøgende om året.

IMG_1298.JPG

IMG_1299.JPG

Imellemtiden er jeg blevet hooked op med to australske piger, som jeg kan dele bil og guide med, indtil vi kommer til Ashgabat – det eneste sted i Turkmenistan, hvor turister må færdes alene uden en guide. Efter det sædvanlige pakken ud og i, papirnusseri og stempler mig her og der ved den usbekiske grænse, trasker vi afsted ad den 300 meter lange mudrede grusvej i ingenmandslandet, som deler Usbekistan og Turkmenistan. Ved den turkmenske grænse vil de vide, om vi udover eksplosiver og våben har nogle religiøse bøger med os. Mit forhold til min Lonely Planet tilnærmer sig, hvad jeg vil kalde et religiøs forhold – men grænsevagten deler åbenbart ikke min sans for humor, bum bum! Selvom vi er de eneste tre, der krydser grænseovergangen, går der et par timer inden vi lettere euforiske får de sølvforseglede turkmenske visa limet fast i passene.

IMG_1302.JPG

IMG_1301.JPG

Vores venlige lokale guide møder os tålmodigt på den anden side af grænsen. Afsted i hæsblæsende fart ad noget, der engang synes at have været en vej. Vi alle tre må holde fast i håndtagene over vinduer for at holde os nogenlunde lodrette. Om mindre et et par timer går solen ned, og vi skal aflægge besøg hos det famøse brændende gaskrater midt ude i ørknen også kaldet “door-to-hell”. Et resultat af russernes gasboringer i 70’erne. Jorden under boreriggen kollapsede, og gassen, som man fandt, viste sig at være giftig. Derfor satte man ild til det i håb om, at gassen ville brænde af, og så var den fis slået – 43 år efter brænder gaskrateret stadig!!!

IMG_1316.JPG

IMG_1312.JPG

IMG_1313.JPG

IMG_1308.JPG

Vi læsser vores bagage af i et lille teahouse nær vejen, hvor vi skal tilbringe natten. Herefter kører vi afsted ud i, hvad der ligner intetheden i et svagt synligt spor i sandet. Da vi nærmere os krateret, går det op for os, hvor kæmpe enormt dette krater er. Det er GIGA og meget større end jeg nogensinde kunne forestille mig. Chaufføren kører med direkte kurs mod kanten, og i en blanding af overvældethed samt angst for at bremserne svigter, skriger vi alle tre. Først 5 meter fra kanten slår chaufføren bremsen i. Tak skæbne det er vildt det her. At stå i bælgravende mørke en meters penge fra kanten og stirre direkte ned i flammerne, er en vanvittig følelse. Jeg har betalt langt over mit normale backpackerbudget for at opleve dette, men det er alle pengene og besværlighederne værd. Vi overnatter på tæpper på gulvet og vækkes kun en enkelt gang i løbet af natten af en stiv russer, som åbenbart mener, det er en mægtig ide at gøre os tre piger selvskab på det lille værelse. Efter lidt tid daffer han heldigvis videre.

IMG_1318.JPG

IMG_1320.JPG

IMG_1324.JPG

IMG_1323.JPG

Inden vi næste dag ankommer til Ashgabat, får bilen den helt store hovedrengøring. En beskidt bil i Ashgabat er bødegrundlag, da det ikke går hånd i hanke med regeringens ideologiske ønske om den perfekte hovedstad. Ashgabat er indehaver af diverse world records bl.a. findes verdens største bog, verdens største flag og verdens største håndknyttede tæppe i Ashgabat. Herudover er Ashgabat verdens mest hvide by og måske også reneste. Og ja, byen er MEGET hvid! Et af mange skøre påfund fra den tidligere nu afdøde diktator Turkmenbashi eller oversat “leder af Turkmenistan”, som han krævede at blive kaldt. Alle regeringsbygninger er lavet i marmor importeret fra Italien, mens marmor til private virksomheder eller lejlighedskomplekser hentes fra Afghanistan. Turkmenbashi led af massivt storhedsvanvid, og har med sine mange bizarre ideer, sat sit præg på byen. Overalt ses der kæmpemæssige monumenter og statuer og oftest med Turkmenbashi som omdrejningspunkt. Følgende et lille udpluk af Turkmenbashis initiativer (wiki)

– Opera, ballet og cirkus er ulovligt
– Det er ulovligt at have guldtænder, skæg eller langt hår (gælder vistnok også kvinder)
– Kvindelige nyhedsværter må ikke have hvid make-up på, fordi det skal være lettere at kende forskel på mænd og kvinder på TV
– Ved afslutningen af nyhederne skal oplæserne løfte deres hånd og proklamere, “må min hånd blive skåret af hvis jeg skader mit land, og må min tunge visne hvis jeg bagtaler landet, flaget eller præsidenten”
– Alle TV-kanaler viser konstant en guldfarvet profil af præsidenten i det ene hjørne
– Alle hospitaler udenfor Turkmenistans hovedstad er blevet lukket
– Det er blevet forbudt at have mere end en hund eller kat
– Voldelige computerspil er blevet ulovlige i Turkmenistan
– Det er ulovligt at kritisere præsidenten
– Der er ved at blive bygget et is-palads til 1000 personer. Turkmenistan er et af verdens varmeste lande; temperaturen kan nå op på 50 grader om sommeren. “Vores børn kan lære at stå på ski og skøjter”, har han udtalt. Ispaladset kommer til at ligge i en ørken.
– Navnene på dage og måneder er blevet ændret og er nu opkaldt efter ham selv og hans familiemedlemmer.
– Ordet for “brød” er blevet ændret til hans afdøde mors navn
– Han har proklameret en national fridag til ære for meloner
– Han har defineret grænsen for forskellige aldersgrupper på følgende måde: Man er barn til man fylder 13, “ung” til man er 25 og “yngre” til man er 37. For at kunne kalde sig “gammel” skal man være fyldt 85
– Han har udnævnt sig selv til “Præsident for Livstid”

Langs de klinisk rene fortove pryder blomstrende bede og arkitektoniske lygtepæle, der får enhver dansk gadebelysning til at blegne. Endvidere udgøres en stor del af byen af billedeperfekte fontæneinficerede parker, som snildt kunne gøre det ud for et udflugtsmål til en søndagspicnic. Det tragikomiske er blot, at ingen mennesker bruger disse parker. Der er T O M T! Helt generelt er Ashgabat en meget tom by, og man ser kun ganske få mennesker på gaderne. En underlig fornemmelse at spankulere rundt i byen og kun passere forbi vagter. Dem er der til gengæld også mange af, og de gør deres job, må jeg sige. Hvis jeg hiver mit kamera frem et sted, hvor jeg ikke bør, står der fluks efter en vagt (hov, hvor kom han fra?), der tydeligt signalerer, at jeg gør klogt i at pakke kameraet væk, med mindre jeg beder om ballade. På gaden er der masser cameraer, og ofte glemmer jeg, hvor meget overvågning der er i dette land. En dag springer jeg i en momentvis kådhed op på en af statuerne, som fylder i byen – kurer ned af den på upassende vis, imens en af de australske piger tager et billede. Line Hansen du lever livet farligt – hvornår lærer du at tænke FØR du handler? Vi lusker lynhurtigt videre i håb om, at ingen har bemærket min ugerning. Senere på ugen får jeg da også sendt en mail afsted, der i sekundet efter fremkalder koldsved på panden, idet jeg mindes om regeringens overvågning af alt kommunikation over nettet. Men mon ikke regeringen har større problemer at tage sig af end en uskyldig backpackers klagen over dette lands mærkværdigheder? Udover al online kommunikation er overvåget, er sider som Facebook, Twitter og mange mediesider et lukket land. Human Rights Watch betegner desuden Turkmenistan som et af de mest undertrykkende regimer i verden.

IMG_1340.JPG

IMG_1339.JPG

IMG_1342.JPG

IMG_1341.JPG

Udover de mange vagter møder jeg i hobetal “cleanerwomen”, som primært fylder det ellers mennesketomme gadebillede. Alle disse kvinder har enten en skovl, kost eller klud i hånden i gang med noget manuelt arbejde. Ex. virker det helt tosset i denne toppolerede og på sin vis moderne by, at der ligger 14!!! cleanerwomen på knæ med hver sin lille svamp nede i en fortæne i færd med at rengøre fliserne. Kontrasterne i dette land er enorme. På vejen mod Ashgabat passerede vi forbi småbyer, som udviklingsmæssigt er mindst er 100 år bagefter. Der er ingen tvivl om, hvordan olie og gaspengene i dette land fordeles.

IMG_1353-1.JPG

IMG_1357-1.JPG

IMG_1358-1.JPG

IMG_1355-1.JPG

IMG_1363.JPG
>
IMG_1367-1.JPG

IMG_1365-5.JPG

IMG_1334.JPG

IMG_1336.JPG

Vi besøger en underjordisk sø, der ligger 65 meter under jorden inde i en klippe, hvor en varm kilde har sit udspring. En spektakulær oplevelse når man ser bort fra duelort og det svovllugtende vand, men en dukkert skulle da til, nu vi var her. Eftersom mit fly desværre aflyses, har jeg 4 ekstra nætter i Ashgabat – juhuu og tommel op! De få russiske ord jeg har tillært mig i Central Asien rækker ikke langt, og de 4 dage indtager nok rekorden for de mest asociale dage i mit liv. Udover tyskeren Heinz, som laver business i Turkmenistan, snakker jeg ikke med nogen, men får til gengæld tid til at fordybe mig i de kommende måneders rejse i Myanmar og Laos. Jeg kan mærke, at det er rette tid til at “move on”, og jeg begynder nu at glæde mig til varmere himmelstrøg, grønne landskaber og eksotiske frugter.

IMG_1408-0.JPG

IMG_1409-0.JPG

IMG_1411-0.JPG

IMG_1413-0.JPG

Morgenen inden flyafgang tager jeg en taxa til det flotteste og dyreste hotel i byen, hvor en overnatning koster omkring de 2000,- pr. nat. Det eneste sted i byen udover et shoppingcenter, hvor internet er tilgængeligt. Jeg iklæder mig mit fineste backpackeroutfit, tager i dagens anledning makeup på og krydser fingre for, at de lukker mig ind. Jeg beder taxamanden om at parkere et godt stykke væk fra hotellet, da jeg på ingen måder kan anstige et sådan hotel i en faldefærdig rusten Lada. Den ekstravagante morgenmadsbuffet indtages deriblandt røget laks, friskpresset rødbedejuice og små spandauerlignende kager, mens jeg suger alt hvad jeg kan på hotellets relativt hurtige internetforbindelse….Ahhh. Engang imellem skal man forkæle sig selv og min tid var kommet. Med maven fuld og batterierne friskopladte blev jeg kørt til lufthavnen og snart afsted mod Sydøstasien og nye spændende eventyr.

IMG_1369.JPG

IMG_1332.JPG

IMG_1329.JPG

Udgivet i Turkmenistan | 1 kommentar

Usbekistan – bad, bomuld og guldtænder

IMG_1127.JPG

Efter a “very long day” vågnede jeg lettere forfrossen op på mit værelse. Et varmt bad skulle gøre godt, eftersom jeg dagen før missede mit morgenbad. Jeg tænder for bruseren – der er vand – iskoldt! Nåh, ned gennem gården i 5+ grader iført mit travellersize håndklæde, der ved nærmere eftertanke nok er en kende for udfordrende for den usbekistanske værtsfamilie. Anyways, jeg forklarer, at lidt varmt vand på værelse 7 vil gøre godt, hvorefter den søde pige i familien vifter mig tilbage på værelset med beskeden “one hour – we will boil some water for you”. I samme sekund tikker en besked ind fra en lokal couchsurfer Kamol, at jeg kan bo hos ham. Som usbeker må man ikke huse en turist, og som turist skal registrere mig på officielle hoteller eller guesthouses. Jeg pakker hurtigt mine ting sammen og en halv time senere daffer jeg afsted med Kamol og et varmt bad i sigte.

IMG_1092.JPG

IMG_1095.JPG

IMG_1099.JPG

IMG_1101.JPG

IMG_1112.JPG

IMG_1121.JPG

IMG_1115-0.JPG

IMG_1108.JPG

Money, money, money

Det meste af dagen går dog med at skaffe valuta. Havde jeg læst min guidebog ville jeg vide, at hverken visa eller mastercard kan bruges i byens ATM’s. Efter adskillelige kilometers traven og taxature lykkedes det dog at finde en ATM, som ovenikøbet spytter sprøde dollarsedler ud. “Kun” 4% i kommision – et “fund” til de penge 😫. De spritfriske dollars veksles på det sorte marked, hvor jeg får 1/3 mere for mine penge. Det er absurd, at se pengevekslerne spankulere rundt på markeder og gadehjørner med plasticposer fyldt til randen med usbekisk valuta. Den mest brugte seddel er 1000 cym svarende til 2 kr. – hvilket betyder, at 100$ pludselig fylder halvdelen af tasken (og helt galt er det, når de giver 500 cyms sedler til den uvidende turist ved grænsen) En større redelighed udspiller sig således, når jeg skal betale for noget, og pengesedler flyver til højre og venstre. Jeg en fiasko til sammenligning med usbekerne, der alle praktiserer tælleteknikken til perfektion. Dog er fordelen ved de næsten værdiløse sedler, at jeg altid har toiletpapir til rådighed worst case scenario. Hvis (Gud forbyde det) en dag skulle gå så galt, og en 100$ seddel var den eneste mulighed, ville jeg nok være mere tøvende.

IMG_1146.JPG

IMG_1115-1.JPG

IMG_1125.JPG

IMG_1128.JPG

IMG_1129.JPG

IMG_1131.JPG

Bad og bomuld

Jeg får endelig mit bad og de næste 3 nætter sover jeg i stuen på gulvet ved siden af den brændende gasovn, som fungerer som boligens varmesystem. Dejligt varmt, og hyggeligt med levende lys natten igennem. Kamol er en gæstfri letomgængelig fyr, og vi har mange gode snakke henover teen i stuen. Mit indtryk er, at LC er meget bevidst om, hvad der foregår i sit land, og taler til forskel fra mange andre åbent om regeringsfølsomme emner. For eksempel taler man (af gode grunde) ikke åbent om det faktum, at alle usbekere hvert år er påtvunget at skulle plukke bomuld i op til 5 uger unge som gamle, børn som voksne. Kun de svageste eller syge får suspension for dette tvangsarbejde. Risikoen ved at tale negativt om regeringen kan være en pludselig “forsvinden” fra jordens overflade. Kamol fortæller ligeledes om præsidentens datter Gulnara. En gudesmuk kvinde, som er sanger, model, designer og har flere internationale virksomheder bag sig. Gulnara er elsket af alle og er på mange måder et forgangsbillede for mange usbekere. Samtidig repræsenterer hun noget, der strider voldsomt mod hendes fars lukkede tilgang til omverden samt ønske om at fastholde de gamle traditioner. Gulnara sidder pt. i husarrest og ingen ved reelt, hvad der foregår. Officielt på grund af bestikkelse, uofficielt fordi hun er en skamplet på hendes fars embede. Regeringen har desuden fuld kontrol over medier og ytringsfrihed er kun noget, man kan drømme om – hvis man tør!

IMG_1132.JPG

IMG_1134.JPG

IMG_1136.JPG

IMG_1138.JPG

Kvinderne i bazaaren

I Samarkands hektiske bazaar møder jeg den ene bedårende kvinde efter den anden. De fleste er iklædt traditionelle gevandter som typisk består af en lang kjole (oftest pyntet med similisten, palietter eller anden bling bling), en strikket cardigan (ofte med påfuglemønster for some reason?) et tørklæde om hovedet, veloursutsko, store smykker, kraftigt optegnede øjenbryn og sidst men ikke mindst en perlerække af guldtænder i overmunden. Jeg har flere steder forhørt mig om historien bag guldtænderne, men hver gang får jeg samme forklaring: De har simpelthen bare haft dårlige tænder og fået dem skiftet til guldtænder. Med deres meget karakteristiske og stærke udseende fortæller alle disse kvinder hver en unik historie. Kvinderne har ikke ligefrem modelpotentiale, men de emmer af autencitet, liv og udstråling, og jeg har lyst til at forevige hver og en med mit kamera. Man kan hurtigt glemme, at der bag de farverige klude, skinnende guldtænder og smilende ansigter er et menneske, der ofte lever et hårdt liv. Ved at sælge frugt, grønt, krydderier eller anden habengut, forsøger disse mennesker at tjene til dagen og vejen. Man kan ikke bare parkere et kamera op i hovedet på folk, og så håbe på det går godt. At få lov at tage billeder af mennesker kræver ofte noget forarbejde såvel som ydmyghed og respekt.

IMG_1137.JPG

IMG_1133.JPG

IMG_1139.JPG

IMG_1141.JPG</a

IMG_1144.JPG

IMG_1142.JPG

IMG_1283.JPG

IMG_1145.JPG

Silkevejens handelsbyer

På min vej gennem Usbekistan besøger jeg flere af silkevejens vigtige handelsbyer herunder Samarkand, Bukhara og Khiva. De gamle bydele oser af historie og er imponerende velholdte. Ældgamle minaretter, moskeer, monumenter, fort og farvestrålende bazaarer ligger side om side. Det føles vitterligt som at gå rundt i et open-air museum. Det hele bliver kun bedre, når eftermiddagssolen rammer de gamle sandstensfarvede bygninger og kaster det helt rigtige lys på de turkise toppe og facader.

IMG_1193.JPG

IMG_1194.JPG

IMG_1196.JPG

IMG_1195.JPG</a

IMG_1201.JPG

IMG_1199.JPG

IMG_1202.JPG

IMG_1203.JPG

IMG_1212.JPG

IMG_1206.JPG

IMG_1205.JPG

IMG_1209.JPG

IMG_1215.JPG

IMG_1219.JPG

IMG_1216.JPG

IMG_1214.JPG

IMG_1222.JPG

IMG_1234.JPG

IMG_1232.JPG

IMG_1229.JPG

IMG_1239.JPG

IMG_1237.JPG

IMG_1242.JPG

IMG_1238.JPG

IMG_1253.JPG

IMG_1249.JPG

IMG_1244.JPG

IMG_1245.JPG

IMG_1255.JPG

IMG_1254.JPG

IMG_1261.JPG

IMG_1267.JPG

IMG_1277.JPG

IMG_1273.JPG

IMG_1269.JPG

IMG_1282.JPG

IMG_1286.JPG

IMG_1284.JPG

Mission: Gaskrater i Turkmenistan

Efter ankomst til Central-Asien læste jeg, at Turkmenistan er Nord Korea’s lillebror i henhold til at besøge landet som turist. Et visum kan tage op til 6 uger at udstede, og man er langt fra garenteret et visum. Selvom man får sit visum i hus skal man være ledsaget af en guide, og Turkmenistan er derfor en bekostelig affære. Af disse grunde besluttede jeg mig hurtigt for, at det var et no-go. På mærkelig vis blev jeg dog ved med at slå op på Afsnittet om Turkmenistan i min Lonely Planet. Afsnittet indledes med “By far the most mysterious and unexplored of Central Asia’s stans, Turkmenistan became famous for the truly bizarre dictatorship of President ‘Turkmenbashi’…” Da jeg videre læste om et brændende kæmpe gaskrater ude i ørkenen, som har brændt i mere end 40 år, var jeg ikke i tvivl. Jeg SKAL til Turkmenistan og jeg SKAL bare se det gaskrater – koste hvad det vil!

Live large – travel light 😄

Line

Udgivet i Usbekistan | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

A very long day

IMG_1014.JPG

Den kasakstanske version af Kødbyen, Almata. Dog uden de hippe barer.

En hel dag i Almata, Kasakstan blev brugt på at registrere mig på immigrationskontoret – et stort leben og ståhej, et asen og masen i forskellige køer, og skænderier på forskellige sprog de ventende imellem. De uvenlige udtryksløse ansatte bag skranken kunne ikke være mere ligeglade, og det lader til at de om nogen hader deres job. Med min nyerhvervede zen-myndigheds-indstiling, gik det rimelig gnidningsfrit, tiltrods for et par albuer i siden og skulderskub af moderat karakter.

IMG_1019.JPG

IMG_1017.JPG

Mændene i moskeen var ikke glade for “dagens gæst”. Da jeg kom ud opdagede jeg, at den store flotte moske var forbeholdt mændene. Kvinderne havde en knap så prangende moske ved siden af.

IMG_1022.JPG

Smuk katolsk katedral, Almata, Kasakstan

Planen var at bruge et par dage i Almata, Kasakstan, for derefter at rejse videre syd/vest igennem Kasakstan og krydse ind i Usbekistan. Sådan blev det dog ikke gå. Muligheder opstår, og er man parat til at gribe dem, så vil de ofte komme 2-fold igen. Rejselivets evige uforudsigelighed!

Igennem en kasakstansk pige på mit hostel møder jeg Bonnie, en amerikaner som arbejder på den internationale skole og hendes sydafrikanske ven David, der i sin landrover har kørt igennem 44 lande og nu har ramt Central Asien. Vi bruger et par dage i bjergene sammen, og hænger ud yderligere et par dage hos Bonnie, inden jeg endelig får mit usbekistanske visum i hus (nogenlunde samme forløb, som ovenstående på immigrationskontoret). David vil krydse grænsen til Kirgisistan over et pas, som lukker om et par dage, og får mig med på ideen. Det betyder, at jeg ender tilbage i Bishkek, hvor jeg kom fra, men omvendt får jeg nogle ekstra dage med bjergluft. Tanken om, at jeg ikke kommer til at se bjerge i lang tid hjælper mig hurtigt til at tage beslutningen

IMG_1034.JPG

IMG_1029.JPG

Efterårsfarver i Almata, Kasakstan

IMG_1033.JPG

IMG_1028.JPG

IMG_1039.JPG

IMG_1042.JPG

Roadtrip part 2. Tur til Almata big Lake med Bonnie og David. Vi slog bagsæderne ned og sov alle tre på en madras bag i bilen, vendinger i løbet af natten måtte koordineres!

IMG_1030.JPG

IMG_1052.JPG

IMG_1056.JPG

IMG_1053.JPG

De første morgenstråler bryder igennem over Almata big Lake

IMG_1046.JPG

IMG_1063.JPG

IMG_1067.JPG

Roadtrip part 3. Bordercrossing to Kyrgistan with David.

IMG_1068.JPG

IMG_1069.JPG

IMG_1072.JPG

IMG_1070.JPG

Frokosten indtages – all alone in the middle of nowhere

IMG_1074.JPG

IMG_1073.JPG

IMG_1079.JPG

IMG_1076.JPG

IMG_1077.JPG

Den kirgisiske udgave af polo – istedet for en bold bruges traditionelt et hovedløst får.

IMG_1078.JPG

IMG_1086.JPG

IMG_1084.JPG

En eksplosion af en solnedgang over den smukke bjergsø Issyk-Köhl, Kirgisistan

IMG_1087.JPG

IMG_1082.JPG

IMG_1090.JPG

På vej mod Bishkek tidlig morgen, Kirgisistan

IMG_1075.JPG

Efter ankomst til Bishkek, skal bilen vaskes. Den søde vaskedreng overtales af den blonde turist til at sælge sin super seje t-shirt med det kasakhstanske flag på (selvfølgelig til en god pris). Det blev således min souvenir fra Kirgisistan med det helt perfekte slid og kun delvis beskidt.

Jeg flyver til Osh, Kirgisistan om aftenen for om morgenen at krydse ind i Usbekistan + yderligere 10 timers transport til Samarkand. Om morgenen vidste jeg det allerede: det her bliver en lang dag – en meget lang dag! Den der fornemmelse af, at få det forkerte ben ud af sengen. Ingen vand på mit hostel, ok, ingen bad – det går nok. Taxamanden, som jeg aftenen før havde lavet en aftale med, dukker ikke op. Jeg er allerede semi-våd, eftersom det står ned i lårtykke stråler, men får efter noget tid en anden taxa. En kødrand af mennesker står ved grænseovergangen, og venter utålmodigt på at blive lukket ind igennem en port. Køen snegler sig afsted i regnen og jeg forguder min investering i kvali-regntøj. Igennem ingenmandslandet der deler de to lande, stoppes jeg af en stor dame, som mener, at jeg bør bære hendes bagage ovenpå min egen baggage: Øhh et nej tak herfra, eftersom jeg har rigeligt at gøre med min egen bagage og regnen. Hun bliver fornærmet og råber et eller andet på russisk efter mig. Ved den usbekiske grænse skal der deklareres told, og alt hvad jeg har i kontanter skal påføres samt mit elektronik (herunder om det er “old” eller “new”). Mine bosniske mark viser sig at give tolderne grå hår i hovedet, eftersom ingen af dem aner, hvad Bosnien er, og intet i deres system hedder bosniske mark. Videre til næste post, tjek af bagage og billeder på kamera. Flittigt bladres der igennem billederne på min ipad til stor nysgerrighed for nu yderligere to vagter. Vagten stopper ved billederne fra riverrafting i Montenegro, hvorefter han spørger: “You, olympic?” Argh, hvis jeg selv skulle sige det, så føltes det måske sådan på dagen, men OL-kandidat bliver jeg vist aldrig!
Det lykkes mig hurtigt at arrangere et lift til Hovedstaden Tashkent i en “shared taxi”. Til stor jubel sidder den store dame, som tidligere skældte mig ud og hendes ligeså store veninde allerede inde i den faldefærdige bil. Super! På trods af kun 3 passagerer føles bilen allerede tæt pakke, og jeg kan med nød og næppe krølle mine lange stænger ind på bagsædet. Nu skal det vise sig, at endnu en passager skal med – en mand, en kæmpe stor tyk mand og et skænderi tager form, eftersom manden forlanger at få forsædet pga. hans uformelige størrelse. Den store tykke dame giver til sidst op og kæmper sig om på bagsædet. En umiddelbar umulig opgave, men i 3. forsøg lykkes det at lukke døren. Vi er KILET fast til hinanden. Skide værre med de ikke-eksisterende sikkerhedsseler, vi ryger ingen steder, hvis uheldet er ude. Vinterens pludselige kommen gør det svært at køre – der er tåget, snevejr og et par minus grader udenfor. Tiltrods for vejrforholdene tænder mændene foran den ene smøg efter den anden. Vinduerne er derfor pivåbne og en genstridig, isnende bjergluft står os lige ind i femøren. Da vi holder pause serveres, der suppe med kød/fedtklumper(ko? hest? får?), te og vodka. Det ryger ned, eftersom jeg er hundesulten, våd og kold – ligeså gør vodkaen. Det kan da give lidt varme, tænker jeg.

IMG_1091.JPG

Frokosten indtages med mine medpassager

Afsted igen, damen på midtersædet er nu blevet træt og hendes hoved tenderer over mod mig i hvert hårnålesving. En skøn manke af kvindehår lige op i hovedet i tide og utide. Vi ankommer til Tashkent og jeg ryger hurtigt ind i en ny “shared-taxi” afsted mod Samarkand. Yes, der er varme på og rimelig med plads. Nu kører det! Chaufføren har dog en helt anden opfattelse af begrebet “sikker kørsel” end jeg, og zigzagger gennem trafikken i hæsblæsende tempo. Efter hans logi er alle kørebaner = overhalingsbaner. Anyways, vi kommer fremad! Et par timer før Samarkand, skal der tankes benzin. Et stort kaos af biler, mennesker og “pumpedrenge” udspiller sig omkring den enorme benzintank med intet mindre end 20 pumpestationer. Der er ingen benzin!!! Vi beordres ud af bilen og situationen krydres nu med strømsvigt!! Vi venter, og venter…og venter. Efter 5 meget lange timer i mørke og en temperatur omkring frysepunktet er benzinen igen tilgængelig ved midnatstid. En euforisk stemning spreder sig i menneskemylderet. Vi fortsætter de sidste par timer mod Samarkand. Chaufføren ved ikke, hvor mit hostel befinder sig, og sætter mig af hos en anden taxamand, som heldigvis kender stedet. Jeg ankommer til en mørk lukket port, og kl. har nu passeret to. Please, please, please åben den dør en eller anden, når jeg banker på! “Juhuu” – en søvndysset ældre mand lukker mig ind. “A long day?” spørger han venligt. “Ohh yes, a very long day”, svarer jeg lidt konfus. Han guider mig hen mod en lille stue og placerer mig foran en varm pejs, serverer te og småkager for mig og anviser mig dernæst et værelse. Jeg tager mig den frihed at springe tandbørstningen over og falder i søvn samme sekund, som mit hoved rammer puden.

Udgivet i Kirgisistan | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

To trunter og en Honda Fit på eventyr i Kirgisistans bjerge

imageimage

Det sædvanlige lufthavnsmylder, højtråbende taxachauffører og jagten efter lokal valuta fra en funktionsdygtig ATM møder mig kl 5 om morgenen i Bishkek, Kirgistan. Så er jeg igang tænkte jeg, spændt på hvad der venter på den anden side. Hvordan ser folk ud? Er de venlige? Hvad spiser de? Hvordan er husene? Gaderne? Eftersom gadebelysning er “en by i Rusland”, var det ikke mange indtryk, jeg kunne nå at gøre mig på turen ind til byen. Chaufføren stopper foran en mørk bygning på en semiasfalteret vej. Intet jeg kan se, ligner et hostel, og jeg har mest lyst til at blive i taxaen fremfor at begive mig ud på den underbelyste gade. Da jeg kommer helt tæt på bygningen, ser jeg et lille skilt, der indikerer, at her er et hostel. Hurra! TAK taxamand og undskyld jeg ikke tog dine ord for gode varer.
Bishkek er en kedelig farveløs storby. Ingen tvivl om, at sovjet-tiden her, har sat sine tydelige spor. Det ene grå betonbyggeri efter det andet udgør de trafikerede veje. Skiltningen er selvfølgelig skrevet på kyrillisk, hvilket sætter mig og mit latinskskrevne kort på prøve. Efter at være faret vild 3 gange på en halv time lurer jeg tilsidst et egnet system: Hvis der er ca. lige mange bogstaver og mindst to af vokalerne ser ens ud, så er der stor sandsynlighed for at vejen og kortet stemmer overens. Befolkningen er en blanding af folk med russiske og kinesiske/mongolske træk, og man skal smile ret vedholdende for at få et smil retur. Umiddelbart virker folk lidt ligeglade med en, og man kan færdes mere eller mindre anonymt på gaden.

Søvnige Bishkek

Søvnige Bishkek

image

Osh bazaar, Bishkek

Osh bazaar, Bishkek

imageimageimage

De efterfølgende dage går med at forberede den næste måneds rejse i Stan-landene (Kirgistan, Kasakstan, Usbekistan og Turkmenistan). Det går hurtigt op for mig, at min ikke-eksisterende forberedelse på Stannerne rammer som nemesis. Visum, Letter-Of-Invitation, formularer, ansøgninger, ekstra kopier af pas, arbejdskontrakter, pasbilleder, forsikringspapirer, den ene registrering efter en anden, samt en masse dollars, der skal betales for de respektive anliggender. Et større logistisk arbejde venter, da jeg her og nu skal tage stilling til, hvad jeg helt præcist vil den næste måneds tid. Hvorfra kan der søges visum til de pågældende lande, og hvor kan jeg krydse grænserne imellem de forskellige lande? osv. Nogle af landene tager åbenbart op til 3-4 uger for at få et visum i stand (hvis man altså får sit visum!), så processen skal startes med det samme. Jeg får overordnet planlagt min tur og igangsat nogle af de langvarige bureaukratiske formalitetsprocesser, gab gab. Det kaldes vistnok P L A N L Æ G N I N G. Not my kind of travelling! Men i særdeleshed en nødvendighed her, hvis jeg have det optimale ud af Centralasien. På mit hostel kan jeg hurtigt fornemme, at andre rejsende også er frustrerede over dette visumcirkus. En tysk backpacker venter på 12 døgn på sit uzbekiske visum, og han fortæller, at der helt sikker venter mig en direkte uvenlig og autoritær tilgang til turister på ambassader og konsulater. Super! Vi er nok lidt forvænnede i virkeligheden som dansker. Med vores Schengen-pas er det piece-of-cake at bevæge sig rundt i mere eller mindre det meste af verden uden de store problemer. Da mit muggeri over bureaukratiet havde lagt sig, prøvede jeg at vende tingene lidt på hovedet. Ok, jeg er turist her i deres lande, jeg taler ikke russisk i det hele taget er jeg pænt meget på udebane. De har deres system, deres regler, deres firkantethed. Accepter det, giv dem et ekstra smil, når de kigger på dig med et “skrid-turist-blik” på ambassaderne – måske det hele går lidt nemmere så. På en eller anden måde hjalp det og jeg har fået mere ro på, hvad angår “deres systemer” og endnu engang fået bekræftet at forberedelse engang imellem godt kan have sine fordele 😉.

Charlotte stødte til et par dage senere og planen var at køre rundt om den store bjergsø Issyk-Köl. Bilen blev overleveret af to gebrokken engelsktalende russere, som selvfølgelig forlangte underskrift på den russiske lejekontrakt. De forklarede, at vi max kunne miste de 300$ i depositum, hvis bilen gik i stykker. Godt så! Det tilføjer vi vist lige på engelsk i kontrakten, hvis det nu skulle komme dertil. Bilen fik vi billigt grundet højresidet rat (på trods af højreside kørsel) samt bilens størrelse: En Honda Fit! Helt sikkert den tager vi! 7000 kirgiske pengeøre svarende til 750 kr. for 8 dages billeje. Et kup uden lige!

imageimageimage

Muslimsk kirkegård i solnedgangen

Muslimsk kirkegård i solnedgangen

imageimageØ

Afsted det går næste formiddag i vores lille dyt. Det der med målestoksforhold var ikke noget tillagde synderlig værdi. Det er jo lige der på kortet! Vi er nogenlunde sikre på, hvortil vi ville køre, dog har vi ikke kalkuleret med hverken min eller Charlottes ubønhørlige trang til at tage billeder af de naturskønne omgivelser for hver km. vi bevæger os frem. Kaffe/tissepauser og 2 x møde med det kirgisiske politi, har vi ligeledes ikke taget højde for. Første gang vi bliver stoppet af militsia – kører vi Plan A, som viser sig at være særdeles effektiv. Jeg har åbenbart! kørt for stærkt og betjenten viser et gammelt, slidt fotoapparat, der viser mig i Hondaen med en fart på 74 km/t, hvor man må køre 60. Ups! Plan A består simpelt af at spille dum blond turist, der intet forstår (og slet ikke ordet STRAF), som han nævner flere gange. I bedste hundeøjnestil efterfulgt af “sorry, dont understand”, lidt blinken og smilen giver betjenten tilsidst op og vifter os væk. YES mand, nu ved vi hvordan den skal kringles!
Mindre end en time senere bliver vi igen viftet ind til siden. Ingen problem – vi har jo Plan A! Denne gang virker Plan A ikke. Slet ikke. Den meget insisterende betjent beordrer mig ud af bilen og ind i en politibil længere nede af vejen. I bilen sidder en +100 kg. russisk-udseende betjent, der åbenbart har fået æren af at udøve sin pligt indefra den varme bil, fremfor ude på vejen i 8 graders kulde. Han kigger vredt på mig og nærmest råber mig ind i hovedet: “ME! HEAD! POLICE! OFFICER! KYRGYSTAN!” Hvorefter der bliver stille. Selvom jeg endnu engang er på udebane er situationen i mit hoved lidt halvkomisk. Jeg overvejer et kort sekund at svare med “ME! HEAD! PHYSIO! DENMARK!”, men fortryder heldigvis. Hans velkomst i politibilen efterfølges af “YOU! PAY! STRAF!”. Nåh nåh, ro på buffas. Vi kan vel tale om det. Han skriver på en lille lap papir 500, hvilket svarer til 60 danske kroner. Hmm, jeg tygger lidt på den, tager kuglepennen og skriver 300. Han nikker godkendende, jeg betaler min straf og får lov at forlade bilen. Ok, så har vi Plan B i hus: Forhandl om prisen og bestik!

image

Besøg hos ørnejæger. Nedlagt bytte

Besøg hos ørnejæger. Nedlagt bytte

imageimageimageimageimageimage

Klokken ender med at blive knap 21, inden vi rammer vores destination. Der er gået lidt laissez-faire-traveller i den, og ved nærmere eftertanke, går det går op for os, at det havde været smart at booke et sted at sove på forhånd. Det er ikke fordi det ligefrem vrimler med hostels i denne lygtepæls-forladte by. Min forældede udgave af Lonely Planet, viser sig at komme os til undsætning, da et af vores mange telefonopkald til diverse overnatningssteder (med ugyldige tlf.numre) endelig giver pote. “Go to the supermarket, someone will pick you up”. Vi indlogeres herefter på et skønt homestay hos en venlig og imødekommende familie med en mutter, der besidder det kønneste rare ansigt, tørklæde om hovedet på traditionel vis og i evigt rask trav. Ingen tvivl om, at hun vil os godt! Et homestay er en god måde at opleve, hvordan en familie på disse kanter fungerer. Desuden får man serveret lokal mad og får in-sighter viden til området. Det var helt perfekt, og lige som det skulle være. Vi får serveret varm suppe, fåre-fedtklumper, te og desuden 3 skåle med forskellig marmelade. Lidt sjov sammensætning tænker jeg, men går da ikke i vejen for en syltetøjsmad efter en lang dag på farten. Jeg får kørt en del madder ned og kan fornemme, at søsteren i familien kigger lidt mærkeligt på mig. Syltetøjen er åbenbart beregnet til at komme i teen, og næppe noget man i tykke lag smører på brødet. Jep jep, vi lærer hver dag.

imageimage

Tur på hesteryg

Tur på hesteryg

image

Homestay-mom

Homestay-mom

Vores tur på hesteryg ender brat, da en glubsk hund gør klar til angreb, da jeg ufrivilligt rider forbi. ALDRIG i mit liv har jeg været så bange før! I ren panik over situationen "glemmer" jeg, at jeg sidder på en hest. I mit flugtforsøg falder jeg derfor af hesten på modsatte side af hvor hunden befinder sig. Desværre lander jeg skævt ned på min fod og resultatet bliver en tur på "skadestuen" og hjemtransport i den lille ambulance med blomstrede gardiner samt en blå og slatten fod i bonus.

Vores tur på hesteryg ender brat, da en glubsk hund gør klar til angreb, da jeg ufrivilligt rider forbi. ALDRIG i mit liv har jeg været så bange før! I ren panik over situationen “glemmer” jeg, at jeg sidder på en hest. I mit flugtforsøg falder jeg derfor af hesten på modsatte side af hvor hunden befinder sig. Desværre lander jeg skævt ned på min fod og resultatet bliver en tur på “skadestuen” og hjemtransport i den lille ambulance med blomstrede gardiner samt en blå og slatten fod i bonus.

Patienten indstalleres

Patienten indstalleres

imageimageimageimageimage

De næste dage går med besøg hos ørnejæger, tur på hesteryg, overnatning i en yurt (nomadetelt), og diverse afstikkerture op i de kæmpemæssige sneklædte bjerge, der overalt man kigger, udgør baggrunden. Vi er fuldstændig fortabte til den smukke natur. Efterårets varme farver har allerede gjort sit indtog og de grønne sommerfarver er mange steder afløst af brunlige, rødlige, og gullige nuancer. Om natten er temperaturen under frysepunktet, og investeringen i hue og vanter i Bishkek viser sig at være et klogt træk.

image

Issyk-Köhl Lake

Issyk-Köhl Lake

imageimageimage

Homestay

Homestay

imageimage

Vi kører af små kringlede bjergveje, og ofte holder vi tilbage for en dyreflok af heste, geder, får eller køer, der passerer vejen. Den lille Honda Fit føles omend endnu mindre, fanget mellem 50 tyrekalve hver med en kampvægt på 1 ton. Dog må vi erkende, at den lille Honda Fit ikke er en super terrængående maskine. Uanset hvor meget vi end tror på det, må vi flere gange vende om på grund Hondaens (u)formåen. Dog er vi enige om, at det er en fantastisk måde at opleve på og giver en stor frihed at have sin egen bil (selvom en 4WD nok havde været et bedre bud) 😉.

imageimageimage

Vores køre-lykke-fugl, som vi fik a homestay-mom

Vores køre-lykke-fugl, som vi fik a homestay-mom

Vi bliver stoppet af vagtpost, da vi vil køre op til en guldmine i 4200 m. højde. Han bestikkes med et smil og et par kiks 😉

Vi bliver stoppet af vagtpost, da vi vil køre op til en guldmine i 4200 m. højde. Han bestikkes med et smil og et par kiks 😉

Den venlige vagtpost på vej på til guldminen Komtor

Den venlige vagtpost på vej på til guldminen Komtor

imageimageimageimageimage

Vi gør som de lokale, og samler folk op langs vejen. Passagererne bydes på kiks, Medina fra højtaleren og et gratis lift

Vi gør som de lokale, og samler folk op langs vejen. Passagererne bydes på kiks, Medina fra højtaleren og et gratis lift

imageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimage

imageimage

Overnatning i en yurt (nomadetelt)

Overnatning i en yurt (nomadetelt)

imageimageimageimage

Det lille hus...

Det lille hus…

image
Charlotte og jeg har lært hinanden at kende igennem DBK – De Berejstes Klub. Charlotte er sådan en pige, der straks optager ens opmærksom. En pige der har noget på hjerte. Charlotte har en dyb forståelse af mennesker og besidder en naturlig medmenneskelighed, hvilket ikke kun kommer til udtryk i Charlottes personlighed, men også i hendes hjertebarn Help2Helppilot, som er Charlottes nyopstartede virksomhed, der beskæftiger sig med frivillighed.

I kombinationen af lidt for meget vin, sangen “Volvo B18” og godt selvskab til en DBK-fest i sommers opstod ideen om, at køre rundt i Kirgisistan i en lejet bil. Sådan blev det og hvor er jeg glad for det! Udover nogle fantastisk oplevelsesrige dage udviklede vores forhold fra et godt bekendtskab til et dybere venskab. Det var mere reglen end undtagelsen, at morgenmaden tog et par timer, fordi vores lange snakke ikke kunne komme til ende. Alt lige fra Palæstina-konflikten, familie, rejsesnak til parforhold (eller mangel på samme) blev snakket, diskuteret, vendt og drejet. Vi har den samme tilgang til at opleve og rejse, deler begge en stor nysgerrighed, og vi begge nægter at gå glip af noget på vores vej. I det store hele funker vi bare godt sammen som rejsemakkere. Rollefordelingen i bilen fik vi også hurtigt styr på – Charlotte er chauffør og jeg er GPS/DJ. (Charlotte gjorde mig i øvrigt opmærksom på, at lyset til bilen ej skal forveksles med blæseren og at katastrofeblinket er den kæmpestore røde knap, som hurtigt forsvinder i mængden blandt alle de små sorte knapper!)
Charlotte, det har været så givende at lære dig endnu bedre at kende. Du er skide sjov, har et smittende gå-på-mod, du inspirerer og du har en dyb personlighed. Jeg elsker din måde at anskue verden på, men du skal altså stoppe med at sætte god musik på midt i et kryds, ik?

Jeg er helt overbevist om, at det ikke er sidste gang de to medina-syngende trunter her har været på tur sammen. Glæder mig til nye eventyr med dig.

Live large – travel light

/Line

image

Goodbye Kyrgystan - hello Kasakhstan

Goodbye Kyrgystan – hello Kasakhstan

Udgivet i Kirgisistan | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Veninder

IMG_0597-0.JPG

Inden jeg forlod DK fik jeg en konvolut med fra mine veninder, som jeg først måtte åbne, når jeg sad i flyet på vej. Da mine planer ændredes og jeg istedet brugte 5 uger i Europa, følte jeg ikke, at det var berettiget at åbne konvolutten. Den blev derfor åbnet i flyet på vej mod Kirgisistan for 2 dage siden. Konvolutten indeholdte personlige breve og billeder fra mine gamle veninder fra Nordjylland. Sjove, skøre og ikke mindst pinlige anekdoter fra håndboldture, ferier og byture (nogle mere upassende end andre). Men også kærlige, smukke og tankevækkende ord. Alt gik lige ind i venstre side af brystetkassen, og der blev fældet et par tårer midt i turbulensen. Glædestårer når de er bedst.

Vi er en venindeflok på 7 der til trods for lange afstande og forskellige ståsteder i vores liv, har formået at holde sammen i snart 25 år. Det er et helt unikt venskab, der løbende har taget form, helt fra den spæde skoletid, igennem de udfordrende og vilde teenageår og ikke mindst i vores voksenliv. Udover at være bundet sammen på kryds og tværs indbyrdes kender vi hinandens familier og tilhørende historier på godt og ondt. Fordi vi netop kender hinanden så godt, er det nemt at være sammen, også selvom der nogen gange går halve og til tider hele år imellem. Der er intet der skal forklares og alt er som “det plejer”. Dejligt ukompliceret.

En gruppe af veninder – hver især med forskellige kvaliteter og karaktertræk. En masse unikke personligheder, der når vi er sammen går op i en højere enhed.

Manne du er rodehovedet med de distræte tendenser. Du gør typisk enten din mobil, pung, dankort eller sports bh (Thank God for gaffa) væk dagligt, men på mærkelig vis får du altid støvet det mistede op igen. Du er et af mest positive og antibrokkende menneske jeg kender, og ser altid det bedste i mennesker. Manne, du er hårdfør, modig og kaster dig frygtløs ud i vilde projekter, som fx. at vandre i bjergene alene med din rygsæk. En pige med stærke knogler i næsen (og i skinnebenene)! Manne, du er en inspirationskilde uden lige.

Johanne, du har altid været vores allesammen erstatningsmor. Du er en beskytter, der altid yder omsorg for andre før dig selv. Du passer på én, når håret skal holdes i en brandert og du har nok mere end 1000 gange hentet og bragt os alle i din lille dyt. Det går som regel godt, dog gik det rigtig rigtig skidt dengang, vi to 15 år gamle og ikke helt ædru, blev enige om, at vi kunne køre en knallert. Turen endte 150 meter senere pløjende gennem en hæk og frontalt sammenstød mod en husgavl. Det blev en dyr affære – knallerten var totalt skadet, og eneste måde at rode bod på sagerne, var at købe de sørgelige rester af et knallertlig.

Pyt du er en ener – især på det humoristiske plan. Du sætter altid en stemning og har altid en historie i ærmet. Helt sikkert en der kan få os alle til at ligge vandret. Hvis stemningen hænger en smule iklæder du dig toiletpapir eller gemmer dig under et par jakker i en dansktime eller tømmer en pagne i et par mundfulde. Du er vores bud på Elle Macpherson “the body”. En smuk grinebidder og sprængfyldt af energi.

Lene er vores allesammens håndboldtøs. Du har altid levet og åndet for din sport og du gør det med stil. Stærk som en okse, en fighter, der kæmper til allersidste sekund! Du er bramfri og du tør sige det, vi andre tænker. Jeg har budt dig lidt af hvert på vores ferier, men du har altid taget mine mere eller mindre heldige påfund med et smil på læben, når jeg nok i virkeligheden skulle have haft en skideballe.

Ag for sulan! Vi har haft rigtig mange år sammen. Folkeskole, håndbold, gymnasie og ikke mindst bageren i Føtex. Du er en følsom pige, der så sikkert som amen i kirken græder til børne MGP. Du er rap i replikken og mestrer snappy comebacks til fingerspidserne. Du er ikke så stor, men for sadan da, hvor er du bare stærk. Både hvad angår din lille skønne datter, men også rent fysisk. Guns der vil noget! Du er en humørspreder og så udviklede du konceptet “opkast i si”, som jeg i øvrigt stadig gerne vil have forklaret formålet med.

Lise din hvirvelvind. Du har altid gang i en masse ting og om nogen behersker du at have mange bolde i luften. Du er en super klog pige, der kan snakke som et vandfald. Ingen som dig kan fortælle en histore med så meget indlevelse, vilde fagter og ugentagelige vokaler som dig. Du har altid haft fis i rumpetten og snart boet i samtlige byer i Danmark. Det lader til at du nu har fundet din rette hylde i Kbh, som klart er i mit favør. Du er et gastronomisk geni og jeg håber du “venter på parkeringspladsen”, når jeg igen rammer staden.

En kæmpe TAK for jeres skønne breve. Det var rørende og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg kigger på dem på denne rejse. Vi ses dejlige damer 😚😚😚

IMG_0616.JPG

IMG_0595.JPG

IMG_0594.JPG

 

IMG_0618.JPG

IMG_0617.JPG

IMG_0619.JPG

IMG_0620.JPG

 

Udgivet i Kirgisistan | Skriv en kommentar

Bomnok, løggang, sallinghorn og andre pudsige skibsudtryk….Ship o høj og splitte mine bremsejl

IMG_0579-0

 

IMG_0585

Frokosten indtages med udsigt til det ankrede skib

Frokosten indtages med udsigt til det ankrede skib


Skipper Olga og matros kaster håndtegn

Skipper Olga og matros kaster håndtegn


For 8 dage siden havde jeg aldrig sat mine ben paa en sejlbaad. Dog var jeg ret sikker pa at en sejlbaad og jeg ville komme ret godt ud af det med hinanden. Det vidste sig at holde stik, og jeg kan nu ikke vente med at stige ombord igen. Det har været en kæmpe oplevelse at sejle rundt mellem de græske øer og paa nærmeste hold opleve sejlerlivet. Ideen med at bevæge sig igennem vandet blot ved hjælp af vinden er jeg fascineret af, men ogsaa hvordan mange forskellige funktioner på båden såvel som besætningsmedlemmer paa et skib skal virke sammen. Det er ikke kun et sejl der skal sættes, eller en kurs der skal udstikkes. Der er masser af forberedelser og opgaver inden sejlladsen men ogsaa under og efter. Det kræver en stor viden om mange forskelige ting ombord, som jeg paa ingen maader har styr paa (endnu), men jeg er helt sikkert blevet fristet og motiveret for at lære mere. Jeg har været saa heldig at kunne suge til mig fra mine klatrevenner med sejlererfaring. De har alle været super gode til at hjælpe, forklare og ikke mindst inkludere os knap saa erfarne i sejladsen. Ingen tvivl om at der er lang vej til at blive en dygtig sejler, men nu er det slaaet fast med 7-tommer søm, at sejlerlivet kun lige er begyndt. “Maybe you are born with salty skin” sagde en skipper jeg mødte paa mit hostel igaar, da han kunne mærke min entuiasme omkring sejlladsen…Tjaa det kan der maaske godt være noget om. Jeg er jo vokset op med havet som nabo, en far der har været fiskeskipper i 25 år og en mor og bedsteforældre der er sejlere, så det er nok ikke helt ved siden af.

Efter 2 nætter i havn pga daarlig vejr stilede vi afsted tidligt mandag morgen. Ikke just det perfekte vejr og rælingen havde en mærkelig mani med at krænge under vandet. De første par gange blev det til et par uuuhhhuuuhhhhhhuuhh hvorefter uhh`erne med tiden blev færre og mere lydsvage i takt med, at jeg blev overbevist om, at Oceanis 343 nok skulle holde sig på “ret køl”. (Lige pludselig giver det udtryk bare meget mere mening! Hurra for køl!). Selvom der er utrolig meget at lære og vænne sig til, saa var der ingen tvivl om, at jeg fra første vending (eller var det bomning?) var hooked.

Det meste af ferien gik med sejllads, men der var ogsaa tid til et par dage med klatring paa Kalymnos og de tilstødende øer. En helt fantastisk kombination af to aktiviteter. Flere steder var der ikke havne vi kunne ligge til, saa vi laa for anker om natten. Om morgenen pakkede vi klatregrejet og afsted i den lille gummibaad ind mod kysten og klipperne. Det er en helt ok approach til en klatresektor, blev vi hurtige enige om. Især hvis vi kunne lokke en af fyrene til at ro 🙂

Igaar var det saa slut for denne omgang, og jeg skal videre paa min tur. Jeg maa indrømme, at det var svært at sige farvel til jer fantastiske mennesker, Olga, Majbritt, Martin og Esbjørn. Sejllads er en intens maade er være sammen paa, og alt foregaar i et fællessskab. Men naar nu skibets besætning bestaar af super omgængelige, sjove og rare mennesker, der i det hele taget er dejlige at være sammen med, saa er det en smal sag at faa tingene til at fungere. TUSIND TAK!

IMG_0553
IMG_0552

Hyggedag ved stranden

Hyggedag ved stranden

Den første veloverståede sejlads fejres med champagne...

Den første veloverståede sejlads fejres med champagne…


Tålmodighed ved roret...eller ikke 😉

Tålmodighed ved roret…eller ikke 😉


IMG_0558
Olga overtog føringen og skipperen blev degraderet til fendergast 😄

Olga overtog føringen og skipperen blev degraderet til fendergast 😄


Seje Majbritt i aktion

Seje Majbritt i aktion

IMG_0559
Buddytjeck!

Buddytjeck!

IMG_0567IMG_0564IMG_0566IMG_0565IMG_0568
Tilbage mod båden efter en varm og hård klatredag

Tilbage mod båden efter en varm og hård klatredag

Tøsehygge når det er bedst: Skumbad i dinky'en med kolde Mythos.

Tøsehygge når det er bedst: Skumbad i dinky’en med kolde Mythos.

Frem med skaberne piger!

Frem med skaberne piger!

IMG_0571IMG_0576IMG_0575IMG_0574
Skipper E

Skipper E

IMG_0580IMG_0577
Så kom der vind i sejlene, sidste stræk med smuk sol og god vind i ryggen

Så kom der vind i sejlene, sidste stræk med smuk sol og god vind i ryggen


Skibet inspiceres efter en uges sejllads

Skibet inspiceres efter en uges sejllads


Fra Kardamenia havn tog jeg bussen mod Kos havn, og herfra videre med en færge til Bodrum, Tyrkiet. Herfra skal jeg senere idag flyve til Bishkek, Kirgisistan.
Ankomst til Bodrum, Tyrkiet efter farvel til de andre besætningsmedlemmer på Kos

Ankomst til Bodrum, Tyrkiet efter farvel til de andre besætningsmedlemmer på Kos


Hver ting til sin tid – og nu gaar tuen videre mod nye oplevelser i Central Asien. Jeg glæder mig til at opleve bjergene, den smukke natur og ikke mindst en for mig uudforsket del af verden. Den første uge faar jeg selvskab af min søde veninde Charlotte, som jeg kender gennem De Berejstes Klub. STAN-contries here I come

Udgivet i Grækenland | 1 kommentar

Kosovo og Makedonien

Efter nogle super skønne uger rundt i Balkanlandene, går turen nu videre til Grækenland, hvor jeg skal mødes med mine klatrevenner hjemmefra. Vi skal sejle rundt mellem øerne på en lejet sejlbåd og har selvfølgelig vores klatregrej med, så jeg vi kan få prøvet kræfter med klipperne. Nedenunder lidt billeder fra Kosovo og Makedonien. I Makedonien couchsurfede jeg hos en super sød og gæstfri pige, og jeg fik endda hjemmelavet ajvar med i rygsækken, som hendes forældre havde lavet. Ved Ochridsøen i Sydmakedonien boede jeg på det skønneste guesthouse med udsigt ud over søen. Nogle fantastisk dage med endnu engang skønne mennesker.

IMG_0423.JPG
Skolepiger i Pristina, Kosovo

IMG_0427.JPG

IMG_0424.JPG

Skopje

 

IMG_0426.JPG

Mtbtur ved Ochridsøen Makedonien

IMG_0425.JPG

Ochrid i Makedonien

IMG_0429.JPG

Robinson sunset guesthouse

IMG_0431.JPG

IMG_0430.JPG

IMG_0428.JPG

IMG_0432.JPG

IMG_0433.JPG

Morgenmad ved Ochridsøen, venter på de første solstråler rammer

 

 

 

 

 

IMG_0435.JPG

IMG_0437.JPG

IMG_0436.JPG

Ome og Michael

IMG_0434.JPG

IMG_0439.JPG

IMG_0438.JPG

Må lige dele en sjov oplevelse. Sjoveste bemærkning (sagt i kunstbutik, ung kvindelig ekspedient) “we have very good artist here. All is made by handjob” det første halve sekund prøver jeg at holde masken, men må efter et fuldstændigt ukontrollerbart grineanfald forlade butikken. Pinligt og lidt synd for pigen. Anyways et farvel til disse fantastisk smukke lande, som bestemt fortjener mere opmærksom fra omverden. Også et farvel til mine elskede bureks (butterdejslignende sandwich med forskellige fyld) og rakia (hjemmebrygget alkohol), som serveres overalt i Balkanlandende. De lokale mener det kurerer alt, og mente helt bestemt det var vejen frem mod min ørepine!

Udgivet i Kosovo, Makedonien | Skriv en kommentar

Bosnien–Herzegovina, Montenegro og Kosovo

Fra det søde campingliv gik turen videre til noget, der i højere grad ligner backpackerlivet. Mine sølle 35 læste sider i min bog vidner om, at jeg i hvert fald ikke har kedet mig. Tværtimod! Har allerede oplevet utroligt meget, set en masse smukke steder og mødt masser af søde og venlige mennesker. Udover en stjaalet iphone i Sarajevo er Balkanlandene alt andet end jeg forventede. Smukke landskaber, god mad og gæstfrihed. En ting ved rejselivet er, at jeg ofte bliver positivt overrasket. Gang paa gang maa jeg sande at mine fordomme paa ingen maader holder stik. Jeg prøver derfor at at minde mig selv om at ligge fordommene paa hylden og i højere grad vaske tavlen ren, inden jeg begynder at forestille mig for meget. Det er foruroligende, hvordan vi paavirkes af medierne og nyhedsstrømmen. Jeg er vokset op med krigen i Balkanlandene, men aldrig rigtig sat mig ind i konflikten. I mit hoved var et land som Kosovo langt bagefter udviklingsmæssigt, og jeg var stærkt overbevist om, at spor efter krigen ville være at se overalt. Det er svært at generalisere, naar jeg kun har set en lille del af landet, men hovedstaden i Kosovo, Pristina er en moderne by, med butikker paa strøget som Mango og Benetton, lækre restauranter og masser af smaa hippe cafeer, hvor de unge hænger ud med kaffe. Som jeg selv ville gøre hjemme i Kbh. Det er dejligt at blive overrasket paa den maade.

Hvad der nok har gjort mest indtryk paa mig de sidste par uger er, hvordan belejringen af Sarajevo i 90–erne for altid har sat dybe ar paa saavel byen som folkene. Det er vanvittigt at forestille sig en hverdag i en krigsramt by igennem 4 aar. Under belejringen var det kun muligt at faa forsyninger til indbyggerne via en 800 meter lang tunnel under lufthavnen, der kun er 1.40 m høj!! En dagsrejse der selvsagt var forbundet med stor risiko for sit liv.  Ligeledes er svært at forstå at Sarajevo 10 år tidligere var værtsby ved vinter-OL 1984, en verdensomspændende begivenhed. Serberne brugte under belejringen af Sarajevo bobslædebanen som skyttegrav, og borede huller i kanten, hvorfra de kunne skyde ned på byen. Billederne taler for sig selv.

Ellers har ugerne budt paa besøg hos helligs pilgrimssted for katolikker, river rafting i Tara Canyon i Montenegro (verdens 2. dybeste canyon efter Grand Canyon) med et par overnatninger ved floden, spring fra 18 m. bro, den særdeles smukke by Mostar i Bosnien, Bay of Kotor i Montenegro, kajaktur til smaa øde strande, et par pubcrawls, været paa toppen af et par bjerge og generelt forsødet min tilværelse med masser af bureks (en slags butterdej med forskellige fyld) og af flere omgange stiftet bekendskab med rakia (lokal snaps). Idag gaar turen videre til Makedonien, hvor jeg couchsurfer hos en pige.

 

Udgivet i Bosnien-Herzegovina, Kosovo, Montenegro | Skriv en kommentar

Blogge blogge

Så er det vist paa sin plads med et første indlæg her på bloggen. Ugen op til afrejse var en smule hektisk. Det lykkedes i syvende og sidst at få lejet lejligheden ud og den store fødselsdags/farvelfest blev afholdt med stor succes. En super fantastisk dag med en skøn blanding af familie, fysser, gamle håndboldtøser, klatrevenner, berejste, skibumser, kollegaer, naboer og andet godtfolk. Det var fantastisk at kunne samle samle så mange af de mennesker, der er med til at give mit liv indhold.

Lejligheden blev pakket ned og ligeledes blev mit liv de næste mange maaneder i en taske. Inden det sädan rigtig går løs har jeg 5 ugers rejse i Europa. Kort inden afrejse fik mulighed for at sejle med nogle klatrevenner i det græske slut september, hvilket jeg umulig kunne sige nej til. Turen startede såedes ud med 4 dage i Geneve, Schweiz, hos Dom og Sofia, som jeg mødte i Vietnam for 8 år siden. De er ligeså rejselystne, og er nyligt hjemvendt fra 1 års rejse i Sydamerika. Nogle dejlige dage med masser af rejsesnak, picnic, tur i bjergene og ikke mindst god mad.

IMG_0052.JPG

IMG_0056.JPG

Herefter fløj jeg til Kroatien, hvor jeg er har camperet med min mormor og morfar. De 3 planlagte dage blev til 14 dage. Skønt selskab og de 2 er altid med på den værste. Som fx. da morfar og jeg skulle kæmpe om “længst tid i planken”. Efter 3!!!! minutter gav morfar op. Manden er snart 80 og har aldrig prøvet en planke før. Hvad f*** sker der for det?

Det er nok fra mormor, jeg har det der nysgerrighedsgen. Hun er virkelig nysgerrig. På den gode måde. Så hun skulle også forsøge sig med TRX-træneren, efter at hun gentagne gange undrede sig over mine forgæves forsøg på at oprette det skæve træ med mit træningsagregat. Efter lidt hurtig instruktion kørte Mormor på med TRX’eren og konkluderede, at sådan en skal hun da eje! Imens har morfar beskæftiget sig med at lære mig pælestik og dobbelthalvstik, så jeg er forberedt på min kommende sejlads. Desuden har jeg lært en masse nye ord som jeg i fremtiden vil forsøge at gøre brug af:

Tullevælling = Kaffe med mælk
Suge på lappen = Når man ikke har mange penge
At sele = at savle
Jumpe = hoppe
Fjevs = er stadig ikke helt sikker på betydningen, men muligvis en fyr/gut

IMG_0171.JPG

IMG_0116.JPG

IMG_0169.JPG

IMG_0170.JPG

Barnebarnet kunne da heller ikke andet end at trække på smilebåndet, når morfar råber til mormor: “Kom lige her Åse – vi skal lige lave en selfie”. Selfierne bliver selvfølgelig sendt over iphonen og ipad’en (hvor strikkeopskrifterne også ligger gemt) Mobilepay blev da også lige installeret, for det var da ret smart kunne morfar godt se.

Jeg har altid pralet lidt med jeg har verdens sejeste bedsteforældre. De 2 nægter bare at sætte sig i en stol og blive gamle. Istedet holder de sig up-to-date med, hvad der foregår i verden og holder sig selv fysisk igang. De er begge videbegærlige, sjove og enormt omsorgsfulde. TAK for 2 skønne uger i den bette vogn.

IMG_0087.JPG

IMG_0089.JPG

IMG_0078.JPG

IMG_0098.JPG

Jeg er nu taget til Bosnien-Hercegovina, hvor jeg bor i hyggelige Mostar. Imorgen går turen videre til Sarajevo.

Udgivet i Kroatien | 1 kommentar