Den kasakstanske version af Kødbyen, Almata. Dog uden de hippe barer.

En hel dag i Almata, Kasakstan blev brugt på at registrere mig på immigrationskontoret – et stort leben og ståhej, et asen og masen i forskellige køer, og skænderier på forskellige sprog de ventende imellem. De uvenlige udtryksløse ansatte bag skranken kunne ikke være mere ligeglade, og det lader til at de om nogen hader deres job. Med min nyerhvervede zen-myndigheds-indstiling, gik det rimelig gnidningsfrit, tiltrods for et par albuer i siden og skulderskub af moderat karakter.

Mændene i moskeen var ikke glade for “dagens gæst”. Da jeg kom ud opdagede jeg, at den store flotte moske var forbeholdt mændene. Kvinderne havde en knap så prangende moske ved siden af.

Smuk katolsk katedral, Almata, Kasakstan

Planen var at bruge et par dage i Almata, Kasakstan, for derefter at rejse videre syd/vest igennem Kasakstan og krydse ind i Usbekistan. Sådan blev det dog ikke gå. Muligheder opstår, og er man parat til at gribe dem, så vil de ofte komme 2-fold igen. Rejselivets evige uforudsigelighed!

Igennem en kasakstansk pige på mit hostel møder jeg Bonnie, en amerikaner som arbejder på den internationale skole og hendes sydafrikanske ven David, der i sin landrover har kørt igennem 44 lande og nu har ramt Central Asien. Vi bruger et par dage i bjergene sammen, og hænger ud yderligere et par dage hos Bonnie, inden jeg endelig får mit usbekistanske visum i hus (nogenlunde samme forløb, som ovenstående på immigrationskontoret). David vil krydse grænsen til Kirgisistan over et pas, som lukker om et par dage, og får mig med på ideen. Det betyder, at jeg ender tilbage i Bishkek, hvor jeg kom fra, men omvendt får jeg nogle ekstra dage med bjergluft. Tanken om, at jeg ikke kommer til at se bjerge i lang tid hjælper mig hurtigt til at tage beslutningen

Efterårsfarver i Almata, Kasakstan

Roadtrip part 2. Tur til Almata big Lake med Bonnie og David. Vi slog bagsæderne ned og sov alle tre på en madras bag i bilen, vendinger i løbet af natten måtte koordineres!

De første morgenstråler bryder igennem over Almata big Lake

Roadtrip part 3. Bordercrossing to Kyrgistan with David.

Frokosten indtages – all alone in the middle of nowhere

Den kirgisiske udgave af polo – istedet for en bold bruges traditionelt et hovedløst får.

En eksplosion af en solnedgang over den smukke bjergsø Issyk-Köhl, Kirgisistan

På vej mod Bishkek tidlig morgen, Kirgisistan

Efter ankomst til Bishkek, skal bilen vaskes. Den søde vaskedreng overtales af den blonde turist til at sælge sin super seje t-shirt med det kasakhstanske flag på (selvfølgelig til en god pris). Det blev således min souvenir fra Kirgisistan med det helt perfekte slid og kun delvis beskidt.

Jeg flyver til Osh, Kirgisistan om aftenen for om morgenen at krydse ind i Usbekistan + yderligere 10 timers transport til Samarkand. Om morgenen vidste jeg det allerede: det her bliver en lang dag – en meget lang dag! Den der fornemmelse af, at få det forkerte ben ud af sengen. Ingen vand på mit hostel, ok, ingen bad – det går nok. Taxamanden, som jeg aftenen før havde lavet en aftale med, dukker ikke op. Jeg er allerede semi-våd, eftersom det står ned i lårtykke stråler, men får efter noget tid en anden taxa. En kødrand af mennesker står ved grænseovergangen, og venter utålmodigt på at blive lukket ind igennem en port. Køen snegler sig afsted i regnen og jeg forguder min investering i kvali-regntøj. Igennem ingenmandslandet der deler de to lande, stoppes jeg af en stor dame, som mener, at jeg bør bære hendes bagage ovenpå min egen baggage: Øhh et nej tak herfra, eftersom jeg har rigeligt at gøre med min egen bagage og regnen. Hun bliver fornærmet og råber et eller andet på russisk efter mig. Ved den usbekiske grænse skal der deklareres told, og alt hvad jeg har i kontanter skal påføres samt mit elektronik (herunder om det er “old” eller “new”). Mine bosniske mark viser sig at give tolderne grå hår i hovedet, eftersom ingen af dem aner, hvad Bosnien er, og intet i deres system hedder bosniske mark. Videre til næste post, tjek af bagage og billeder på kamera. Flittigt bladres der igennem billederne på min ipad til stor nysgerrighed for nu yderligere to vagter. Vagten stopper ved billederne fra riverrafting i Montenegro, hvorefter han spørger: “You, olympic?” Argh, hvis jeg selv skulle sige det, så føltes det måske sådan på dagen, men OL-kandidat bliver jeg vist aldrig!
Det lykkes mig hurtigt at arrangere et lift til Hovedstaden Tashkent i en “shared taxi”. Til stor jubel sidder den store dame, som tidligere skældte mig ud og hendes ligeså store veninde allerede inde i den faldefærdige bil. Super! På trods af kun 3 passagerer føles bilen allerede tæt pakke, og jeg kan med nød og næppe krølle mine lange stænger ind på bagsædet. Nu skal det vise sig, at endnu en passager skal med – en mand, en kæmpe stor tyk mand og et skænderi tager form, eftersom manden forlanger at få forsædet pga. hans uformelige størrelse. Den store tykke dame giver til sidst op og kæmper sig om på bagsædet. En umiddelbar umulig opgave, men i 3. forsøg lykkes det at lukke døren. Vi er KILET fast til hinanden. Skide værre med de ikke-eksisterende sikkerhedsseler, vi ryger ingen steder, hvis uheldet er ude. Vinterens pludselige kommen gør det svært at køre – der er tåget, snevejr og et par minus grader udenfor. Tiltrods for vejrforholdene tænder mændene foran den ene smøg efter den anden. Vinduerne er derfor pivåbne og en genstridig, isnende bjergluft står os lige ind i femøren. Da vi holder pause serveres, der suppe med kød/fedtklumper(ko? hest? får?), te og vodka. Det ryger ned, eftersom jeg er hundesulten, våd og kold – ligeså gør vodkaen. Det kan da give lidt varme, tænker jeg.

Frokosten indtages med mine medpassager

Afsted igen, damen på midtersædet er nu blevet træt og hendes hoved tenderer over mod mig i hvert hårnålesving. En skøn manke af kvindehår lige op i hovedet i tide og utide. Vi ankommer til Tashkent og jeg ryger hurtigt ind i en ny “shared-taxi” afsted mod Samarkand. Yes, der er varme på og rimelig med plads. Nu kører det! Chaufføren har dog en helt anden opfattelse af begrebet “sikker kørsel” end jeg, og zigzagger gennem trafikken i hæsblæsende tempo. Efter hans logi er alle kørebaner = overhalingsbaner. Anyways, vi kommer fremad! Et par timer før Samarkand, skal der tankes benzin. Et stort kaos af biler, mennesker og “pumpedrenge” udspiller sig omkring den enorme benzintank med intet mindre end 20 pumpestationer. Der er ingen benzin!!! Vi beordres ud af bilen og situationen krydres nu med strømsvigt!! Vi venter, og venter…og venter. Efter 5 meget lange timer i mørke og en temperatur omkring frysepunktet er benzinen igen tilgængelig ved midnatstid. En euforisk stemning spreder sig i menneskemylderet. Vi fortsætter de sidste par timer mod Samarkand. Chaufføren ved ikke, hvor mit hostel befinder sig, og sætter mig af hos en anden taxamand, som heldigvis kender stedet. Jeg ankommer til en mørk lukket port, og kl. har nu passeret to. Please, please, please åben den dør en eller anden, når jeg banker på! “Juhuu” – en søvndysset ældre mand lukker mig ind. “A long day?” spørger han venligt. “Ohh yes, a very long day”, svarer jeg lidt konfus. Han guider mig hen mod en lille stue og placerer mig foran en varm pejs, serverer te og småkager for mig og anviser mig dernæst et værelse. Jeg tager mig den frihed at springe tandbørstningen over og falder i søvn samme sekund, som mit hoved rammer puden.