Efter mange års bekymringer og uro i kroppen, når mine 3 dejlige børn har rejst verden rundt, har denne rejse nu givet mig en forståelse for samt indblik i den frihed og nysgerrighed, der driver mine børn afsted mod nye oplevelser og eventyr. Næste gang mine børn rejser ud i verden, er det med færre bekymringer og jeg vil med glæde følge deres fodspor, nu jeg selv i en sen alder har prøvet denne rejseform.

Vi ankom til Luang Prabang i det nordlige Laos, hvor kultur, farver og skønhed overgik det lille grå Danmark vi efterlod på denne årstid. Kontrasterne var store – imponerende, farverige og meget smukke templer, boder langs vejene med salg af frugt og grønt samt kødvarer bestående af bambusrotter, egern, små krabber samt svin og kylling. I templerne var det påkrævet at efterlade fodtøjet udenfor – ligeledes samme procedure på mange guesthouses og butikker. Paradoksalt nok blev vores motorcykler på et skolehjem, hvor vi overnattede kørt ind i spisesalen, mens skoene pænt stod udenfor. Endvidere var det meget almindeligt, at vasketøjet hang til tørre langs vejen, hvor man var sikker på, at en gang vask stort set var uden nytte på grund af det ophvirvlede støv fra forbipasserende trucks, tuktuks, motorbikes og ikke-synsgodkendte biler. Kulturen var kontrastfyldt og mange gange for os uforståelig.

Det var tydeligt at se, at mændene i lige så høj grad som kvinderne påtog sig den omsorgsfulde forsørgerpligt overfor børnene. Man fornemmede tydeligt at laoternes familiebånd var stærke og man her tog sig af hinanden. Ligeledes kom dette til udtryk ved de daglige morgenritualer med munkene, der indsamlede almisser i form af ris, kiks og frugt fra lokalbefolkningen.

I en afsidesliggende landsby langs floden begav vi os på jagt efter et overnatningssted. Som sendt fra himlen gik en gammel kone os i møde for at tilbyde os overnatning i en af de små bungalows. På afstand kunne vi se de kraftigt bordeauxrøde læber, som stod i kontrast til de spartanske omgivelser, hvilket i første omgang gav os et indtryk af et pynteligt ydre. Med hendes to tænder i munden og et bredt smil, opdagede vi til stor overraskelse, at læbernes farve skyldtes mange års forbrug af de røde euforiserende betelnødder, som tygges i store dele af Asien.

Primitivt homestay i junglen

Den ultimative oplevelse var besøget og overnatningen hos en lille etnisk minoritetsgruppe, der levede deres liv afsides fra alt civilisation – uden el og vand, dog et lille vandløb fra en sprække i bjerget.

Med godt mod og en positiv forventning til endnu en oplevelse og uden anelse om, hvilke strabadser, der ventede forude, begav vi os afsted med vores søde og ydmyge guide Ping. Fra de tørre og nu færdighøstede rismarker, kunne vi ane junglen i horisonten. Turen krævede adskillelige flodkrydsninger med blottede (engang hvide og rene) fødder. Med en vis skepsis gik vi i floden. Billeder fra naturprogrammer hjemmefra opstod spontant på min nethinde og jeg forestillede mig, at jeg på den anden side af bredden blev udstyret med nye leggings bestående af blodigler. Efter adskillige gange med fusserne i vand, blev det næsten behageligt – dog med sporadiske tanker om, hvilke dyr vi risikerede, at indfange med vores tæer.

Vi begav os afsted gennem junglen, som hovedsageligt bestod af 10 meter høje bambus på den stejle bjergside. Det føltes til tider, som var det den almægtige, der skulle have besøg. Pludselig stoppede guiden op langs bjergside, og ud fra øjenhøjde sad en skolopender, (et meget giftig,bidende og til dels hoppende dyr med mange ikke charmerende ben). Svedperler på panden meldte sig, trætheden sneg sig langsomt ind på os, men vi havde trods alt, stadig overskud til at nyde den frodige udsigt. Tiden føltes på stand-by og mindfullness kurser blev i denne relation overflødig.

Endelig nåede vi vores mål – landsbyen på toppen af det næsten 2000 meters høje bjerg, hvor temperaturen nu var faldet drastisk. Store som små grise med vildsvineagtigt udseende, kom os i møde – hvor hyggeligt – sikke en gæstfrihed. Vores familie, hvilken vi skulle overnatte hos, hilste forlegen og ydmygt på os, men dog med en vis undren – (sikkert over vores gennemsigtige mideagtige udseende).

Galende haner, høns og skrigende grise var i flertal blandt os. Næsten faldefærdige bambushytter stod side om side på den røde golde og sandede bjergtop. Blæsten på toppen gjorde det umuligt, at forhindrer sand på samtlige steder på kroppen – hmmm måske det kunne erstatte en god skrubbecreme. (Forstår ikke at skrubbecreme er dyrt i Danmark).

Alt synes uvirkeligt – så fattigt og primitivt og alligevel så vi glade, rolige børn, der legede med lighter hylstre, som de krammede mellem tæerne og spillede patang, – et levn fra den franske kolonitid. Værten fangede en høne og snart var hønen tilberedt over bål i hytten. Service bestående af en gryde og et tilberedningssted på størrelse med en lille skotøjsæske str. 38. Jeg var fuld af beundring, når jeg tænkte på, hvilke grej, vi selv havde med på fjeldvandringer i Norge.

Middagen blev indtaget i det eneste lukkede rum de 4 familiemedlemmer havde, alt imens vi kunne følge livet udenfor gennem sprækkerne i hytten. Siddende på gulvet indtog vi grønsagssuppe, spinatligende tilbehør, diverse krydderier og en høne, der var mindre og mere mager end en dansk kylling. I olielampens skær betragtede vi vores dertil indrettede soveplads, som includerede en hovedpude og et vattæppe, hvis indhold bestod af afklippede blomsterstande. Ikke lige Dyne Larsens varesortiment. Desuden et lyserødt myggenet, som udgjorde vores privatliv og samtidig kunne forhindrer små levende væsner, i at spolerer nattesøvnen!!!!!

Den næste store udfordring blev hurtigt en realitet. Der var tid til aftentoilette – hva’ nu? Ingen toilet, ingen vand, ingen lys, meeen vi havde i vores planlægning kalkuleret med toiletpapir. Nu var næste trin, at finde en busk et stykke fra hytten, for at forrette sin nødtørft. Ned på hug og i en fastlåst siddende stilling, prøvede Jens imens på bedste soldatermaner, at genne de nysgerrige grise væk fra min bagperron. En anelse af stress meldte sig, men jeg havde dog overskud til at nyde synet af Mælkevejen på den sorte himmel. Vi gik tidligt i seng, hvor vi i nattens kulde ventede på, at solen atter kunne varme os, så vi kunne gå tilbage sammen med Ping.

Efterfølgende reflekterede jeg over det venlige, gæstfrie, spartanske og primitive folkefærd, der trods alle odds, lever i harmoni såvel med naturen som med hinanden. En stor respekt og anerkendelse til dette folkefærd – at være så dygtige til at overleve i naturen. Ingen sygehusvæsen, ingen sanitære forhold, ingen menukort, ingen ur, ingen beklemmeligheder, kun ingenting. Reflekterer således over, hvor meget vi i lille Danmark, bør påskønne og nyde de herligheder, som livet giver os hjemme i trygge rammer.

Undres over mange ting, som jeg ikke denne gang får svar på.

En stor tak til vores allesammens Linepige, der godmodigt har overført en virus til os, der hedder rejsefeber, og som på sigt har givet os blod på tanden, således vi selv vil drage afsted til nye og spændende steder i verden.
Det er med glæde og en vis tryghed, at efterlade Line, for hendes videre fortsættelse af hendes rejse. Jeg tager hjem med et stort kærligt og varmt hjerte samt vidunderlige og uforglemmelige minder. Hjemme venter resten af min dejlige familier og ikke mindst mine skønne “drenge”.

Skrevet af en glad og taknemmelig mor til Line

De sidste dage af turen tilbringes i Bangkok inden turen går hjemover til resten af min dejlige famile.