Myanmar – verdens venligste land DEL 1

IMG_1545.JPG

Lettere omtumlet vågner jeg, idet landingsstellet foldes ud. Kl. gudsjammerligt om morgenen lander jeg i Yangon, Myanmar, hvor jeg skal mødes med Camilla, søster til en af mine gode veninder, som skriver antropologispeciale om uddannelsessystemet i Myanmar. Med sine 1.83 cm. og lange lyse lokker spotter jeg hende straks i mængden blandt de halvt så høje og sorthårede burmesere. Afsted i taxaen gennem morgenmylderet. I de små gadekøkkener langs vejene sidder folk på små pastelfarvede plasticstole og indtager dagens første nudelsuppe. Der handles på kryds og tværs i de små frugt og grøntboder. Kvinder som mænd bærer de traditionelle longuyis (nederdele) i alverdens farver og mønstre og mange ansigter er helt eller delvist dækket af thanaka, (beskytsom gul smørelse udvundet fra bark). Hunde, der hvileløst strejfer rundt, og en enkel rotte stikker hovedet frem fra sit gemmested. Mørkerøde efterladenskaber på gaderne fra de bettlenut-tyggende mænd. En cykeltaxichauffør kigger søvndrukken op fra sit leje tværs over cyklen. Fra et lille morgensted uddeles ris til munkene i de karakteristiske safranfarvede klæder, som hver morgen indsamler almisser i deres sorte bambusskåle. Trucks, fyldt til randen med mennesker, grøntsager eller andet gods, og folk der zigzagger indimellem hinanden og trafikken.

IMG_1720-2.JPG

IMG_1663.JPG

IMG_1718-5.JPG

IMG_1640.JPG

IMG_1647-0.JPG

IMG_1700-0.JPG

En skøn blanding af lyde, lugte, stemninger, hurlumhej og ballade i en skøn palet af farver. “Det er livet”, som min mormor ville have sagt det! Når autenciteten og ægtheden ikke kan sættes til diskussion. Intet er camoufleret eller renvasket for turisternes skyld, ingen prangende indgangsparti, camerafee eller speciel-price-for-you-my-friend. Det ER livet, som det nu engang er lige her – lige nu. Et bombardement af sanseindtryk og spørgsmål fylder mit hoved og Camilla får ikke en chance for at svare fyldestgørende på mine spørgsmål, inden et nyt presser sig på. Kontrasten til de tandbørstepolerede veje og neglesaksklippede græsplæner i ensomme Ashgabat er ubeskrivelig. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis det kom dertil!

IMG_1438.JPG

IMG_1445.JPG

IMG_1424.JPG

IMG_1441.JPG

IMG_1451.JPG

IMG_1446.JPG

IMG_1447.JPG

IMG_1450.JPG

IMG_1472.JPG

IMG_1456.JPG

IMG_1457.JPG

IMG_1454.JPG

IMG_1488.JPG

IMG_1480.JPG

IMG_1478.JPG

IMG_1479.JPG

Efter et par dage i Camillas hjemlige gemakker hopper jeg på en bus mod Bagan. Et område med mere end 4.000 templer. For et års tid siden var jeg i biffen og se billeddokumentaren Samsara med min berejste kammerat Christian. Her var der optagelser fra Bagan filmet fra en luftballon svævende over de mange templer ved morgengry. Jeg var overbevist om, at det måtte være computeranimation, så fantastisk så det ud. Efter nærmere research kunne jeg dog konstatere at dette sted fandtes – og der skulle helt sikkert opleves på et tidspunk.

Jeg hooker mig op med en fransk pige og en fyr fra Alaska og efter 10 min har vi et tripleværelse booket. Det er en spøjs verden det her backpackerliv. Tanken om at stå på Københavns Hovedbanegård og forsøge at finde 2 tilfældige at dele hotelværelse virker fjern og underlig. Men i disse rammer, 3 mennesker med samme intentioner og mål, de samme spilleregler og ikke mindst ønske om at spare penge på overnatning, er der ikke noget mere naturligt end at finde sammen i en lille trio – 3 mennesker, der har “kendt” hinanden i 2 min. kl. 5 om morgenen på et busstoppested midt i Myanmar.

IMG_1489.JPG

IMG_1491.JPG

IMG_1492.JPG

IMG_1496.JPG

Templerne udforskes på en alt for lille cykel med kun et funktionsdygtigt gear at træde i og cyklens (eller rytterens) begrænsede kapacitet, gør det ikke nemt på de tilsandede grusveje. Pulsen ryger i vejret og det trængte da bare. Belønningen efter en hård varm dag på jerngeden er lækker mad fra det burmesiske gadekøkken. En kæmpe opgradering fra Centralasien, hvor friske grøntsager var en sjældenhed på menukortet. Maden er dog knap så divers som i fx. Thailand, men altid veltilberedt, velsmagende og ikke mindst billig (5-15 kr. inkl. suppe/te/vand, som altid følger med).

>
IMG_1498-0.JPG

IMG_1512-0.JPG

IMG_1503-0.JPG

IMG_1510-0.JPG<br /

Vi tager en dagstur til en spirituel helligdom på toppen af et bjerg, Mt. Popa. Et super kitchet sted fyldt med spirituelle figurer omgivet af pengesedler, lys og lamper, aggressive aber og franske tourgroups. Ifølge burmesisk overtro rammer dårlig karma den, som bærer sort og rødt, bander eller taler dårligt om andre på bjerget. Det lykkedes mig at indfri alle 3 og det var kun en spørgsmål om tid inden hr. dårlig karma ville gøre væsen af sig.

IMG_1524.JPG

IMG_1516.JPG

IMG_1514.JPG

IMG_1525.JPG

På tilbagevejen er vi heldige at støde ind i en festival i en lille landsby. Et kæmpe optog med udklædte børn på heste marcherer gennem byen. Alle folk smiler, vinker og er meget nysgerrige. Det er lige førend vi uoverlagt stjæler rampelyset fra de karaokesyngende ladyboys på ladet af en truck med tilhørende symfoniorkester. Opmærksomheden bliver imidlertid ikke mindre af, at vi efter en afsluttet optræden udbryder i impulsive klapsalver – det gør man sig åbenbart ikke i på disse kanter. Inden vi skal med natbussen videre om aften, vil jeg hente mine shorts, som er til reparation hos skrædderen. Desværre er biksen lukket, så jeg må drage videre uden mine 8 år gamle ynglings travellershorts. Næste morgen glemmer jeg mit nyindkøbte håndmalede billede, da vi står af bussen og mine bukser revner efterfølgende. Så er vi vist lige! DAMN IT dårlig karma!!

IMG_1526.JPG

IMG_1527.JPG

IMG_1529.JPG

IMG_1507.JPG

Meget tidligere end oplyst ankommer vi kl. 3 om morgenen til Mandalay. En fyr på scooter har set fidusen i at tilbyde “morning-sight-trips” til de søvnige backpackere, som alligevel har et par timers venten på den forbindende bus videre øst på. Efter en kaffe og bananpandekage udforskes Mandalay fra bagsædet af en scooter – først tandbørstning og vask af Buddha (kl. 4 om morgenen) i et tempel, herefter drengemunke, som indsamler dagens almisser og tilsidst solopgangen og gåtur over verdens længste teaktræ-gangbro. Aldrig har jeg fået så meget ud af 5 timers “venten” på en bus.

IMG_1544.JPG

IMG_1534.JPG

IMG_1535.JPG

IMG_1542.JPG

IMG_1539.JPG

IMG_1540.JPG

IMG_1543.JPG

Dette indlæg blev udgivet i Myanmar. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s