En måneds gastesejllads på Filippinerne – DEL 2

Morgendyk

Skildpadder, revhajer og eksotiske fisk i alverdens tænkelige farver omgiver mig i det krystalklare vand. Vores kaptajn Jan er foran mig, men jeg må kæmpe lidt for at følge med i tempoet. Jan har 4-5000 dyk bag sig, og det er tydeligt at se, at hele havet såvel under som over, er hans legeplads. Klokken er 7 om morgenen og for mindre end 15 minutter siden, lå jeg og sov i køjen. Nu er jeg på 28 meters dybde og i gang med verdens bedst tænkelige morgenbad. Flere gange kommer vi helt tæt på de store havskildpadder, som med deres store skjold indbyder til en trækketur gennem vandet. Efter lidt betænkningstid tager jeg mod til og tager fat på hver side af skildpaddeskjoldet. Jeg mærker den enorme kraft skildpadden bevæger sig med gennem vandet ved hjælp af lufferne. Livet under vandet er som at træde ind i en hel anden verden. Når et dyk bare er helt fantastisk og alt spiller, kan det nemt føles halvdrømmende og eventyragtigt. En verden hvor nogle sanser sættes ud af spil, mens andre skærpes. Farverne står omend mere klart end over vandet. Øjnene er vanvittig opmærksomme – konstant søgende. Den vægtløse fornemmelse, når korpus ubesværet bevæges rundt i alskens stillinger, som næppe lader sig gøre over vandet, er fantastisk. Der er en underlig vanedannende stilhed dernede. Kun den buldrende lyd fra regulatoren, når luften blæses ud gennem munden, hiver tankerne tilbage til virkeligheden. Det er vældig fredfyldt og kan i nogen tilfælde føles helt meditativt. Følelsen af at være tilstede opstår helt af sig selv.

Efter tre kvarter under vandet er det vanlige store morgenbord tiltrængt. Vi lever godt, gør vi. Morgenmaden er ingen undtagelse. En speciel god morgenmad var en af de første dage, hvor en skildpadde kom op ved siden af båden for at trække luft, mens kaffen blev serveret. En anden dag havde vi delfiner, der sprang omkring båden, mens vi sejlede af sted. I disse situationer er det altså voldsomt svært at være morgensur!

Simon på kakkelakjagt

Frikadeller, brun sovs og rødvin midt i det Sydkinesiske Hav

Hvis man keder sig kan man altid fordrive tiden med en selfie – girls on the loose ❤

Pigerne fangede blæksprutter imens mænnerne gik i land for at spille pool. Dagen efter skulle fangsten fileteres, hvilket gik ud over Bob og hans badeshorts. Tror aldrig det lykkedes at få dem helt rene efter sprutterne var gået blæk-amok

Så er tøserne til fire-show

Egon har en plan…Og den hedder noget med sundowners… 🙂

Den første søsyge

Det sidste stræk med Anaconda bliver også det længste. Strækket skal bringe os fra Filippinerne til Hong Kong, hvor vi skal afmønstre og Anaconda skal have intensiv pleje i en måned, hvor bl.a. de nye sejl, som ligger klar i Hong Kong, skal sættes på. I dagene optil afgang hærger en tyfon i det Sydkinesiske Hav, som vi tålmodigt må vente på driver over, så vi skånes for de værste efterdønningerne. Den første dag til søs er det mig, der har madlavningstjansen. Eftersom min søsyge har opført sig yderst eksemplarisk på hele turen giver det derfor umiddelbart ingen anledning til bekymring. Da mørket sænker sig over havet og jeg kryber ned i pantryet for at færdiggøre middagen, går der dog ikke længe førend en mærkelig fornemmelse rammer. De store men dog bløde bølger, som rammer ind forfra, udfordrer balancen og alle muskler arbejder for at korrigere og tilpasse kroppen de balancemæssige udfordringer. Af erfaring lærer man hurtigt, at man ikke bare stiller en dåse eller glas fra sig, når båden vipper sådan. Alligevel sker det hele tiden, og vi har som oftest et par halvfyldte kaffekopper flyvende gennem cockpittet, men aldrig noget, der på nogen måde anfægter den ultimativ afslappede stemning, der hersker på Anaconda. Med hovedet begravet i gryde og mados og en balancenerve, der er gået på druk, må jeg til sidst springe op fra pantryet for at undgå at et yderst upassende krydderi tilsættes i retten. Heldigvis er jeg omgivet af fantastiske medgaster, som altid er klar til at tage over og hjælpe i alle tænkelige tilfælde. (f.eks. at hente mig i kajakken, når jeg midt ude i vandet står fanget i et koralhelvede i mørket, ubevægelig, uden sko (de forsvandt mellem korallerne) og lidt for fuld– TAK)

Simon på kakkelakjagt

Burgertime

Okker og undertegnet på udflugt

På vagt i mørket

De næstkommende dage forsvinder hurtigt i de allerede indtrufne rutiner, der unægtelig opstår om bord, når man sejler flere dage i streg. Vi har skiftevis vagter af to timer, hvilket betyder, at man så kan slappe af i de følgende 8 timer, inden man skal på vagt igen. Ahh hele 8 timer til at hvile i – fantastisk! Det er en vild fornemmelse at være på vagt, især om natten. Alle om bord sover, alt lys er slukket og kun pandelampen lyser svagt op, når kursen, olietrykket eller motorens temperatur skal tjekkes. Okker ligger som regel og putter ved siden af. Når han en gang imellem åbner et halvt øje, får vi os en lille hyggesludder, inden han dejser om igen. Omkring os sejler små fiskerbåde, store tankere, fragtskibe og de store blækspruttebåde lyser op som flydende cirkusser (hedder det virkelig det??) for at tiltrække blæksprutter og squids med deres kraftige spots. Men ofte er der bare helt sort, når man kigger ud i horisonten. Sådan virkelig sort. Dog lyser stjernerne og månen himlen op og der er mere tid end nogensinde til at betragte de lysende objekter, som er så uendeligt langt væk. Følelsen af at være ubetydelig lille på dette hav er i begyndelsen overvældende, men samtidig en fed følelse. Det er ultimativ frihed og uafhængighed. En båd kan komme alle vegne – aldrig afhængig af en vej, et spor eller andres overvejelser, om hvor man skal eller i hvert fald bør færdes. Jeg begynder så småt at forstå de muligheder en båd, giver den rejsende. Begrebet ”off-the-beaten-track”, som bruges i flæng i Lonely Planets guidebøger tilføres en helt ny og langt mere autentisk dimension med båden som transportmiddel, og mulighederne for gå/sejle dine egne veje er ubegrænsede. Klokken 4 om morgenen afløses jeg af Ole, som er påmønstret den sidste uge for at sejle med mod Hong Kong. Kurs og en kop kaffe overleveres, og jeg glæder mig til at sove. Simon ligger i den ene side af doghouset (toppen af cockpittet) og jeg krøller mig sammen under mit lagen ned hætten trukket op over ørerne i den anden side. Okker ligger sig ned under lagnet i fodenden og selvom fugten her midt om natten når sit højeste og hynden er hård at ligge på er det stadigvæk verdens bedste seng. Ikke kun tidspunktet af døgnet bidrager til den gennemgående afslappethed jeg føler i hver en afkrog af min krop, men i særdeleshed også den perfekte kombination af sansestimuli. Lyden af bølgeskvulp, lugten fra bådens træværk og vandet, bådens vuggende bevægelser og ikke mindst synet af stjernerne, som fylder nattehimlen går her op i en højere enhed. Afslappet…ahhh…sove….

Denne helt igennem afslappethed, som jeg kun sjældent har oplevet, fylder mig de sidste to døgn, inden vi rammer Hong Kong. Det er en fantastisk fornemmelse, men det tager åbenbart tid at lære kroppen at slappe helt af, sådan ”helt inde i knoglerne”, som er et udtryk, vi er meget glade for på Anaconda. Måske det er volapyk – måske nogen ved, hvad jeg mener.