Efter 18 dage sammen tager jeg afsked med mor og Jens i lufthavnen. Det er en fornøjelse at kunne dele rejselivets glæder med mennesker, der står mig nært. Ligeledes at opleve den smittende begejstring, glæde og undren over de pudsigheder man unægteligt møder på sin vej gennem et fremmed land.

Jeg møder Esbjørn, som ankommer med samme fly som mor og Jens skal retur med. Esbjørn var ligeledes en del af besætningen på Oceanis i Grækenland, og vi skal nu opleve Thailands mere adventurous facetter sammen. Med en formodning om at Esbjørn er ligeså sej til at planlægge rejse, som han er til at trække et fejlplaceret anker 20 meter op fra havbunden med håndkraft, er det med fuld tillid, at jeg overdrager ansvaret for de næste 2 1/2 uges forløb til Esbjørn. Det kan kun blive godt! Første punkt på dagsorden bliver således 3 dage på motorcykel i Nordthailand. Ikke bare en lille pjatmotorcykel, men en ordentlig en af slagsen med masser af hestekræfter. Heldigvis har Esbjørn adskillige gange ferieret på motorcykel og kørt dirt-bike i Cambodjas jungle. Jeg føler mig i trygge hænder og glæder mig vildt til at opleve fra motorcyklens repos. Vi sætter afsted i vores seje bikerjakker og en hjelm, der ikke just gør noget godt for mine æblekinder.

På anden dagen beslutter vi os for at køre gennem en nationalpark. Efter GPS’en at vurdere, er vejene af nogenlunde standard, og bør derfor kunne føre os mere eller mindre forsvarligt gennem junglen. Dog bliver de før asfalterede veje efter en halv times kørsel erstattet af mindre grus-/ og mudderveje. Ud fra prikken på GPS’en at dømme befinder vi os et sted midt i intetheden, som Hr. Satellit øjensynligt ikke har kendskab til. De få mennesker vi møder på vores vej, hilser på en hvad-laver-I-helt-herude-i-ingenting-agtig måde. Vi hilser pænt retur, og tænker…yeahhh rock on!

Vi passerer gennem små landsbyer, hvor Bravo Tours gæster næppe dumper forbi på deres 14-dages rundrejse. I en lille flække indtages frokosten, som består af 2 x nudelsuppe og cola til den nette sum af 15 kr….ialt! I nogle af byerne bærer kvinderne ens (hvad der må være traditionelle) kjoler og børnene løber jublende efter motorcyklen. Hr. Satellit er imellemtiden kommet i godt humør igen, men viser os nu desværre, at vi er foruroligende langt væk fra nærmeste hovedvej. Det er blevet eftermiddag, benzinen er kørt godt i bund og vi er pludselig meget langt væk fra alting. Det vil være en alt for lang tur at køre samme vej retur, hvis vi har forhåbninger om, at nå ud af junglen inden solnedgang. Vi må fortsætte videre ad den nu nærmest ufremkommelige grusvej, der snirkler sig op og ned ad bjergsiderne. Flere gange passerer vi gennem små floder, som forvandler vejen til vandhuller. Ved de små floder kører Esbjørn igennem, inden jeg når at protestere (snedigt!). Dog får jeg lov at hoppe af og traske gennem vandet, når det ser for dybt og stenet ud. Som en anden koalabjørn klamrer mig fast til den yderst kompetente chauffør, og priser mig lykkelig for Esbjørns evner til at manøvre maskinen gennem dette vanvittige terræn.

Vi når et punkt, hvor vi ikke længere har hverken tid eller overskud til at stoppe for at nyde de smukke omgivelser. Når ikke øjnene er klistret til vejen for at forudsige næste udefrakommende ryk, forsøger jeg at mentalfotografere det idylliske landskab. Eftermiddagssolen, som snart går ned bag en bjergtop, kaster et flot gyldent skær over de kæmpe bjerge og klippeformationer, der troner op mellem den tæt begroede jungle. Majs og rismarkerne står gullige og halvvisne hen i kontrast til de frodige grønne omgivelser. I ny og næ passerer vi forbi primitive bambushytter, som giver os håb om, at den asfalterede vej og dermed vejen ud af junglen snart må vise sig.

Lige som solen dykker ned bag bjergene, når vi endelig vejen. Smuk, grå og forholdsvis lige asfalteret vej – helt uden vandhuller, sten, ral, kokasser og andre forhindringer, der vanskeliggør kørslen. Aldrig før har vi begge været så glade for at se asfalt. Lettere euforiske og lykkelige for ikke at skulle overnatte under et tilfældigt træ i junglen, sætter vi afsted de sidste 3 lange timer hjem til vores guesthouse.

At opleve naturen, de små landsbyer, de jublende børn og suset på motorcyklen har alle dannet ramme for denne helt igennem fede dag med masser af oplevelser og sanseindtryk. En dag jeg på ingen måder ville være foruden – også selvom situationen spidsede en smule til sidst på dagen. Igen må jeg nok bare erkende at ting ofte er sjovere, når de er lidt ude af komfortzonen. Det fede ved motorcyklen som transportmiddel er, at man kommer tættere på, selv bestemmer tempoet og kan gøre hold steder, man normalt ikke har mulighed for. Og så er de der hestekræfter da lidt for fede!

Som et lille kløende myggestik har tanken om at rejse Sydamerika rundt på motorcykel forplantet sig i mit stille sind.

I kjole og 40 kr.’s engangsstilletter og for Esbjørns vedkommende jakkesæt fejres nytåret i Bangkok med middag og udsigt over Bangkoks skyline. Til stor overraskelse og taknemmelighed klarer stilletterne (og den midlertidige ejermand) sig igennem nattens udskejelser på en fancy natklub, hvor det efter et par forsøg lykkes at entrere uden medlemskort.

De efterfølgende dage bruges på kitesurfingkursus, som jeg har fået i julegave af Esbjørn – lucky me 😄. Min optur over denne aktivitet kulminerer, da jeg sidste dag på kurset formår at sejle 15 meter afsted inden jeg og dragen pladask smadrer ned i vandet. Juhuu, nu skal der bare øves og så skal den drage, bræt og jeg nok blive gode venner✌️.

Kitesurfingkursus afløses af klatring på Railey tæt på Krabi, hvor jeg for 4 år siden første gang stiftede bekendtskab med klippeklatring. Klatrere på alle niveauer fra hele verden er tydelige at spotte med deres reb over skulderen og carabinbehængte seler. Nogle kommer her et par dage, uger eller for nogens vedkommende bliver hængende i flere måneder. Stemningen på Railey er fantastisk og som for alle her inklusive os går dagene sin gang: Spiser, klatrer, hænger ud, bader, soler, klatrer, spiser is, chillaxer og drikker øl i en af beach eller junglebarerne, hvor der til reggaetoner underholdes med slackliningtricks og fireshows om aften.

Efter 2 1/2 uge sammen er det vemodigt at tage afsked med en gut, der i allerhøjeste grad har bidraget til og været en del af nogle skønne og oplevelsesrige uger. Efter snart 5 intense rejsemåneder har det været befriende i en periode at være to til at tage beslutninger, overveje muligheder, komme med input, planlægge samt tage initiativ. Det fede ved Esbjørn er, at netop hans organisering-/ og planlægningsgen er mere veludviklet end mit. Derfor er det selvfølgelig heller ikke ham, som pludselig opdager, at visummet er udløbet og på den baggrund nu opholder sig illegalt i Thailand – efterfølgende må bruge en halv dag på et kaotisk immigrationskontor for at betale straffen samt forlænge sit visum med en fin lille reprimande i passet. Oopsie 🙈 Heldigvis er han også mere overbærende, forstående og tålmodig end jeg – TAK!

Tanken om igen at skulle ud på egen hånd virker umiddelbar lidt tom. At være to sammen på rejse har sine helt klare fordele og det er skønt at kunne dele oplevelserne med hinanden – både i nuet og i fremtiden. Som tilvænning igen til solotilværelsen samt forberedelse til mit meditationsretreat, tager jeg til en fjern strand på Koh Phangan. En skøn lille perle – ugenert i en lille bugt med omkringliggende jungle – ingen barer og diskomusik – kun havets brusen, som hver morgen sammen med en min nye bedste hundeven, vækker mig i min lille bungalow. Tiden står stille og alligevel flyver den afsted. Dagene bruger jeg på at læse, skrive, gætte kryds og tværs, trekke til andre idylliske strande, svømme og lave yoga på stranden. Ahhh nu er jeg klar – tror jeg – til 7 dages meditationsretreat i et buddhistisk tempel. Uden jeg vil sige for meget, så indebærer retreatet 6-7 timers daglig meditation, yoga, to måltider om dagen, sove på bambusmåtte og de eneste personlige ejendele jeg må medbringe er lidt tøj, toiletsager, myggespray, lygte og paraply. Og nåhr ja, fik jeg nævnt, at det er “silent”? Det vil sige ingen tale, kommunikation, kiggen nogen i øjenene i 7 dage. En udfordring, men helt sikkert også en oplevelse venter forude.

Live large – travel light ✌️